Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Sådan så det ud, da Susanne Augustesen (i midten) og Lone Smidt Nielsen (til højre) blev optaget i fodboldens Hall of Fame i 2017. Til venstre showets vært, den store målmand Peter Schmeichel, der selv er kommet ind i fodboldens svar på Valhalla.
Foto: Lars Poulsen

Sådan så det ud, da Susanne Augustesen (i midten) og Lone Smidt Nielsen (til højre) blev optaget i fodboldens Hall of Fame i 2017. Til venstre showets vært, den store målmand Peter Schmeichel, der selv er kommet ind i fodboldens svar på Valhalla.

Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Sportsblik: Hip hurra for ’Lange-John’ og de gamle danske fodboldkvinder

I skyggen af et dårligt regnskab skal dansk fodbold fejre sig selv og sine spillere. Hvem hyldes for indsatsen i året – og hvem bliver løftet ind i stjernernes Valhalla, Hall of Fame?

Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

MÅSKE LÆSTE DE DEN, måske ikke. Hvad ved jeg.

Men tidligere på ugen havde vi altså her i spalterne en artikel, der kiggede på scoringsbalancen hos danske spillere i de fire største europæiske ligaer gennem tiden: den engelske, den italienske, tyske og spanske.

Se, det var en herlig historie, der bragte fine gamle danske navne i spil – med angriberen ’Lange-John’ Hansen fra Boldklubben Frem og Juventus, han blev i øvrigt senere dansk Coca-Cola-konge som den mest lysende af dem alle. På en måde langt mere lysende end 1900-tallets største danske spiller, Michael Laudrup, og vore dages helt store navn, Christian Eriksen.

Tænk, 139 mål scorede Lange-John i sine år i den professionelle Serie A i Italien – 139! Han var intet mindre end en sand verdensstjerne fjernt fra hjemstavnen.

Og som oplægger til en række af målene havde Hansen ude på venstre kant landsmanden Carl Aage Præst, der selv scorede 50 mål, og som oplevede at blive udtaget til europaholdet.

OG HVORFOR HIVER jeg nu de gamle koryfæer fra før fjernsynets tid frem fra de støvede historiebøger?

Fordi dansk fodbold i aften skal hylde sig selv – hvilket i øvrigt sker i skyggen af et halvdårligt regnskab, der har afsæt i de nærmest aldrig hvilende honorarkonflikter mellem DBU og landsholdsspillerne, også kendt som sultens slavehær.

Det vil man måske komme nærmere ind på under Dansk Boldspil-Unions politiske kongres i dag i Horsens, men om aftenen skubbes alt fnidder og tænders gnidsel i baggrunden, og alle klæder om til festtøj og deltager i Dansk Fodbold Award.

Og under den paraply skal man hylde en lang, lang række personer, både dugfriske navne og måske mere glemte personligheder fra dansk fodbolds arkæologiske undersøgelser.

Det handler om årets spiller, årets superligaspiller, årets kvindelige spiller, årets mål, træner, mandlige talent, kvindelige talent, dommer, fodboldklub, fanpris og den, der er ’en del af noget større’. Man er endnu ikke begyndt at hylde årets baneopkridter og årets pommes frites-betvinger, men det kan selvfølgelig komme næste år.

’LANGE-JOHN’ FRA JUVENTUS har aldrig været årets spiller, det har Carl Aage Præst heller ikke. Ej heller Harald Nielsen, der også var topscorer i Italien – eller navnkundige Knud Lundberg.

De er fra en mere beskeden tid, fra 40’erne, 50’erne og 60’erne, længe før nogen havde tænkt på Dansk Fodbold Award, fanfarer og glimmersager.

To berømte danske Hansen'er mødes i studiet i Danmarks Radio. Til højre er det ’stemmen’ Gunnar Nu Hansen, i midten er det fodboldspilleren John Hansen og til venstre en glad radiotekniker, hvis navn ikke er oplyst.
Foto: Christen Hansen

To berømte danske Hansen'er mødes i studiet i Danmarks Radio. Til højre er det ’stemmen’ Gunnar Nu Hansen, i midten er det fodboldspilleren John Hansen og til venstre en glad radiotekniker, hvis navn ikke er oplyst.

De fire, som forhåbentlig dribler løs oven over skyerne, har til gengæld udgivet herlige erindringsbøger om deres karriererer, og bøgerne har jeg stående i min drengereol – og alle fire spillere er heldigvis og fuldt fortjent også at finde blandt de 33 enkeltspillere, der indtil videre udgør den danske version af fodboldens Hall of Fame.

Ja, alt skal jo hedde noget på engelsk, ellers tæller det ikke. Men pyt, navnene i denne stjernehal udgør fortællingen om dansk fodbold på klub- og landsholdsplan i over 100 år.

Og det er en storslået, vidunderlig fortælling, en ren saga. Bevares, man kan altid diskutere, om den og den spiller ikke burde være med på listen, som også vil blive udvidet i aften ved fodboldfesten i Horsens. Men overordnet set er det i mine øjne en meget smuk liste, der tager hensyn til fortiden, pionertiden i amatørdagene og til vor tid med topprofessionalisme og millionærspillere

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

MAN KAN DA GODT MENE, at der er for få kvindelige spillere på listen, nemlig bare to: Lone Smidt Nielsen, der er kåret til århundredets bedste kvindelige spiller, og så Susanne Augustesen, der var den helt store stjerne, da kvindelandsholdet vandt det uofficielle VM tilbage i 1971.

Chefredaktør på Midtjyllands Avis Hans Krabbe, der også er tidligere fodboldkommentator, hører til dem, der synes, at dansk kvindefodbold er en overset vare.

Det har han skrevet en bog om, en aldeles fremragende bog, der virkelig taler til historiehjertet – og en bog, som bør vinde en eller anden pris. For det hører til sjældenhederne, at nogen vil investere hundredvis af arbejdstimer i en bog, som groft sagt kun henvender sig til nørder, og som aldrig har en chance for at ramme bestsellerlisten.

Hans Krabbes bog hedder ’Den glemte triumf’, og udgangspunktet for de 269 sider med et enestående billedvalg er netop det verdensmesterskab, som Susanne Augustesen var med til at vinde i 71 i Mexico City foran 112.000 tilskuere. Og jeg gentager: 112.000!

SPILLERNE FRA DENGANG er, måske med undtagelse af Augustesen, gledet aldeles ud i glemslen.

Intet navn fra verdensmestrene huskes, ingen aner det mindste om, hvad der er blevet af disse spillere, der lagde fundamentet for dansk kvindefodbold, som nu tæller over 62.000 spillere. Og det er flere end antallet af kvinder, der spiller håndbold og badminton.

Men i Krabbes bog får de glemte spillere både 2018-kroppe og taletid. Og vi læsere får nogle herlige fortællinger om dem, der traf et andet sportsvalg end det ’sædvanlige’, gik forrest og trodsede alle fordomme – som denne fra østrigeren Rudi Strittich, der dengang var en alt andet end succesrig landstræner for det mandlige landshold:

»Deres forsøg på at spille fodbold er al ære og respekt værd. Men de lærer det aldrig. Fodbold er ikke for piger. Det er de slet ikke skabt til. De kan ikke skabe drama«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mon ikke Pernille Harder, kåret til Europas bedste spiller i 2018 af Uefa, Den Europæiske Fodboldunion, har en anden opfattelse? Det vil jeg tro.

Og skal vi så ikke komme af med betegnelsen damefodbold? Damer spiller ikke fodbold, håndbold eller bokser; damer spiller bridge, strikker og ryger måske cerutter. Kvinder derimod spiller fodbold, håndbold og dyrker atletik. Og ryger selvfølgelig slet ikke.


Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden