Hvor var de danske spillere henne, da fiaskoresultatet skulle undgås? Da der skulle kæmpes om hver en bold, om hver en meter? Hvor var de sidste kræfter, den sidste fandenivoldskhed?
Det var det store spørgsmål for EM-holdets forsvarsstyrmand og veteran, den 33-årige René Toft Hansen fra THW Kiel (130 landskampe), da han skulle kigge tilbage på det ’chokerende’ nederlag til Tjekkiet - og inden aftenens point-skæbnekamp mod Spanien i Varazdin. Samme sted, hvor danskerne slog Ungarn, men tabte til Tjekkiet.





























