I FC Midtjylland selvfølgelig lidt misundelige på FC København. Mestrene bruger masser af kræfter og energi på kampe i Europa League, og FCK er stadig med i pokalturneringen. På den anden side må det være en fordel for FCM’erne, at de kan koncentrere sig om Superligaen og måske gå i udbrud og skabe et stort hul ned til 2.-pladsen inden vinterpausen. Med en sejr i Esbjerg vil der, i hvert fald indtil mandag aften, være 7 point ned til FCK. FCM er favorit, og førerholdet forventes at få pæn støtte fra medrejsende fans.
På hjemmebane har FCM et tilskuergennemsnit på 7.910. Der er plads til 11.432 på MCH Arena, og en ny direktør skal med forskellige tiltag prøve at få fyldt stadion til alle hjemmekampe. Det er ambitionen. Man kan mene, at Brian Priskes hold ved at ligge nummer 1 gør alt for at tilfredsstille tilhængerne. »Vi vil da gerne vinde overlegent og spille flot, men det kan man ikke forvente hver gang«, siger cheftræneren. FCM har vundet 8 kampe med ét mål. Priske er imidlertid tilfreds med den indsats, angriberne leverer til træning, og med det antal chancer og afslutninger, der bliver kreeret. Og går ikke så højt op i, hvem der laver målene.


























