FCK’erne var i gavehumør og skuffede i Parken, mens FCM viste mental styrke med tre krigere i forsvaret. Kasper Hjulmand har både en plan B og C. Hvor skal pokalfinalen mon spilles?

Vendsyssels 4-1-sejr på point over FCK vækker stor glæde i det midtjyske

FCK-målmanden Jesse Joronen var en af de FCK'ere, der var i gavehumør i hjemmekampen, som de fleste havde forventet ville ende med en sikker sejr over Vendsyssel FF. Her han lige indkasseret 0-1-målet, og gæsterne jubler.
    Vendsyssels Moses Opondo scorer til 0-1 under Superligakampen mellem FC København og Vendsyssel FF i Telia Parken i København, mandag den 25. februar 2019.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
   Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
FCK-målmanden Jesse Joronen var en af de FCK'ere, der var i gavehumør i hjemmekampen, som de fleste havde forventet ville ende med en sikker sejr over Vendsyssel FF. Her han lige indkasseret 0-1-målet, og gæsterne jubler. Vendsyssels Moses Opondo scorer til 0-1 under Superligakampen mellem FC København og Vendsyssel FF i Telia Parken i København, mandag den 25. februar 2019.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

FCK’ERNE NYDER, AT de ikke mere som i efteråret spiller kamp for hver 4,4 dag. Nu kan de forberede sig bedre teknisk og taktisk og se flere videoer. Måske havde Ståle Solbakkens mænd set skrækbilleder fra nederlagskampen mod Vendssyssel FF i september inden revancheopgøret i Parken. Dér jagtede Dame N’Doye tre point og en scoring, som kunne gøre ham til udlændingen med flest superliga-mål, i så fald 73.

Det lykkes ikke for senegaleseren i et dramatisk opgør, hvor favoritterne var i gavehumør og måtte nøjes med 1-1. En kæmpeoverraskelse og en stor glæde for FCM. FCK lavede straffespark, som Sander Fischer brændte ved 0-0, og målmand Jesse Joronen tabte bolden, så Moses Opondo kunne bringe gæsterne på 1-0. Michael Tørnes var god i Vendssyssel-målet. Men Francisco Junior blev vist ud, og FCK’erne dominerede 11 mod 10 mod et hold, der fightede forbilledligt.Vintergræsset foran gæsternes mål blev godt slidt under FCK’s pres, der kun førte til Falks udligning.

Nu er FCK kun et enkelt point foran FC Midtjylland, og det er bemærkelsesværdigt, at oprykkerne fra Hjørring har fået fire point, FCK kun et i de indbyrdes opgør i grundspillet i den bedste fodboldrække.





FC MIDTJYLLAND VISTE mental og fysisk styrke i 2-1-opgøret i Aarhus, hvor tre stærke krigere i det centrale forsvar, Kian Hansen, Erik Sviatchenko og Alexander Scholz, lukkede dygtigt af foran Jesper Hansens mål. Selv om FCM var ni mod 11 i en snes minutter, kom AGF’erne ikke for alvor til afslutninger, der kunne true gæsternes sejr. Det er nyttigt, at midtjyderne bruger træningstid til at forberede sig på ekstreme situationer, som opstod i søndags. De øver sig i at forsvare med fem mand i bagkæden, og derfor kunne de i en 5-2-1-formation tage godt imod aarhusianerne uden at gå i panik.


PAUL ONUACHU var ærgerlig, Marc Dal Hende bad selv om et gult kort nummer to. Dumt. Nu er de i karantæne, når FCN kommer. Så skal den store kvalitet og bredde i truppen stå sin prøve mod et hold, der under Kasper Hjulmand imponerer, når han i kampene laver taktiske ændringer. Fra 3-4-3 til 4-3-3 og tilbage igen i Vejle. Hjulmand har både en lille plan B og C parat, hvis han skulle blive træner i Brøndby, der jo havde en mand, Zorniger, som skiltede med og var lidt stolt over, at han kun havde en plan A.

Den ene assisterende FCM-træner, Kristian Bach Bak, blev også bortvist. Han er mere temperamentsfuld end kollega Brian Priske, der også har været i trænerstaben i FCK, har spillet 24 A-landskampe og samlet erfaring i AC Horsens, Aarhus Fremad, AaB, KRC Genk, Portsmouth, Club Brugge, Vejle BK og IK Start. Brian Priske må være på den liste, DBU har over emner til jobbet som ny U21-landstræner.

PETER SØRENSEN FIK en perfekt debut som Hobro-træner med 2-0-sejren over Esbjerg. Afløseren for den fyrede Allan Kuhn ændrede til en 4-4-2-formation fra start. Klogt. Man forstår, at Kuhn faktisk havde forberedt at gøre det samme og prøvede det i anden halvleg mod FCN i forrige runde. Som den tidligere superligatræner Viggo Jensen sagde, når han blev spurgt om, hvorfor han altid spillede med to helt fremme: Fordi jeg vil have to angribere i nærheden af modstandernes mål. Én er for lidt. To er dobbelt så godt.

Sidste sæsons topscorer Pål Alexander Kirkevold viste i Kuhns sidste kamp, at han i form, og da nordmanden fik sin landsmand Julian Kristoffersen ved sin side i front, kunne Hobro med en fin holdindsats vinde for første gang i syv kampe.

GLEN RIDDERSHOLM er den eneste af fire trænere, som har afløst en fyret kollega i denne sæson, der har fået en skidt start. Sørensen, Martin Retov og AaB’s Jacob Friis lagde ud med sejre. Riddersholm og hans sønderjyske hold er begyndt sammen med tre nederlag og nul mål. Havde det været bedre at beholde Claus Nørgaard i jobbet? Nu kan forskere og specialister igen diskutere med sig selv og andre, om en trænerfyring gavner og flytter noget, måske oppe i spillernes hoveder? SønderjyskE skal, synes Riddersholm, bruge flere afleveringer i opspillet. Det tager tid at justere stilen, og angriberne er uskarpe. Riddersholms hold har booket plads i nedrykningsspillet.


MARTIN RETOV OG Brøndby jagter også pokalsucces og får altså en hviledag mere end Vendssyssel FF, der til gengæld har hjemmebanefordel i kvartfinalen i Hjørring torsdag aften. Onsdag aften mødes OB og Esbjerg i Odense. Der er to klare favoritter i de andre kvartfinaler. FCM og AaB, som møder henholdsvis Kolding IF og Næstved midt i marts. Det er endnu ikke bestemt, hvor pokalfinalen Store Bededag, 17. maj, skal spilles. Brøndby og Esbjerg har søgt om at blive arrangør. Det samme har FCK/Parken og AGF/Aarhus.

Årets helligdage ligger sent, og derfor bliver finalen ikke som sædvanlig afviklet Kristi himmelfartsdag. Superliga-sæsonen 2018-19 fløjtes af søndag 2. juni med to kampe om de sidste pladser i Superligaen. 2019-20 bliver en overgangssæson med tre direkte nedrykkere, fordi den bedste række skæres ned fra 14 til 12 hold.

Søren Olsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her