EM i fodbold er blevet udskudt til 2021, og det kommer danske virksomheder til at kunne mærke i en tid, hvor de allerede kampbløder.

EM-udskydelsen kan antyde, hvor lang tid krisen kommer til vare

Uefa har i lang tid afvist rygterne om, at slutrunden skulle udskydes, men nu er beslutningen taget. Foto: Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix
Uefa har i lang tid afvist rygterne om, at slutrunden skulle udskydes, men nu er beslutningen taget. Foto: Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Så skete det, som har været på alle sportslæber de seneste døgn: EM i fodbold er blevet udskudt til 2021. Uefa har afbooket det danske landsholds hotel i Marienlyst, og service- og restaurationsbranchen lider hårdt under de tiltag, der er blevet foretaget af de danske myndigheder. Horesta er en dansk brancheorganisation for hotel- restaurant- og turisterhvervet og i en pressemeddelelse udtrykker den administrerende direktør Katia K. Østergaard stor bekymring:​

»Det er så alvorligt, som det kan blive. Jeg har aldrig set så alvorlig en situation for branchen, som vi ser nu. De bløder i ordets bogstaveligste forstand. Vores medlemmer oplever nedgang på i omsætningen på to til tre mia. kr. om måneden«.

Uefa bekræfter: EM i fodbold bliver udskudt til sommeren 2021

EM skulle have dannet ramme for en folkefest og tusindvis af turister, der skulle bo på danske hoteller og benytte sig af restauranter og lignende. Branchen er allerede i knæ, og chef for turisme- og oplevelsesøkonomi i Horesta , Annette Hyldebrandt, vurderer, at selvom EM er blevet udskudt til 2021, vil det være for sent for mange danske virksomheder.

»Udskydelsen af EM er endnu et kæmpe slag for et erhverv som kampbløder. Muligheden for at bevare noget omsætning i virksomhederne er jo væk, og så kan det godt være, at det bliver udskudt til 2021, men det er lige nu, at virksomhederne ikke har en omsætning, og så går de konkurs inden da. De kommer ikke op at stå hurtigt igen, selvom EM bliver udskudt«, siger Annette Hyldebrandt.

Intet fortilfælde

Caféer og restauranter oplever markante kundetab som følge af, at folk holder sig indenfor. Hoteller står med tomme værelser, fordi turister ikke kan komme til Danmark, og en situation som denne er ikke set før. Der bliver med korte mellemrum lavet nye tiltag fra myndighedernes side for at forhindre spredning af smitten, og derfor udvikler alvoren sig time for time.

»Der er ingen fortilfælde for den krise, vi står over for nu. Finanskrisen og 9/11 er bagateller i forhold til, hvordan branchen bløder lige nu, hvis man kigger på den effekt, krisen har her og nu. Vores erhverv består overvejende af mikrovirksomheder, og når der ikke kommer mennesker ind på restauranten eller ind på kaffebaren, så er eksistensgrundlaget væk, og så kan virksomhederne ikke betale deres regninger og går derfor konkurs«, siger Annette Hyldebrandt.

Cykelklassikere og grandslam-tennis er udsat, men IOC holder fast i at afvikle OL

Horesta har spurgt deres medlemsvirksomheder om konsekvenserne af coronavirussen og 40 procent af virksomhederne har svaret, at de har foretaget de førte afskedigelser af medarbejdere. Horesta estimerer, at der allerede nu er afskediget 15.000 medarbejdere i deres medlemsvirksomheder.

»Der er ikke ret meget lys lige nu for branchen. Vi må følge myndighedernes anbefalinger, men det ser dystert ud. Konkurser og fyringer stiger dag for dag. Denne krise har så lang en horisont, så lige nu handler det om at overleve, men det er en kæmpe hjælp, der er kommet fra regeringen, så ansatte får lønkompensation«, siger Annette Hyldebrandt.

Kulturministeren og DIF bakker op om udsættelsen af EM-slutrunden

Og det er svært at spå om, hvor længe krisen kommer til at vare, men med udskydelsen af EM, der skulle afvikles i juni og juli, er det en begivenhed, der ligger tre måneder ude i fremtiden. Men Annette Hyldebrandt vurderer, at der kan gå endnu længere tid, inden branchen vil komme på benene igen, da man kan risikere, at folk skal vænne sig til situationen efter virusudbruddet.

»Ingen kan sige, hvornår det her stopper, men udskydelsen af EM giver et praj om, hvor længe det vil vare ved. Det kan være, at virussen verserer i Danmark i tre måneder ligesom i Kina, og så skal erhvervet op at stå igen derefter. Men folk skal også vænne sig til at komme ud igen, så vi risikerer, at det kommer til at række langt ud i fremtiden«, siger hun.

Planen er foreløbig, at EM skal afvikles som planlagt til næste år. DBU-formand Jesper Møller oplyste på pressemødet tirsdag eftermiddag, at Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har meddelt, at man arbejder på en lignende løsning til næste sommer.

»Uefa har i dag tilkendegivet, at setuppet i 2021 er det samme, som det ville have været i 2020. Hvis infrastrukturen er på plads, kommer København til at få sine fire kampe i 2021«, sagde Jesper Møller på DBU’s pressemøde.

Laurits Hjortkjær Henningsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her