VEJLE OG AGF fik henholdsvis sølv og bronze i sæsonen 1996-97. Siden har de to traditionsklubber, som tilsammen har vundet mesterskabet i den bedste fodboldrække 10 gange, holdt sig langt væk fra medaljestriden.
Vejles bundplacering som oprykker er ikke overraskende, men forventningerne til Aarhus-klubben med ambitionerne om at komme i top-seks risikerer at blive punkteret, igen. Pilen peger, ifølge bl.a. Århus Stiftstidende, ikke kun på holdet og træner David Nielsen som ansvarlige for de skuffende resultater, men også på direktør Jacob Nielsen, bestyrelsen og sportschefen Peter Christiansen, der står for køb og salg af spillere.
Det var underligt, at hjemmeholdet i mødet med Vejle startede tøvende og usikkert med svagt forsvarsspil og uambitiøst opspil. Vejlenserne kombinerede fint, med Arbnor Mucolli og anfører Jacob Schoop i hovedroller, og burde have ført ved pausen. Gæsternes 1-0-føring kom med det, der lignede et selvmål efter et af flere farlige hjørnespark. Casper Højer Nielsens kanonmål var udligningen kort før pausen. Det løftede AGF’erne på banen og på tilskuerpladserne. Og da Casper Højer scorede til 2-1, var hjemmeholdet oven på og forvandlet i forhold til den første halve time. Og AGF fik de tre point efter en spændende, afvekslende anden halvleg. Stimen af nederlag er brudt.
To kanonmål giver AGF sejren over VejleHVEM BLIVER SÆSONENS topscorer? Svært at spå om. I nogle år er der kun to spillere, der kæmper om den titel. 18. spillerunde lærte os, at det nemt kan blive en mål-konkurrence mellem fem dygtige afsluttere – og måske også Viktor Fischer, der har været langtidsskadet hos FCK. Nu fører Robert Skov topscorerlisten foran Wilczek, Dame N’Doye, Andreas Skov Olsen og Paul Onuachu. Ståle Solbakken har ment, at Robert Skov egentlig ikke bør tage med U21-landsholdet til sommerens EM-slutrunde, men i stedet koncentrere sig om voksenfodbold. Nu har FCK-træneren sagt, at den dygtige venstrebensskytte skal præstere bedre i internationale kampe og blive mere stabil i præstationerne. For han kommer ikke på A-landsholdet ’bare’ ved at kunne lave hattrick i Horsens. Hvilket landshold skal den gode Skov egentlig spille på, for ligalandsholdet genopstår ikke før i starten af 2020?
KASPER HJULMAND OG Jacob Friis i AaB var to af de mest tilfredse trænere i weekenden. Endelig kunne FCN vinde på udebane igen, og Jacob Friis gjorde god reklame for sig selv, da aalborgenserne nød at spille og foldede sig ud i offensiven mod Esbjerg. For første gang lavede den initiativrige lejesvend Lucas Andersen to mål i samme superligakamp. Han er hurtig og har en udfordrende stil. Men han har faktisk kun lavet syv mål i 50 kampe. Han skaber imidlertid ofte med sine ryk med eller uden bold plads til medspillerne og betyder meget for AaB’s angrebsspil. Spiller AaB også godt og vinder de to sidste efterårskampe, må Jacob Friis rykke højt op på listen over emner til at blive permanent AaB-cheftræner næste år.
HVIS FCN SKAL VINDE noget i denne sæson, må det blive pokalturneringen. Sejren i Haderslev var et godt oplæg til onsdag aftens 1/8-finale mod Vendsyssel. Det er værd at bemærke, at det endnu ikke er bestemt, hvor pokalfinalen – der afvikles store bededag 17. maj – skal spilles. DBU vil snart sende den i udbud. Aarhus, Odense og Aalborg kan altså byde ind sammen med FCK/Parken. »Vi kigger på en række parametre som kapacitet, økonomi, sikkerhed og service«, siger Claus Thomsen, direktør i Divisionsforeningen. Kun i 1991 og 1992, da Københavns Idrætspark blev bygget om, er finalen afviklet uden for hovedstaden. Mange vil mene, at den altid bør spilles på landets største stadion.
FCM-OB BLIVER NÆSTE rundes storkamp i Superligaen. Nummer to mod nummer tre. De formstærke fynboer skal til topholdseksamen i Herning. Det kan blive et opgør med 7.000-8.000 på tribunerne på MCH Arena. Tilskuerinteressen er ellers faldet brat, siden der var et snit på 8.407 i 10. runde. Lavpunktet er nået nu. Med 4.420 til AGF-Vejle-kampen var denne rundes gennemsnit 4.047. Det er skuffende.
fortsæt med at læse



























