I aften er der Super Bowl, en nærmest hedensk højtid for patriotiske og sportsinteresserede amerikanere, som fylder deres kroppe med uanede mængder marinerede spareribs og Budweiser, mens de hepper på yndlingsholdet.
Traditionen tro dyster to fodboldhold, i år Los Angeles Rams og New England Patriots, om pokalen ’The Vince Lombardi Trophy’. Og når halvdelen af kampen er gået, bliver spillerne fløjtet af banen, som efterfølgende bliver ryddet for at gøre plads til et legendarisk show med optrædener fra blandt andet Maroon 5 og rapperen Travis Scott.
Men i år sker der noget helt nyt. Noget, som for alvor kommer til at skrive historie - og som får rystet posen en smule. To professionelle dansere, Quinton Peron og Napoleon Jinnies, bliver ifølge The Guardian nemlig de første mænd nogensinde til at optræde og danse ved afslutningen på den profesionelle amerikanske fodboldliga, NFL.
Da Peron og Jinnies fik jobbet som cheerleadere for Rams, skrev holdets anfører Keely Fimbres til sine chefer for at orientere dem om, at hun nu havde ansat to mandlige cheerleadere.
Og med holdejer Stan Kroenkes accept og fuld opbakning fra resten af holdledelsen havde de to 27-årige dansere NFL-debut den 18. august 2018:
»Jeg ville sikre mig, at alle var klar over, at vi nu havde to ekstremt dygtige mænd, som er fænomenale dansere, med på holdet. Og jeg synes ikke, der var nogen grund til at tøve«, sagde Keely Fimbres til LA Times.
Dem der går forrest
Det er dog ikke første gang, at holdet Rams bryder barrierer i Super Bowl-universet. I 1946 blev Kenny Washington en del af holdet og dermed den første afroamerikanske spiller på et NFL-hold, efter et forbud blev ophævet ved slutningen af Anden Verdenskrig.
Michael Sam blev også en del af Rams-familien i 2014 som den første homoseksuelle spiller, der var åben omkring sin seksualitet. For det kan være svært at stå frem i det maskuline miljø, Super Bowl-universet er - eller blot at gøre noget anderledes.
Siden det blev meddelt, at Peron og Jinnies skulle danse for Rams’ cheerleaderhold, er de to fyre også blevet hånet og kaldt diverse øgenavne og hadefulde ting på sociale medier. Men det tager de ikke så tungt, for de har udtalt, at støtten fra deres hold og hjemby gør det hele nemmere:
»Jeg havde det lidt sådan, at det her er året. Lige nu, i det her øjeblik, føles det som om, vi bliver accepteret«, fortalte Jinnies til mediet Fast Company i oktober:
»Hvis du har talent og arbejder hårdt, hvorfor så ikke gøre det?«.
Cheerleading har været en fast del af NFL siden 1954, da fodboldholdet Baltimore Colts for første gang introducerede sin egen cheerleader-gruppe. I dag har 26 ud de 32 hold, som deltager i NFL, en officiel cheerleader-gruppe.
Og måske har Peron og Jinnies banet vejen for flere, for siden deres ansættelse er 25-årige Jesse Hernandez blevet optaget hos New Orleans Saints, som deres første mandlige danser, skriver NFL.
Et lille lys for andre
Ifølge The Guardian kan det være, at sagen om Peron og Jinnies kan kaste et mere positivt lys over årets Super Bowl-arrangement. Det har nemlig været svært for arrangørerne at tiltrække A-liste navne til at optræde - blandt andet har sangerinderne Rihanna og Cardi B sagt »nej tak« til at optræde ved halvlegsshowet på grund af protester og efter den lange kontrovers mellem NFL og Colin Kaepernick.
For lige siden Colin Kaerpernick i 2016 knælede under nationalsangen i protest mod racisme, har Super Bowl været en politisk kampplads. Først svigtede seerne, senere fulgte kunstnerne, der nu nægter at spille i pauseshowet. Efterfølgende har flere prøvet at presse Maroon 5 og Travis Scott til at bakke ud.
Men for Peron og Jinnies bliver Super Bowl en mulighed for at inspirere fremtidige mandlige cheerleadere, som for eksempel Jesse Hernandez, der fik et lille skub bagi af sin mor, efter hun havde hørt om de to 27-årige dansere.
»Vi er blevet kontaktet af så mange mænd, som virkelig gerne vil prøve cheerleading, og ikke kun af mænd på vores alder, men også virkelig unge fyre, som prøver at finde modet til at gå til cheerleading-audition på deres lokale High School...«, sagde Peron til Good Morning America:
»Det er spændende at se, hvordan det hele langsomt forandrer sig«.
fortsæt med at læse


























