Den første håndboldlandskamp mellem Danmark og Sverige blev spillet i 1935 i København og svenskerne vandt 18-12.
Den seneste var EM-semifinalen i Zagreb i Kroatien for et år siden – og også den vandt Sverige: 35-34 efter forlænget spilletid.
Ind imellem, i de forgangne 83 år, blev der spillet 231 kampe. Og i det samlede regnskab siden dengang i ’35 har Sverige vundet 134 kampe mod Danmarks 83. Sverige har altså historisk set været den skandinaviske storebror, Danmark den mellemste og Norge lillebroderen.
En af de mange svenske sejre blev hentet en aften i Festhalle Allmend i den schweiziske by Bern den 28. februar 1986.
Årene forinden havde det danske landshold, der havde Leif Mikkelsen som cheftræner, skudt sig ind i verdenseliten. Danmark var blevet nr. 4 ved VM på hjemmebane i 1978, nr. 4 ved VM i Tyskland i 1982 og nr. 4 ved OL i Los Angeles i 1984. Medaljeløst, men dog med i toppen.
Nu skulle det følges op i Bern ved det såkaldte A-VM. Men det gik helt galt. Danmark sluttede på 8.-pladsen, rykkede ud af A-gruppen og vendte først tilbage til det gode selskab i 1993.
Undervejs til det triste VM-resultat i Bern mødte danskerne altså Sverige, og det svenske hold vandt med 24-21, bl.a. i kraft af stærkt målmandsspil af Claes Hellgren, der senere kom til at skabe en særlig målmandsskole – og som endnu senere blev målmandstræner på det danske landshold.
Dengang i ’86 bestod det danske hold af navne som bl.a. Erik Veje Rasmussen, Morten Stig Christensen, Jens-Erik Roepstorff, Michael Fenger og Hans Henrik Hattesen. Det var en stærk trup, særdeles velanskrevne spillere, der hver især fik en fornem karriere. Men i Schweiz kunne de ikke få det til at hænge sammen.
Mødet med svenskerne var – som det også nu er tilfældet i Herning – et skridt på vejen mod VM-semifinalen. Nederlaget betød dog, at håbet om en medaljekamp skrumpede voldsomt ind for senere at forsvinde helt.
Det blev en meget hårdt spillet kamp, og meldingerne fra dengang siger, at den danske indsats var meget nervepræget. Og at flere af spillerne, trods deres internationale status, præsterede under vanligt niveau. Det var med andre ord en triumf for det svenske hold, der var under opbygning til en art ’verdensdominans’ – kendt som Bengan Boys, trænet af Bengt ’Bengan’ Johansson.
Men resultatet af kampen, dens betydning og hele dens forløb blev glemt i løbet af nogle timer. Vasket helt bort og skyllet ud med badevandet.
For samme aften, et par timer senere, kl. 23.21 på Sveavägen i Stockholm, blev Sveriges socialdemokratiske statsminister Olof Palme skudt ned og myrdet. En begivenhed, der overskyggede alt andet. Håndbold blev noget ligegyldigt i den sammenhæng.
Alt i de nordiske medier drejede sig om Palme-mordet, der jo stadig – trods nye teorier og udredninger – har status som uopklaret. Et historisk mord, der har redet svensk politi og det svenske samfund som en mare.
Slutrunden i Bern kørte selvfølgelig videre, og det svenske hold havnede i bronzekampen, hvor man tabte 24-23 til DDR, der jo – hvad man ikke vidste dengang – efterhånden sang på sidste vers som selvstændig nation.
For det svenske hold var denne bronzekamp begyndelsen til noget meget stort, for ved den næste slutrunde fire år senere i Tjekkoslovakiet blev det til guld og en VM-titel, og dermed indledtes en helt forrygende periode for svensk håndbold – alt mens det danske hold hang fast i B-gruppen og ventede på sin da ukendte optur i nullerne.
Det var spillere som Staffan Olsson, Magnus Wislander, Mats Olsson, Tomas Svensson, Pierre Thorsson, Per Carlén, Stefan Löfgren, Mikael Andersson, Ljubomir Vranjes og Peter Gentzel m.fl. der var med i storhedstiden fra 1988 og til 2004 – under ledelse af den tidligere landsholdskæmpe Bengt Johansson.
I de år var manden fra Halmstad, der i dag er 76, manden bag landsholdet. Kun ganske langsomt skabte han fornyelse på holdet, han holdt fast i de gamle spillere, og da ’Bengan’ stoppede var det svenske landshold slidt op, og man skulle begynder forfra.
På det tidspunkt rykkede det danske hold ind på banen. Og fra 2006 har Danmark været dominerende i Norden med to EM-guld, olympisk sølv og to VM-sølv. Først i de seneste par år er Sverige kommet tilbage, og Norge er også rykket ind på scenen.
Dette VM i Danmark vil vise, hvilket af de tre nordiske lande – med Island lidt i kulissen – der sidder på flæsket. Om Sverige er tilbage for alvor. Om Norge formår at bide sig fast efter VM-sølvet for to år siden i Paris. Eller om det stadig er Danmark, der har musklerne, som kan byde Frankrig og Tyskland trods.
fortsæt med at læse
