Håndbold: Mia Rej går glip af både EM og imødesete Champions League-kampe med mesterholdet København, efter den 28-årige bagspiller blev skadet i weekendens Golden League-turnering. I lørdagens kamp mod Polen blev Mia Rej hjulpet fra banen med store smerter, og nu har hun fået den nedslående dom. Det forreste korsbånd i højre knæ er revet over. »Det var desværre den besked, jeg forventede og frygtede, og det er vanvittigt hårdt lige nu, og jeg er selvsagt rigtigt ked af det. Det er en stor drøm om Champions League og en mulig slutrunde med landsholdet, der er brast. Jeg tror faktisk ikke helt, det er gået op for mig endnu. Jeg er nærmest lidt i chok«, siger Mia Rej til klubbens hjemmeside.
Fodbold: 12 af de 14 hold i Superligaen er videre til pokalottendedelsfinalerne. Lasse Kryger scorede to gange, da AC Horsens til aften slog Middelfart fra 2. division med 3-0, og OB er med Anders K. Jacobsen og Mathias Jørgensen som målscorere vandt 2-0 ude over Thisted. Randers FC er som eneste Superligahold slået ud, men Vejle mangler at spille sin kamp i 3. runde mod Nykøbing FC på onsdag. Næstved fra 1. division samt 2. divisionsklubberne Marienlyst og Kolding IF er de 3 sidste i ottendedelsfinalerne.
Ishockey: Aalborg vandt meget overbevisende 8-2 (2-1, 3-1, 2-1) over Esbjerg, da mestrene fra 2018 mødte mestrene fra 2016 og 2017.
Håndbold: For første gang i over en måned vandt København i kvindernes liga, da det forsvarende mesterhold ude besejrede Aalborg 37-29. Øvrige resultater: TTH Holstebro-Aarhus United 26-28, Ringkøbing-Odense 18-26.
Fodbold: Henrik 'Henke' Larsson er tilbage i et trænerjob efter fyringen i Helsingborg i 2016. Den 47-årige svensker skal være assistent for Alexander Tenryd i Ängelholm i den næstbedste svenske række, Superettan.
Fodbold: Steve Bruce er fyret som manager i Aston Villa efter 3-3 mod Preston i den næstbedste engelske række. Aston Villa, der rykkede ud af Premier League i 2016, har vundet 3 af sæsonens første 11 kampe.
Fodbold: I Huddersfield Town er den 22-årige danske U21-landsholdsspiller Philip Billing valgt som månedens spiller.
Fodbold: Manchester Uniteds forberedelser til gårsdagens 0-0-møde med Valencia på hjemmebane i Champions League var ikke de bedste, lyder det fra manager José Mourinho. Kampen startede fem minutter for sent, da politiet i Manchester ifølge Mourinho ikke ville ofre mandskab på at eskortere holdbussen fra hotellet til Old Trafford. »Vi tog fra hotellet kl. 19 og håbede på at 30 minutter ville være rigeligt. Det er det normalt. Politiet nægtede at give os eskorte og derfor tog det 75 minutter«, lyder det klagende fra den hårdt pressede José Mourinho.
United spilder chancerne i CL-nullert mod ValenciaFodbold: José Mourinhos utilfredshed med politiet i Manchester fik udeforstående måske mere forståelse for onsdag eftermiddag. Her meddelte Champions League-arrangørerne Uefa, at der nu vil blive åbnet en disciplinærsag mod Manchester United som følge af, at holdet ankom for sent til stadion og kampstart måtte udskydes. 18. oktober afgøres det, hvilken straf Manchester United eventuelt skal have.
Atletik: Piotr Hascek er overrasket over, at være blevet fyret efter fire år som landstræner i Dansk Atletik Forbund (DAF). »Jeg blev kaldt ind til møde i går (tirsdag, red.), og der havde de (direktionen, red.) taget beslutningen om, at jeg ikke skulle fortsætte. Jeg var villig til at samarbejde og finde en løsning, men det var de ikke. Beslutningen var tydeligvis taget, og jeg kunne ikke gøre noget«, forklarer den 41-årige polak. I en pressemeddelelse har DAF begrundet beslutning. »Vi har ikke været enige om den fremtidige strategi, og det har vi taget konsekvensen af«, siger elitechef Bo Overgaard.
Fodbold: Cristiano Ronaldo var i karantæne og sad på lægterne, da Juventus sejrede 3-0 over Young Boys i Champions League. Alle tre mål blev sat ind af argentineren Paulo Dybala. Den 24-årige siger, at Ronaldos ankomst til Torino har haft en positiv effekt på ham. »Det har fået mig til at arbejde hårdere og komme i form at blive holdt udenfor, og det får jeg gavn af nu«, siger Dybala ifølge Ritzau.
Fodbold: Manchester City måtte slide hårdt for en 2-1-sejr i Tyskland over Hoffenheim i Champions League. Sejrsmålet faldt først i 87. minut. City-manager Pep Guardiola siger, at det er den slags kampe, der er med til at forme et storhold. »Vi har brug for at gennemgå den her slags oplevelser for at forbedre os og for at blive bedre. Man kan ikke tage de næste skridt fremad, hvis man ikke lider eller har oplevelser, hvor man kæmper mod alt og alle«, siger han i følge Ritzau og fortsætter: »Det her er ikke ligesom Premier League eller Bundesligaen. Alle hold er så gode, og de er så svære at slå«.
Citys europæiske felttog er tilbage på sporet efter smal sejrFodbold: DBU's nye fodbolddirektør Peter Møller sætter barren højt, når det gælder kommende VM- og EM-slutrunder. »Vi vil med til slutrunderne, for jeg ved, hvor meget det betyder at få de her store oplevelser«, siger han ifølge Ritzau og uddyber: »På det her niveau skal vi vinde så mange kampe som muligt, vi kan ikke eksperimentere med ting, for målsætningen er meget klar: Vi skal med til alle slutrunder, så vidt det er muligt«. Alt andet er uambitiøst, mener Møller.
Fodbold: Pierre-Emile Højbjerg og Southampton er videre til 1/8-finalerne i den engelske Liga Cup efter en dramatisk kamp mod Everton. Danskeren scorede til 3-2 i straffesparkskonkurrencen, der sluttede 4-3 til Southampton.
fortsæt med at læse




























