Wozniacki overvejer boykot af kæmpeturnering

Caroline Wozniacki  blev i Miami blandt andet mødt med tilråb fra folk, der ønskede hendes forældre døde.  Geoff Burke/Ritzau Scanpix
Caroline Wozniacki blev i Miami blandt andet mødt med tilråb fra folk, der ønskede hendes forældre døde. Geoff Burke/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Tennis: Caroline Wozniacki overvejer, om hun i fremtiden gider spille med i en af USA’s største turneringer, Miami Open. Her blev danskeren i marts mødt med truende tilråb fra tribunerne under en kamp mod Puerto Ricos Monica Puig, der til gengæld havde mange højrøstede fans på lægterne. »Jeg skal tage en beslutning om, hvorvidt jeg har lyst til at tage tilbage næste år eller ej. Jeg har ikke taget beslutningen endnu«, siger Caroline Wozniacki i Monte Carlo ifølge The Telegraph. »Jeg sov forfærdeligt i fire-fem dage efter. Jeg var ikke tilpas. Jeg havde det forfærdeligt og havde en dårlig følelse i maven«, fortæller Wozniacki.

Basketball: Mændene fra Horsens IC er klar til at spille DM-finaler efter en hjemmesejr på 77-73 i femte og sidste semifinaleopgør mod Randers Cimbria. Modstanderen i finalen bliver enten Team Fog Næstved eller Bakken Bears, der mødes fredag. Team Fog fører 2-1 i kampe.

Håndbold: Københavns kvinder er efter storsejr på 28-16 mod Randers HK klar til at spille med i DM-semifinalerne – og det som vindere af slutspilsgruppe 1. Louise Føns, Kelly Dulfer og Mia Rej scorede alle 4 gange mod jyderne.

Tennis: Serberen Novak Djokovic har det fortsat svært efter en langvarig skadespause i anden halvdel af 2017. 2018 er langt fra en succes og torsdag måtte ranglistens nummer 13 forlade den prestigefyldte grusturnering i Monte Carlo efter nederlag i 3. runde i tre sæt til østrigeren Domicic Thiem. 6-7, 6-2, 6-3 sluttede det til Thiem, der er nummer 7 i verden. Thiem møder i kvartfinalen fredag ingen ringere end kongen af Monte Carlo, Rafael Nadal. Spanieren, der har vundet turneringen hele 10 gange, vandt 6-3, 6-2 mod den unge russer Karen Khachanov. Øvrige kvartfinaler: Grigor Dimitrov-David Goffin, Richard Gasquet-Alexander Zverev, Marin Cilic-Kei Nishikori/Andreas Seppi.

Cykling: Astana-holdet ridder på en bølge i etapeløbet Tour of the Alps. Torsdag sejrede holdet for tredje gang af fire mulige, da spanieren Luis Leon Sanchez i finalen satte newzealænderen George Bennett (Lotto) kort før mål efter 134 km med start i Italien og mål i østrigske Lienz. Thibaut Pinot (FDJ) fra Frankrig fører sammenlagt. Løbet slutter fredag med 164 km og fire knolde over 1.000 meter mellem Rattenberg til Innsbruck.

Cykling: Ejeren af det amerikanske BMC-hold, schweizeren Andy Rihs, er død efter længere tids sygdom, skriver AP. Han blev 75 år. Som ejer var Rihs med til at vinde Tour de France i 2011, da australieren Cadel Evans endte øverst på podiet. Rihs var ligeledes også ejer af det omstridte Phonak-hold, der i 2006 kunne se kaptajnen Floyd Landis køre sig til tops i det franske etapeløb. En sejr han senere blev frataget på grund af en dopingdom. Udover BMC var Andy Rihs også ejer af den schweiziske fodboldklub Young Boys Bern, der er på vej til at vinde deres første mesterskab i 32 år. De fører med 11 point, og der resterer seks kampe i den schweiziske liga.

Håndbold: Odenses kvinder har forlænget kontrakten med den 26-årige bagspiller Susanne Madsen, så kontrakten nu gælder til sommeren 2020.

Fodbold: FC Københavns 19-årige angriber Jonas Wind er blevet tilskrevet scoringen til 1-0 mod AaB onsdag. I første omgang var målet noteret som et selvmål til AaB’s Jakob Blåbjerg, men Divisionsforeningen har nu omstødt dette. »I den konkrete situation var vurderingen, at Jonas Winds afslutning havde retning mod målet«, begrunder Divisionsforeningen ifølge Tipsbladet.

Ishockey: Efter sæsoner i Rødovre, Rungsted og Herlev kommer den 32-årige canadier Mike Daugulis tilbage til Odense Bulldogs i næste sæson.

Håndbold: Dansk Håndbold Forbund (DHF) har forlænget aftalerne med ungdomslandstræner Heine Eriksen og assistenten Mikkel Voigt Frederiksen, så de kvindelige talenter har gavn af duoen i yderligere to år.

Fodbold: Chelseas jagt på top fire, der sikrer deltagelse i Champions League, har lidt sig et knæk inden aftenens kamp mod Burnley. Således er den spanske venstreback Marcos Alonso, der i går blev udvalgt til Årets Hold sammen med Christian Eriksen, blevet idømt tre spilledages karantæne af det engelske fodboldforbund, FA.

Årsagen til karantænen skyldes, at Alonso stemplede Southamptons Shane Long, da de tabte 3-2 til Chelsea i weekenden. Det blev imidlertid ikke set af kampens dommer Mike Dean, hvilket altså fik FA til at åbne en disciplinærsag mod Marcos Alonso.

Chelsea møder i aften Burnley og er før den kamp otte point efter Tottenham på fjerdepladsen. Efter aftenens opgør mangler Chelsea endnu fire kampe i denne sæson.

Fodbold: Andel del af Åge Hareides rejse ud i Europa for at besøge potentielle VM-spillere bliver nu aflyst, fordi nordmanden fortsat døjer med store problemer i ryggen. Hareide havde planer om at besøge Pione Sisto og Daniel Wass i Celta Vigo, Jonas Knudsen i Ipswich, Andreas Christensen i Chelsea samt Pierre-Emile Højbjerg i Southampton, men det sætter en diskusprolaps altså en stopper for.

Han er for egenrådig: Hareide retter markant kritik mod vraget Højbjerg

I januar tvang rygproblemerne, som landstræneren fik efter et styrt på ski, Hareide til at forlade den kombinerede U21- og ligalandsholdslejr i Abu Dhabi før tid.

De danske spillere, der havde forventet visit, får dog stadigvæk besøg af herrelandsholdets assistenttræner, Jon Dahl Tomasson.

Ishockey: Danskerklubben San Jose Sharks, hvor både Mikkel Bødker og Jannik Hansen spiller, spillede sig i nat videre til anden runde i kampen om Stanley Cup-trofæet i NHL. Holdet vandt 2-1 over Anaheim Ducks og har dermed lavet en såkaldt series sweep ved at vinde sammenlagt 4-0 i kampe.

Dermed er det tvivlsomt, om de to spillere overhovedet kan nå at deltage i næste måneds VM i Danmark, der starter 4. maj. Sidste år meldte begge spillere fra til VM, selvom de var røget ud af slutspillet i tide.

San Jose Sharks møder Las Vegas Golden Knights i næste runde.

Fodbold: Publikum, som skal af sted til VM, kan se frem til at se langsomme gengivelser på arenaernes storskærme, når VM-dommerne vælger at benytte sig af videosystemet VAR (Video Assistant Referee).

Det siger Fifa, der i marts besluttede sig for, at det omdiskuterede dommerhjælpemiddel skal stå sin store test på verdens største fodboldscene. Normalt, når de i ligaer som den tyske og spanske, benytter sig af videodommere, kan tilskuerne ikke følge kendelserne på storskærm. Hændelserne vil dog ikke blive gengivet, før dommeren har truffet sin beslutning.

Basketball: Bakken Bears måtte i går aftes erkende, at drømmen om en europæisk finaleplads ikke gik i opfyldelse, da holdet tabte deres anden semifinalekamp mod italienske Avellino.

Bakken Bears taber hjemme og er færdig i Europa Bakken Bears kan skrive dansk basketballhistorie i aften

Alligevel mener holdet træner, Steffen Wich, ikke, at eventyret er ovre endnu.

»Jeg er stolt af spillerne og organisationen, men jeg forstår ikke, hvorfor folk siger til mig, at eventyret er slut nu. Vi udlever eventyret. Vi har nye kampe forude og en ny sæson på vej«, sagde Steffen Wich efter kampen til Århus Stiftstidende.

Bakken Bears spiller i morgen DM-semifinale mod Team Fog Næstved, hvor holdet er bagud 2-1 i kampe.

Fodbold: Manchester United tog tre vigtige point for at cementere sin andenplads i Premier League, da holdet i går slog Bournemouth 2-0 på udebane. Forsvarskrumtap Chris Smalling og klubtopscorer Romelu Lukaku stod for målene.

Aske Hald Knudstrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her