BRØNDBY OG FC MIDTJYLLAND lå side om side med hver 60 point i spidsen for førerfeltet i Superligaen ved indgangen til mesterskabsspillet, efter at der var spillet 26 runder i den bedste fodboldrække sidste år. FC Nordsjælland var nummer tre, og FC Københavns forsvarende mestre pustede og stønnede langt bagude på fjerdepladsen med 44 point. Midtjyderne er nøjagtig lige så gode i år, når man måler i point. De har 60, men er kun nummer to. Brøndbys beskedne 38 point er regningen for den bratte nedtur for holdet fra Vestegnen, hvor fyringen af Alexander Zorniger ikke var vildt overraskende.
NU ER BRØNDBY OG DEN midlertidige cheftræner Martin Retov under stort pres. Opgaven og kravet fra fansene og klubben er to hjemmesejre inden for syv dage. For at holde fast i drømmen om bronze og pokalsucces. Men i løbet af så kort tid kan sæsonen også blive dømt som en kæmpeskuffelse, mens sportsdirektør Ebbe Sand sveder og knokler for at købe og sælge spillere og sige tak for godt arbejde til bl.a. den transferfrie Benedikt Röcker, der skal hjem til Tyskland.


























