Yussuf Poulsen scorede først i lille målfest

Yussuf Poulsen fik scoret sit første ligamål i denne sæson efter at have været på pletten i både Europa League og den tyske pokalturnering. Jens Meyer/AP
Yussuf Poulsen fik scoret sit første ligamål i denne sæson efter at have været på pletten i både Europa League og den tyske pokalturnering. Jens Meyer/AP
Lyt til artiklen

Fodbold: Landsholdsangriberen Yussuf Poulsen scorede først i Bundesligaens mest målrige opgør lørdag, da han nettede på hovedstød til 1-0 i 9. minut af Leipzig 3-2-sejr over Hannover. Sejren var Poulsen og Leipzigs første i denne sæson. Bayern München kom hurtigt bagud på hjemmebane mod Bayer Leverkusen, men kom på vinderkurs med to tidlige mål og sejrede 3-1 på James Rodriguez’ mål i sidste minut. Bayern München er nu eneste hold med maksimumpoint efter tre kampe.

Overblik:Fodboldresultater og stillinger fra ind- og udland

Golf: Med en runde i 68 slag spillede Søren Kjeldsen sig frem på 20. pladsen i KLM Open i Holland, hvor han med en samlet score på 207 slag er 7 slag efter den førende englænder Chris Wood.

Badminton: Topseedede Viktor Axelsen er færdig ved Japan Open, da hjemmebanefavoritten, verdensmester Kento Momota (seedet 3), sejrede sikkert 21-18, 21-11 i semifinaleopgøret mod den danske verdensetter. Det var Momotas ottende sejr i træk mod Axelsen.

Badminton: Jan Ø. Jørgensen har på grund af afbud fået en plads i den store China Open-turnering i den kommende uge. Det skriver TV2 Sport.

Tennis: Frankrigs forsvarende David Cup-mestre er klar til et titelforsvar. Med sejr på 6-0, 6-4, 7-6 (9-7) til Julien Benneteau og Nicolas Mahut mod Spaniens double bestående af Marcel Granollers-Pujol og Feliciano López øgedes føringen til 3-0 og dermed en finaleplads. I finalen i den sidste weekend af november venter Kroatien eller USA, der med sejr i lørdagens double fik reduceret til 1-2.

Golf: Ryder Cup-kaptajnen Thomas Bjørn ser frem til Europas dyst mod USA om to uger med respekt for det amerikanske hold, der igen har Tiger Woods på kortet. »Til sådan en stor turnering skal der være store personligheder og profiler tilstede. Jeg begejstret over, at se hvordan det amerikanske hold ser ud. Jeg er begejstret over, at Tiger er tilbage«, siger danskeren til AP om udsigten til at møde den amerikanske legende, som han to gange tidligere (1997 og 2002) har været med til at besejre i Ryder Cup-sammenhæng.

Formel 1: Kevin Magnussen starter i den tunge ende af feltet i søndagens grandprix i Singapore. I kvalifikationen skuffede Haas-køreren ved blot at blive nummer 16. Magnussen fik også baghjul af sin Haas-teamkollega, Romain Grosjean. Grosjean sluttede som nummer 8 med over ét sekund ned til danskeren. »Et sekund er som et lysår. Præstationen var overordnet ikke god nok«, lød den første analyse fra Kevin Magnussen.

Magnussen skuffer voldsomt i Singapore-kvalifikationen

Fodbold: Efter en sæsonstart med fire sejrrige møder med traditionelt mere bløde mandskaber i Premier League bestod Liverpools titelbejlere det første opgør mod en klassisk rival, da det blev til en 2-1-sejr på udebane på Wembley mod Tottenham. Midtbaneslideren Georginio Wijnaldum blev noteret for sin første sæsonscoring en håndfuld minutter før pausen, mens Roberto Firmino var på pletten med sit andet mål i sæsonen i 54. minut af et opgør, hvor Christian Eriksen og Tottenham-holdet optrådte ordinært og uden gennemslagskraft. Liverpool ligner derimod et mandskab, der vil spille med om mesterskabet. »Det var så afgjort vores bedste præstation i denne sæson. Præstationen er langt større end resultatet«, lød analysen fra Liverpool-bossen Jürgen Klopp til Sky. Skal Liverpools titeltogt lykkes, skal markeringerne dog sidde væsentligt tættere end de gjorde, da Tottenhams Erik Lamela med sin flugter fik reduceret i tillægstiden. Assisten stod Christian Eriksen for - hans 50. for Tottenham i Premier League.


Effektive Liverpool slår Eriksen og Tottenham

Fodbold: Da Sergi Enrich var på pletten og scorede til 1-0 i 89. minut troede gæsterne fra Eibar, at sensationen på udebane i La Liga mod magtfulde Atlético Madrid var en kendsgerning. Men træner Diego Simeones mænd giver aldrig op, og den debuterende teeanger Borja Garces Moreno sikrede med sin udligning fire minutter inde i tillægstiden ikke kun det ene point til storklubben, han sørgede også for, at hans første optræden i den stribede trøje vil blive husket en rum tid endnu.

Roning: Det var lige ved og næsten for den danske damefirer med Anne H. Larsen, Frida Sanggaard Nielsen, Ida Gørtz Jacobsen og Lærke Berg Rasmussen ved VM i Plovdiv i Bulgarien. Kvartetten måtte nøjes med den utaknemmelige fjerdeplads efter USA’s guldvindere, Australien og Rusland, der var halvanden sekund hurtige end danskerne på bronzepladsen.

Atletik: Den kenyanske OL-guldvinder Eliud Kipchoge varsler et angreb på maraton-verdensrekorden søndag i Berlin. »Det er min plan at runde de første 21 kilometer på 61 minutter«, siger han. Da landsmanden Dennis Kimetto satte sin verdesnrekord på 2.02,57 timer brugte han 61.45 minutter på de første 21 km.

Tennis: Caroline Wozniacki er forsvarende mester i WTA-turneringen Toray Pan Pacific Open, der starter mandag i Tokyo. Danskeren er topseedet og træder først ind i 2. runde. Her møder hun enten verdens nummer 35, italienske Camila Giorgi, eller en endnu ukendt kvalifikationsspiller. Giorgi er nummer 35 på verdensranglisten. Holder seedningerne i turneringen er der lagt op til en semifinale mod US Open-mesteren Naomi Osaka (seedet 3) og en finale mod Caroline Garcia (2) eller Karolina Pliskova (4).

Ishockey: Legendariske Henrik Zetterberg indstiller karrieren i en alder af 37 år. Den svenske Detroit Red Wings-angriber nåede gennem 16 sæsoner over 1.200 kampe for storklubben og bidrog markant til succesen med 394 mål og 686 assist – heraf 56 mål og 63 assist, da Red Wings senest vandt Stanley Cup i 2008.

Fodbold: For første gang i sin Dortmund-karriere startede 19-årige Jacob Bruun Larsen på banen for storklubben, der fredag aften sejrede 3-1 hjemme mod Frankfurt. Larsen spillede på venstrekanten og gjorde sig også positivt bemærket, da han assisterede ved 1-0-målet ved at sende et hjørnespark ind til Abdou Diallo, der fik bolden over stregen i 36. minut. Jacob Bruun Larsen spillede 58 minutter, mens Thomas Delaney blev ofret i en taktisk udskiftning i 68. minut. Delaney og Larsen så derfor fra bælnken deres nye klubkammerat, spanieren Paco Alcacer, score til 3-1 i sin debut.

Ishockey: Danmarksmestrene fra AaB levede op til favoritværdigheden i sæsonpremieren, da det blev til en 5-1-sejr hjemme over Odense. Andetsteds i ligaen sejrede Sønderjyske 3-1 i Rødovre og Rungsted vant 8-1, da Hvidovre var på besøg. Rundens store drama blev afviklet i Frederikshavn, hvor Cam Spiro blev 5-4-matchvinder i overtime mod Herning.

Antidoping: Det Internationale Antidopingagentur (Wada) har fået grønt lys til at ophæve karantænen af Det Russiske Antidopingagentur (Rusada). Wada oplyser, at uafhængige efterforskere har anbefalet, at Rusada kan genindsættes, når Wadas eksekutivkomité mødes 20. september. Om russiske atleter i eksempelvis atletik igen kan konkurrere internationalt, står dog fortsat i det uvisse.


Bo Moshage

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her