Sidste års medaljevindere er alle videre til semifinalerne

BSVs spillere fejrer sejren og semifinalepladsen. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
BSVs spillere fejrer sejren og semifinalepladsen. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Håndbold: Feltet i DM-semifinalerne er fundet inden sidste runde i slutspillet. Aalborg, Skjern og GOG fik følgeskab af Bjerringbro/Silkeborg, der med en sejr på 31-28 over KIF Kolding København afgjorde gruppe 2. Bjerringbro/Silkeborg var foran 18-11 ved pausen og 29-21 med 14 minutter tilbage, inden KIF Kolding København begyndte at reducere og nåede op på 28-30 med 3 minutter tilbage, da Bo Spellerberg scorede sit 10. mål. Spellerberg gjorde sig også bemærket med en udvisning for brok efter 42 minutter, da han ellers stod klar til at tage et straffekast. Johan Hansen med 8, Nikolaj Ø. Nielsen og Sebastian Skube begge med 7 var de mest scorende for vinderne, der har vundet bronze, guld og bronze de tre seneste år. Sidste år vandt Aalborg finalen over Skjern, og alle sidste sæsons medaljevindere er således blandt de fire sidste i år.

Bordtennis: Anders Lind bliver ved med at vinde ved hold-VM i Halmstad. Mod Grækenland vandt den 19-årige danske mester sin sjette kamp på stribe, da Danmark besejrede Grækenland 3-0. Jonathan Groth vandt 11-9, 11-8, 13-11 over defensivspilleren Panagiotis Gionis (verdens nr. 67) og Michael Maze kom igen efter at have tabt de første to sæt og slog Ioannis Sgouropoulos (nr. 336) 9-11, 8-11, 11-6, 11-6, 11-5, inden Anders Lind blev matchvinder med 11-6, 11-9, 11-3 over Anastasios Riniotis (nr. 281). Danmark møder fredag kl. 13 Ukraine og skal have revanche for nederlaget i den indledende pulje for at skulle spille videre om oprykning til den bedste kategori ved næste VM. ITTF har i dag besluttet, at antallet af hold ved VM for 2021 skal reduceres til 32 mod de 72, der er med i år.

Fodbold: Marco Verratti er blevet opereret for en lyskeskade, der betyder at hans sæson i Paris SG er overstået, og den italienske midtbanerspiller går derfor glip af den franske pokalfinale på tirsdag mod Les Herbiers fra den tredjebedste række.

Basketball: Bakken Bears bragte sig foran 3-0 i DM-finaleserien mod grundspilsvinderen Horsens IC med en udesejr i Forum Horsens på 79-68. Devaughn Akoon-Purcell blev topscorer med 21 point. Bakken Bears første chance for at sikre DM-guldet for andet år i træk er på mandag hjemme i Vejlby Risskov Center.

Atletik: Den olympiske guldvinder på mændenes 1.500 meter-løb fra Beijing i 2008 og tredobbelt verdensmester på samme distance, Asbel Kiprop, er testet positiv for brug af epo. Det erfarer avisen The Guardian. Kiprop mener selv, at der er sket en fejl i forbindelse med en positiv prøve taget uden for konkurrence sidst i 2017, og erklærer sig uskyldig. »Jeg har læst historierne, der kæder mig sammen med brug af doping. Som atlet har jeg gået forrest i kampen mod doping i Kenya. En kamp, jeg tror meget på, og som jeg støtter«, siger han ifølge The Guardian, der endvidere skriver, at 40 kenyanske atleter har afleveret positive dopingprøver i løbet af de seneste fem år. Det Internationale Atletikforbund (IAAF) har endnu ikke reageret på den angiveligt positive Kiprop-test.

Fodbold: Forslaget fra Fifa-præsident Gianni Infantino om en ny turnering, Final 8, for de bedste landshold møder modstand fra European League, sammenslutning af europæiske ligaer. »Hele denne proces minder om den måde, som det gamle Fifa agerede, og det troede jeg, at vi havde lagt bag os«, siger den svenske formand, Lars Christer-Olsson, til European Leagues hjemmeside.

Kevin Magnussen må dementere, at han er klar til at dø i sin racer

Tennis: Serena Williams har meldt afbud til næste uges WTA-turnering i Madrid. Den 36-årige amerikaner føler sig ifølge turneringsarrangørerne endnu ikke klar til at spille på topplan. Williams gjorde med beskedent held ellers comeback i marts i Indian Wells efter 14 måneders barselsfravær.

Håndbold: 34-årige Pearl van der Wissel-Nielsen siger farvel til sport på eliteplan, når sæsonen i Odense er forbi. Den hollandske playmaker kan slutte på toppen med DM-guld, da kvinderne fra Fyn er nået frem til semifinalerne i DM-slutspillet, hvor Esbjerg venter første gang på lørdag.

Mormor var indianer, selv er hun verdensstjerne

Fodbold: Kan De mon huske ham? Otto Pfister, den tyske træner, der kort før Togos VM-debut i 2006 sagde sit job op i protest over en lønkonflikt mellem spillere og ledelse i af afrikanske lands forbund – og blev genindsat som landstræner kort før kickoff? Fodboldtrænernomaden Otte Pfister har rundet de 80 år, men er fortsat landstræner i Afghanistan. Pfister, der har været landstræner i 12 forskellige lande – fra Trinidad & Tobago over Senegal til Bangladesh – hædres 8. maj i Berlin nu for sit engagement i fodbolden og for en række sociale initiativer i udviklingslande. Det er den tyske forening af fodboldambassadører der hædrer Pfister. Prisen overrækkes af Tysklands udenrigsminister Heiko Maas.

Bordtennis: Nord- og Sydkorea stillede med et fælles ishockeyhold for kvinder ved vinter-OL tidligere på året – og nu er de politiske tilnærmelser så kommet til den hurtige sport med bat og bold. Ved VM for hold i Halmstad i Sverige skulle de to Korea-nationer have mødt hinanden i kvartfinalen, men meddelte i stedet Det Internationale Bordtennis Forbund (ITTF), at de i stedet gerne vil stille et fælles hold i semifinalen fredag mod Japan eller Ukraine. ITTF-præsident Thomas Weikert fortæller i en pressemeddelelse, at den fælles koreanske beslutning – der i øvrigt er helt og aldeles i strid med turneringsreglementet - blev modtaget med stående ovationer af ITTF’s ledelse.

Basketball: Efter et hav af jobs som assistenttræner for klubber i NBA skriver serberen Igor Kokoskov i næste sæson et lille stykke historie, når han tiltræder som cheftræner for Phoenix Suns. Den 47-årige bliver dermed den første europæiske cheftræner i NBA nogensinde. Igor Kokoskov har været tilknyttet klubber i NBA siden 2000 og har tillige haft stor succes som landstræner for Slovenien, som han sensationelt førte til EM-guld sidste år.

Fodbold: Videosystemet VAR (Video Assistant Referee) er en omdiskuteret størrelse og der har været kritiske røster i blandet andet Bundesligaen og Premier League. Ikke desto mindre ser AS Romas sportsdirektør, Ramón Rodríguez Verdejo, efter at det italienske mandskab onsdag blev slået ud af Champions League i semifinalerne af Liverpool. »Der var to klare straffespark, vi gik glip af i aften (onsdag, red.), hvilket ændrede alt. Og i første kamp scorede de et mål på offside«, lyder det fra Roma-bossen. Liverpool vandt samlet over to opgør med 7-6 – 5-2 i det første opgør og 2-4 i aftes.

Ishockey: San Jose Sharks med Mikkel Bødker på isen i 13 minutter slog Las Vegas Knights i NHL-slutspillet med 4-0 og fik dermed udlignet til 2-2 i kampe. Mikkel Bødker leverede en assist ved 3-0-målet.

Basketball: Utah Jazz spillede sig natten til torsdag til sejr på 116-108 mod Houston Rockets og fik dermed udlignet i NBA-slutspilsserien til 1-1 i kampe. Der spilles bedst af syv kampe.

Bo Moshage

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her