Sådan er det jo. Lige om lidt begynder vi – som vi gjorde det for et år siden – forfra på et nyt år, og så er det selvfølgelig på tide at gøre status over det gamle. Over det gode og det dårlige.
Dronningen gør det på sin måde, statsministeren gør det – hvis han er i stødet – på en blandet måde, sådan politisk og privat.
Disse to autoriteter vil utvivlsomt byde på alvorsord, for året har jo som alle andre år været præget af tunge hændelser. Men til sidst vil de begge, fortæller erfaringen os, udtrykke forventninger og optimisme, den ene med støtte fra Gud, den anden i en slags overdreven tillid til, at regeringen nok skal klare ærterne.
Også i idrættens verden er det statustid. Og her er regnestykket ganske simpelt – man tæller nemlig medaljer og titler.
Altså en noget mere kontant tælling end den, der foregår i Superligaen i fodbold, hvor man kan opleve pressede trænere tælle tilkæmpede hjørnespark og tilkendte indkast og bruge dem som målestok for fremgang, når det nu engang ikke lykkedes at vinde kampene og score point.
Forleden kom medaljestatistikken ud fra Danmarks Idrætsforbund, og den var pæn. Såvidt jeg kunne tyde tallene, er 2018 det tredjebedste medaljeår i dansk eliteidræts historie – når det altså gælder det samlede antal medaljer ved VM- og EM-konkurrencer.
145 medaljer er det blevet til. Bedst var det i 2016, hvor det blev til 151 medaljer, næstbedst i 2017 med 148. Men 2018 var bedst, når det gælder det, man holder mest af i idrætten: guldmedaljer. Dem blev det til 52 af, og det er aldrig nogensinde sket tidligere. Ja, det blev til flere guldmedaljer end bronzemedaljer.
Og skal man sammenligne med 1975, et langhåret hallelujaår, hvor eliteidræt var et skældsord og noget asocialt, kapitalistisk fis, og hvor det blev til blot syv medaljer i alt – 7! – ja, så er der tale om noget eksplosivt.
Altså stor tilfredshed – men ikke lutter tilfredshed. For det er jo sådan, at idrættens ypperste ledere er tæt forbundne med den olympiske tanke og magi, og derfor måles alle præstationer, også dem, der giver VM- og EM-medaljer, i en olympisk sammenhæng. Sådan at forstå: Giver det håb om olympiske medaljer i Tokyo i 2020?
Det kan man ikke sige. Idrætsforbundets eliteboss, han hedder Morten Rodtwitt, konstaterer med utvivlsomt rynket pande, at de danske atleter i 2018 kun vandt fem (5) VM-medaljer i sommerolympiske sportsgrene – og ingen af dem var af guld. Og det bare to år før Tokyo.
I 2014, også to år før et OL, nemlig 2016 i Rio de Janeiro, blev det til otte VM-medaljer. Og da det i Rio blev til 15 danske OL-medaljer, den bedste høst i 68 år, så kan tilbagegangen i VM-medaljer – ja, det gælder om at holde tungen lige i munden – oversættes til en tilsvarende tilbagegang i OL-medaljer i Tokyo.
Der er med andre ord lagt op til OL-pessimisme. Det bliver ikke til et nyt dansk super-OL, den internationale konkurrence bliver stadig hårdere, og for et lille land som Danmark med begrænsede økonomiske ressourcer og en lille befolkning at vælge fra bliver betingelserne stadig vanskeligere. Det er svært at holde dampen oppe.
Men kammerat Rodtwitt advarer dog mod et sortsyn. For han fremhæver fra statistikkens store dyb den kendsgerning, at hvor danske atleter i det førnævnte 2014 havde 20 top-8-placeringer ved VM, så er tallet i 2018 vokset til 24 top-8-resultater. Det viser, siger Rodtwitt, at bredden er stor. At det ulmer blandt talenterne.
Og det sidste kan jeg sige ja til, et stort ja – for her på Politiken har vi jo lige kåret Årets Fund i dansk idræt, valgt i en skov af helt unge talenter, der i årets løb har leveret et personligt gennembrud på højt niveau. Noget, der er med til at fremtidssikre den hjemlige sport, så vi aldrig kommer til at opleve et nyt 1975.
Og så kører vi lige ind på en sidevej i det store imponerende medaljeregnskab.
I vort klimafikserede liv er vi endnu ikke begyndt at gøre op, hvad hver enkelt medalje koster i CO2-udledning. Men da vore ivrige sportsfolk konstant flyver hid og did på kloden, så er ’gælden’ sikkert betragtelig. Og da man heller ikke kan bygge en krop op alene på salat og alt godt fra grøftekanten, omsættes der nok også en del røde, proteinrige bøffer. Uha-uha.
Nåh, der kommer sikkert en dag, hvor dette klodevigtige regnskab bliver påkrævet, og hvor der måske fra politisk side – eller fra denne avis – stilles krav om, at vore atleter i fremtiden rejser med skib og tog, når de skal konkurrere på udebane.
Altså en tilbagevenden til de glade mobilløse dage i blandt andet årene 1948 og 1952, hvor de danske olympianere daffede til England og Finland med tog og skib og nød at rejse og opdage det fjerne udland.
Det bliver næppe tilfældet for de måske 120 danskere, der skal med til legene langt borte i Tokyo i 2020, men når rigets veganersportsfolk fire år senere skal til legene i Paris, skal de nok fare af sted med elektrificerede tog, køre i elbus – eller cykle.
Det sidste er jo blevet så moderne, og for sportsfolk i topform må det være den rene leg. Jeg siger god tur.
fortsæt med at læse
