Atletik. Ved den nordiske landskamp i norske Bærum løb Maja Alm for første gang nogen sinde 3.000 meter på en indendørsbane. Det fik så fint, at den 7-foldige verdensmester i orienteringsløb satte dansk rekord. Med 9.14,87 min. på andenpladsen var Maja Alm 5 sekunder under den bestående rekord, men også 30 sekunder efter Karoline Bjerkeli Grøvdal, sidste års EM-bronzevinder i 3.000 meter forhindringsløb, der satte norsk rekord. Også i 60 meter løb blev der sat dansk rekord, da Mathilde U. Kramer vandt i 7,34 sek., der var to hundrededele sekund under hendes egen månedgamle rekord.
Fodbold: Spillerne i mægtige Juventus skal efterhånden nærmest snuble over egne ben for ikke at hente klubbens ottende italienske mesterskab på stribe. I en sæson i Serie A, hvor ingen hold når Juventus til sokkeholderne, topper storklubben med 11 point ned til Napoli efter 3-0-sejren søndag over Sassuolo. Napoli måtte nøjes med et enkelt point lørdag med 0-0 mod Fiorentina, og klubben må stadig kigge mere end langt efter Juventus. Yderligere ni point efter Napoli og hele 20 point efter Juventus ligger Inter på tredjepladsen. Sejren og de tre point betød også, at Juventus fik rettet op på tingene efter 3-3 i seneste runde mod Parma.
Håndbold: Kvinderne fra Viborg HK sluttede søndag EHF Cup-gruppespillet af på fornem vis, da det blev til en sejr på 29-26 over franske Besancon. Viborgenserne var allerede inden kampen sikre på at gå videre til kvartfinalerne som gruppens tophold. Søndagens sejr var den sjette ud af seks mulige for Viborg, der dermed har været suveræne i gruppespillet. Kampen stod lige ved pausen ved stillingen 14-14, inden Viborg i anden halvleg trak fra.
Fodbold: Klædt i sort fra top til tå og med ’Sala’ på ryggen gik spillerne fra Nantes søndag på banen. Anledningen var at hylde deres tidligere holdkammerat en sidste gang i forbindelse med en kamp mod Nimes i den franske liga. Argentinske Emiliano Sala styrtede ned med et fly, da han 21. januar var på vej fra Nantes til Cardiff. Få dage forinden havde han skrevet under på en kontrakt med Premier League-klubben Cardiff, og Sala var taget tilbage til Frankrig for at sige farvel til sine holdkammerater i Nantes. Men Sala nåede aldrig frem til Cardiff. Efter flere ugers eftersøgning fandt man tidligere på ugen et lig i det nedstyrtede fly på bunden af Den Engelske Kanal. Torsdag stod det klart, at det var Emiliano Sala. Søndag sagde Nantes så farvel til argentineren. Tilskuerne sang Salas navn, inden de brød ud i en minutlang klapsalve. Alle 48 mål, Sala nåede at score for Nantes, blev ligeledes vist på storskærme, og et banner med et billede af argentineren blev spredt ud på banen.
Håndbold: Skjerns mænd skal ud i et hundeslagsmål i de sidste tre spillerunder i Champions League for at gå videre fra gruppespillet. Det står klart efter Skjerns nederlag på 29-32 ude til HC Zagreb søndag aften. Skjern, som kun har fået et enkelt point i de syv seneste Champions League-kampe, er placeret på sidstepladsen med 6 point efter 11 kampe. Derfor var der brug for at komme på pointtavlen, men sådan gik det altså ikke mod et stærkt kroatisk håndboldmandskab.
Håndbold. Både Odense og København var hårdt matchet i kvindernes Champions League, hvor der fortsat er lagt op til en intern dansk duel om avancementet til kvartfinalerne. Metz vandt i Frankrig 36-24 over København, og Odense tabte trods hjemmebane til russiske Rostov-Don med 30-26. Der mangler tre kampe i gruppespillet, hvor de to danske klubber mødes 2. marts. I EHF Cuppen vandt Ikast-Herning 33-23 ude over Sävehof, men allerede inden kampen var avancementet til kvartfinalerne sikret.
Tennis: Den 18-årige canadier Bianca Andreescu, der nåede finalen i Auckland efter at have besejret både Caroline Wozniacki og Venus Williams, fortsætter sin imponerende 2019-sæson, der også tæller en vellykket kvalifikation og 2. runde i Australian Open samt titelgevinst i Newport Beach. Andreescu har i weekenden været med til at skaffe Canada sejren over Holland i første runde af Fed Cuppens World Group 2 ved at vinde begge sine singlekampe over langt mere rutinerede modstandere. Bianca Andreescu er på under tre måneder rykket over 100 pladser frem på WTA-ranglisten og er nu nr. 70.
Tennis: Ugens to ATP-titler på europæisk grund blev vundet af henholdsvis russiske Daniil Medvedev i Sofia og Jo-Wilfried Tsonga i Montpellier. Medvedev besejrede ungarske Marton Fucsovics 6-4, 6-3, mens 33-årige Tsonga tog karrierens 17. titel, efter han nedkæmpede sin franske landsmand Pierre-Hugues Herbert 6-4, 6-2. Et godt comeback til Tsonga, efter han fik ødelagt det meste af forrige sæson af skader.
Basketball. Med en sejr på 87-78 over Svendborg Rabbits er Bakken Bears sikker på at vinde mændenes DM-grundspil, selv om der mangler fem runder.
Fodbold. I sin anden kamp for Genoa scorede Lukas Lerager sit første mål for den italienske Serie A-klub, der har lejet den danske landsholdsspiller af Bordeaux. Lerager satte hovedet på et hjørnespark og udlignede efter 33 mintter til 1-1, der blev resultatet af udekampen mod Bologna.
Golf. Nanna Koerstz Madsen blev nummer 27 i ISPS Handa Vic Open i Australien, der tæller med på den amerikanske LPGA Tour.
Efter at have løbet på den hurtigste europæiske tid i år på 200 meter, var Benjamin Vedel (yderst til venstre) med til at vinde 4x400 meter med Florida Gators.
Atletik. Som den første dansker nogen sinde kom Benjamin Vedel under 21 sekunder, da han ved indendørsstævnet Tyson Invitational i Arkansas satte dansk rekord på 200 meter med 20,98 sek., hvilket rakte til en 6.-plads. Den 21-årige aalborgenser havde selv de tidligere rekord med 21,02 sek. og er desuden rekordholder på 400 meter. »Det har hele tiden ligget i kortene, at jeg skulle løbe under 21sekunder en dag. Det er bare dejligt, at det kommer nu«, siger Benjamin Vedel i en pressemeddelelse. Ved samme stævne blev Kristoffer Hari nummer 13 i 21,50 sek., der er en personlig rekord, der gør ham til nummer 7 på alle tiders danske rangliste.