Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Pascal Rossignol/Ritzau Scanpix
Foto: Pascal Rossignol/Ritzau Scanpix

Efter at have sprunget 6,17 og 6,18 meter i Torun og Glasgow blev 6,07 meter vinderhøjden for Armand Duplantis i Lievin.

Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Duplantis kikser sine tre forsøg på endnu en verdensrekord i stangspring

Følg med i strømmen af nyheder fra sportens verden.

Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Atletik. Efter sine to verdensrekorder med 6,17 og 6,18 meter tidligere på måneden prøvede 20-årige Armand Duplantis sig tre gange på højden 6,19 meter ved World Indoor Tour i Lievin, men den svenske stangspringer formåede ikke at overgå sig selv endnu en gang. I de to første forsøg ramte Duplantis overliggeren med skinnebenene, mens han slet ikke var i nærheden af overliggeren i det tredje forsøg. Dermed måtte Duplantis ’nøjes’ med at vinde stævnet med 6,07 meter, som han lige som sine to første højder klarede i første forsøg.

Fodbold. Skal Martin Braithwaite til Barcelona? Der er bekræftet kontakt med danskerens klub, Leganes, men onsdag formiddag var den hurtige angriber stadig på arbejde for forstadsklubben fra det nordlige Madrid. Det viser et tweet fra den spanske journalist Alberto Fernández, der har lagt et billede op på Twitter fra dagens træning. Ifølge flere medier kommer Braithwaite torsdag til Barcelona for at gennemgå det obligatoriske lejetjek og underskrive kontrakten.

Tirsdag bekræftede ejeren af Martin Braithwaites klub, Leganes, at der er kontakt til Barcelona vedrørende et ekstraordinært og øjeblikkeligt skifte udenfor transfervinduet åbning. Skiftet er gjort muligt, da Barcelona har Ousmane Dembele langtidsskadet, hvilket giver mulighed for at søge om dispensation til at foretage en nød-transfer.

Fodbold. Martin Braithwaite er utrolig heldig, hvis han indgår kontrakt med FC Barcelona. Det siger det danske Barça-koryfæ Michael Laudrup. »Hvis han kommer til Barcelona, er det bare at sige ’Hjertelig tillykke. Nyd det’. Han har vundet i fodboldens lotteri ved at komme til så fantastisk en klub«, siger Laudrup til TV3+.

Håndbold. Esbjerg er så godt som sikker på at vinde kvindernes DM-grundspil, men det knirkede gevaldigt i topkampen mod Viborg. Udeholdets kontraspil fungerede fremragende i 1. halvleg, da Viborg førte 11-6 og 13-8, inden Esbjerg fandt et modtræk og fik reduceret til pausestillingen 15-14. Holdene fulgtes i anden halvleg frem til 23-22 til Esbjerg, der efterfølgende scorede alle kampens resterende mål og vandt 29-22.

Cykling. Det 23-årige hollandske sprintertalent Fabio Jakobsen erobrede i dag sin anden og sin arbejdsgiver Deceuninck-Quick Steps niende sæsonsejr, da han afviste konkurrenterne med et par længde i finalen på den 195,6 km lange 1. etape i Volta ao Algarve. Som ventet mundede strabadserne ud i en massespurt, men det kom lidt overraskende, at den unge hollandske mester kunne vinde så overbevisende, eftersom så skrappe afsluttere som den italienske europamester Elia Viviani (Cofidis) og dennes landsmand Matteo Trentin (CCC) sluttede på de næste pladser. Fabio Jakobsen hentede sin første gevinst i år på finaleetapen i Volta Valenciana for 10 dage siden, efter at han havde sikret sig to andenpladser i det løb.

Fodbold. Grundspillet i Superligaen kommer til at operere med en ’ubekendt’ helt frem til de sidste to spillerunder. Søndagens udsatte kamp mellem AGF og Randers FC bliver nemlig først spillet torsdag 12. marts klokken 18.00 og bliver altså klemt inde mellem 24. og 25. af de 26 spillerunder.

Motorsport. Kevin Magnussen har kørt de første testomgange med den nye Haas-racer i Barcelona. Den 27-årige dansker tilbagelagde 106 omgange på den 4.655 meter lange bane, og fik med 1.18,466 min. noteret næstdårligste tid af de 15 kørere, der var på banen. Dagens hurtigste var den regerende verdensmester, Lewis Hamilton (Mercedes), med 1.16,986 min. Hollænderen Max Verstappen (Red Bull) havde et par snurreture, men han nåede op på 168 omgange, hvilket var flest af alle. Formel-sæsonen starter 15. marts i Melbourne i Australien.

Skiskydning. Franske Martin Fourcade vandt karrierens 12. VM-guldmedalje, men den første i tre år, da han i en halvdramatisk forestilling satte resten af feltet til vægs på 20 km-distancen i Antholz i Italien. Martin Fourcade skød forbi på 20. og sidste skud og pådrog sig dermed et strafminut, men da ærkerivalen Johannes Bøe fra Norge blev noteret for sin anden forbier i den afgørende skydning ca. 4 km før målstregen, blev det altså til endnu en fransk guldmedalje i tiden 49,43 minutter og med en margin på 57 sekunder. Østrigeren Dominik Landertinger fik bronze efter sølvvinder Bøe.

Fodbold. To kan få landsholdsdebut, når kvinderne spiller Algarve Cup i Portugal i begyndelsen af marts. Fortuna Hjørrings Caroline Møller og Janni Thomsen fra VSK Århus er de to spillere, som kan få debut. Landstræner Lars Søndergaard har udtaget 22 spillere til turneringen, der byder på kampe mod Norge og Tyskland samt en placeringskamp.

Badminton. Viktor Axelsen kom på uventet overarbejde i 1. runde af Spain Masters, men kunne efter tre sæt trække sig sejrrigt tilbage mod Kean Yew Loh fra Singapore. 21-13, 14-21, 21-15 sluttede det. Også Rasmus Gemke gik videre med 21-8, 21-15 over ukraineren Artem Pochtarov. Hans-Kristian Vittinghus tabte 10-21, 21-16, 13-21 til franske Brice Leverdez, der i næste runde møde Axelsen. I damesingle tabte Irina Amalie Andersen 14-21, 7-21 til amerikaneren Iris Wang, mens mixeddoublerne Mathias Christiansen/Alexandra Bøje og Mathias Bay Smidt/Rikke Søby er færdige. I damedouble gik Alexandra Bøje og Mette Poulsen videre, da modstanderne trak sig.

Fodbold. Den falske fodboldspiller Bernio Verhagen, der efter nogle tumultariske uger i november og december gik fra at være prøvespiller i Viborg FF til at være på flugt fra politiet, er ifølge TV Midtvest blevet sigtet for ti forhold, herunder voldtægt, uberettiget videooptagelse af samleje, vold, trusler, røveri og flugt fra politiet. Hollandske Bernio Verhagen blev varetægtsfængslet 26. november, men undslap kortvarigt myndighederne 16. december, inden han på ny blev sat bag tremmer. Han skal for retten i Viborg 28.-30. april.

Doping. Det skandaleombruste russiske antidopingagentur Rusada har tilsyneladende flere lig i lasten. Det viser en rapport, som New York Times har set. Rapporten bestilt af den nye Rusada-chef Jurij Ganus viser, at flere højtstående funktionærer i Rusada har lænset organisationens kasser ved blandt andet at foretage indkøb til Rusada til overpris og hos virksomheder, de selv har ejet eller haft interesse i. Ifølge Jurij Ganus har rapporten ført til, at de russiske myndigheder kiggede nærmere på flere af de centrale personer i sagen, som dog pludseligt blev lukket ned. Ifølge New York Times har flere hundredetusinde dollar uretmæssigt skiftet hænder i forbindelse med de suspekte manøvrer.

Annonce

Fodbold. Det bliver først i næste sæson, der igen vil være fyldt på Sydsiden-tribunen på Brøndby Stadion. Kapaciteten har gennem længere tid været nedsat fra ca. 4.700 til 2.700, da skrøbelige betonelementer skabte frygt for at en fuld tribune i værste fald kunne kollapse. Brøndby forventer at påbegynde reparationsarbejdet i april. Det vil tage op til tre måneder at gennemføre. Skaderne på tribunen blev oprindeligt konstateret i november 2018 og skulle have været udbedret i efteråret 2019, men på det tidspunkt var der lavvande i klubkassen, der først for nyligt er blevet fyldt op efter en aktieemission.

Fodbold. Liverpool-manager Jürgen Klopp roser på Atlético Madrids stærke defensiv efter spaniernes 1-0-sejr i den første 1/8-finale i Champions League mod de regerende mestre. »Det var den kamp og fight, som vi havde forventet. Desværre gik det ikke, som vi havde håbet. De forsvarede med alt, de havde. Specielt i deres eget felt var de fantastiske. Når man kommer bagud mod et hold som det her, så bliver det svært, for så har de det resultat, som de gerne vil have. De havde også været tilfredse med 0-0«, siger Klopp ifølge Ritzau til britiske BT Sport. Der er returkamp i Liverpool 11. marts.

Ishockey. Nikolaj Ehlers var NHL-nattens mest iøjnefaldende dansker, da han scorede et mål og lavede to assist i Winnipegs sejr på 6-3 over LA Kings. Andetsteds i NHL blev Frederik Andersen skudt i sænk i målet for Toronto, der tabte 2-5 til Pittsburgh. Oliver Bjorkstrand scorede for Columbus, der tabte 1-5 til Philadelphia Flyers, mens Frans Nielsen og Detroit sejrede 4-3 mod Montreal.

Fodbold. Tottenham-angriberen Son Heung-min risikerer at være færdig for denne sæson efter et brud i den højre arm. »Jeg regner ikke med ham mere i denne sæson«, siger Tottenham-manager José Mourinho, der i forvejen må undvære superangriberen Harry Kane. Tottenham møder Leipzig i aften i Champions League.

Fodbold. Har der været matchfixing i VM-kvalifikationen? Det undersøger Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) nu. Det er i forbindelse med en kamp mellem Myanmar og Kirgisistan, der er opstået mistanke om aftalt spil. Myanmar tabte 7-0.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden