Sverige knækker Norge i skistafet, Fulham fyrer manager Ranieri, og Hans-Kristian Vittinghus besejrer det kinesiske fænomen Lin Dan.

Ramos får karantæne i to CL-kampe for bevidst gult kort

Her er situationen 13. februar, hvor Sergio Ramos får sit gule kort efter en tackling mod danske Kasper Dolberg. Dengang var han glad for advarslen, men det er slut med det.     Foto: Wolfgang Rattay/Ritzau Scanpix
Her er situationen 13. februar, hvor Sergio Ramos får sit gule kort efter en tackling mod danske Kasper Dolberg. Dengang var han glad for advarslen, men det er slut med det. Foto: Wolfgang Rattay/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Fodbold: Real Madrids forsvarsspiller og anfører, Sergio Ramos, har fået to spilledages karantæne for et bevidst gult kort. Det skriver Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) på sin hjemmeside. Det gule kort faldt mod Ajax i ottendedelsfinalen i Champions League 13. februar. Her lavede Sergio Ramos et frispark efter 90 minutter mod den danske landsholdsangriber Kasper Dolberg, hvilket dommeren takserede til et gult kort. Efter kampen, som Real Madrid vandt 2-1, sagde spanieren til pressen, at han bevidst gik efter at få et gult kort, så risikoen for at få karantæne senere i turneringen ville være mindre.

Håndbold: Med et nederlag på 23-31 til Nykøbing Falster i HTH Ligaen ser Randers HK’s slutspilschancer dystre ud. Der resterer blot to kampe af grundspillet i ligaen, og her skal Randers vinde begge sine kampe for at bevare chancen for at komme i slutspillet. Samtidig må hverken TTH Holstebro eller Silkeborg-Voel vinde nogen af deres to sidste kampe. Trods sejren på otte mål var kampen i Randers tæt efter første halvleg. Her førte udeholdet Nykøbing Falster blot med 15-13. I begyndelsen af anden halvleg trak Nykøbing Falster fra og udbyggede hurtigt føringen til seks mål.

Skiløb: Sverige fik for anden gang brudt den norske dominans i langrendsdisciplinerne ved VM i Seefeld, da kvindernes 4 x 5 km stafet endte i et spurtopgør, hvor Stina Nilsson med en stærk finish afviste Therese Johaug. Norge og Sverige havde fulgtes ad gennem de første to ture, men på den tredje skaffede Chalotte Kalla Sverige et forspring på 19 sekunder ved at løbe fra Astrid Jakobsen. Det hul lukkede Johaug i løbet af 4 km på den sidste tur, men det havde kostet så mange kræfter, at Stina Nilssons evner som sprinter ikke kunne udfordres, og så vandt svenskeren sin anden guldmedalje ved stævnet, efter at have vundet holdsprinten sammen med Maja Dahlqvist. Rusland tog bronzen.

Fodbold: FC Midtjyllands Paul Onuachu har fået omstødt sit ene gule kort fra kampen mod AGF og kan derfor deltage i mangens kamp mod FC Nordsjælland. Det skriver FCM på sin hjemmeside.

Fodbold: Fulham fyrer ikke overraskende manager Claudio Ranieri. Den tidligere midtbanespiller Scott Parker tager over. Det skriver klubben torsdag på sin hjemmeside.

Fodbold: Det var en fejl, at forsvarsspilleren Erik Marxen fik sit andet gule kort og dermed blev udvist i Randers’ kamp mod Brøndby søndag. Det har kampens dommer, Jakob Kehlet, erkendt, skriver Randers på sin hjemmeside. Fodboldens Disciplinærinstans har derfor annulleret Marxens karantæne. Marxen fik sit andet gule kort midtvejs i anden halvleg. Ved samme lejlighed fik Brøndby et straffespark, som Kamil Wilczek udnyttede ved at score til 2-0. Ifølge Randers mener Kehlet nu, at Marxen skulle have haft frispark i situationen.

Håndbold: En skade i baglåret har vist sig mere alvorlig end første antaget for Aalborgs bagspiller Andreas Holst. En skanning har afsløret, at flere muskler er revet over, hvilket betyder operation og pause på mindst 9 måneder. »Jeg følte, at verden faldt sammen omkring mig, da jeg fik resultatet af skanningen. Jeg har været inde i en rigtig god periode spillemæssigt, så dette er virkelig et hårdt slag for mig«, siger Andreas Holst i en pressemeddelelse.

Tennis: Den unge græker Stefanos Tsitsipas banede sig torsdag eftermiddag vej til semifinalen i Dubai, da han besejrede polske Hubert Hurkacz 7-6, 6-7, 6-1. Næste modstander bliver den rutinerede franskmand Gaël Monfils, der for nylig vandt turneringen i Rotterdam. I den anden semifinale spiller Roger Federer mod enten Borna Coric eller Nikoloz Basilashvili, efter schweizeren torsdag med besvær besejrede ungarske Marton Fucsovics 7-6, 6-4.

Badminton: Hans Kristian Vittinghus noterede torsdag et flot resultat ved German Open, da han i 2. runde besejrede det kinesiske fænomen Lin Dan (seedet 4) i tre sæt, 16-21, 21-19, 21-13.

Golf: Joachim B. Hansen er bedste dansker efter 1. runde af European Tour-turneringen Oman Open. Med 70 slag er Joachim B. Hansen på 15.-pladsen, 6 slag efter amerikaneren Kurt Kitayama, der lavede en eagle og fire birdies. Både Jeff Winther og Thomas Bjørn brugte 73 slag, hvilket rækker til en placering som nr. 75.

Badminton: OL- og VM-sølvvinderne Mathias Boe og Carsten Mogensen bliver splittet og sat sammen med nye makkere. 35-årige Mathias Boe skal spille med 31-årige Mads Conrad-Petersen, og 35-årige Carsten Mogensen får ligeledes 31-årige Mads Pieler Kolding ved sin side. De to gange Mads har fire gange vundet EM sammen, men i november meddelte Conrad-Petersen, at han ville holde en pause, og at han efterfølgende ville have en ny makker.

Fodbold: Brændte chancer spillede en væsentlig rolle, da Real Madrid hjemme tabte 0-3 i pokalsemifinalen til Barcelona onsdag aften, siger Real-træneren Santiago Solari. »Fodbold handler også om, hvor klinisk du er. Og selv om vi var engagerede og spillede med energi, udnyttede vi ikke vores chancer. Vi faldt med ære, men det er svært at tale om retfærdighed eller uretfærdighed i fodbold. De scorede på deres første forsøg, mens deres andet mål var et selvmål. Samtidig kunne vi ikke score på vores forsøg. Der er ikke mere at tilføje. Vi gav alt, hvad vi havde, og vi spillede med hjertet og var kreative. Men vi går triste hjem, fordi vi ikke skal spille finale«, siger Solari om det samlede 1-4-nederlag til Barcelona, der er i pokalfinalen for sjette år i træk. Barcelona scorede tre gange mellem 50. og 73. minut, første Luis Suárez, så et selvmål af Raphael Varane og så Suárez på et straffespark begået mod ham selv.

To Clásico-møder på fire dage: Barcelona blæser til angreb i Madrid

Fodbold: Viktor Fischer spillede 1. halvleg, da FCK i tirsdags tabte 0-6 til FC Nordsjælland i Reserveligaen, og ifølge Ståle Solbakken er Fischer klar til at gøre comeback i Superligaen, hvor han senest spillede 28. oktober. »Viktor har trænet fuldt med noget tid nu, og han spillede reserveholdskampen mod FC Nordsjælland uden problemer. Så vi tager ham med i truppen til søndagens opgør mod Vejle, og så må vi se, om han kommer i kamp«, siger FCK-træneren til klubbens hjemmeside.

Håndbold: Uden den netop korsbåndsskadede Mette Tranborg tabte Odense United onsdag aften for første gang i denne sæson en ligakamp, da Aarhus United vandt 27-24. Odense skal derfor finde en erstatning, da klubben på grund af Maja Jakobsens graviditet står uden venstrehåndede bagspillere. »Mette Tranborg fylder rigtig meget på vores hold. Hun har spillet næsten fuld tid i alle kampe og har stor betydning i både forsvar og angreb. Så det er en meget vigtig spiller, vi mister«, siger Jan Pytlick om savnet af landsholdsspilleren, der forventes ude resten af året.

Tennis: Trods tre matchbolde tabte Rafael Nadal i 2. runde af ATP-turneringen i Acapulco til australieren Nick Kyrgios, der er nr. 72 på verdensranglisten. Kyrgios vandt 3-6, 7-6 (7-2), 7-6 (8-6) i en tre timer lang kamp, hvor Nadal førte 6-3 i tredje sæts tiebreak, men derefter tabte de næste 5 point på stribe. Kyrgios møder schweizeren Stan Wawrinka i kvartfinalen.

Fodbold: Vinderen har altid ret, så Chelsea-manager Maurizio Sarri var tilfreds med sin beslutning om at sætte den meget omtalte førstemålmand Kepa Arrizabalaga på bænken i Premier League-kampen mod Tottenham, som gav en vigtig 2-0-sejr. »Jeg mener, at det var den rigtige beslutning. Kepa traf den forkerte beslutning. Når man er ung, begår man fejl. Men man er nødt til at forstå sine fejl«, siger Maurizio Sarri om episoden i søndags, da den spanske målmand nægtede at lade sig udskifte under ligacupfinalen mod Manchester City.

Sarri dropper målmand og henter livsvigtig Chelsea-sejr

Fodbold: 1992-europamesteren Flemming Povlsen er af DBU blevet udnævnt som ambassadør som EM-slutrunden i 2020, hvor Parken i København skal været vært for fire kampe. »Jeg skal være med til at gøre opmærksom på, hvor stor en betydning det har for DBU og Danmark, at vi er med til at arrangere sådan en event«, siger 52-årige Flemming Povlsen i Ritzau.

Carsten Godtfredsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her