Historien om Pione Sisto – fortalt i Politiken – er desværre endnu et eksempel fra fodboldens feterede verden om en talentfuld spiller, der har mistet motivationen, retningen og måske aldrig får forløst sit fulde potentiale.
Vi kan som observatører til den konkrete Sisto-case trække på skuldrene eller ryste på hovedet og konstatere, at det er Piones egen skyld. Og selvfølgelig er der også en grad af selvansvar, og man kan ikke bare forlade sin klub uden at have fået tilladelse til det. Det gælder i øvrigt i de fleste arbejdstager-/arbejdsgiver-forhold.
Men set i et større perspektiv frustrerer casen mig, da det hverken er den første eller den sidste. Det er derfor på tide, at vi inde i branchen evaluerer os selv og vores miljøer og får skabt en langt bedre dannelse og rådgivning af spillerne. Tidligere på foråret kom Manchester City-spilleren Kyle Walker også i problemer, da den engelske landsholdsspiller først inviterede prostituerede til sit hus, selv om England var under covid-19-lockdown, og senere kørte på ’ulovligt’ besøg hos sin familie.
Det skabte en offentlig ’bashing’ af Walker, der selvfølgelig også havde dummet sig, men igen: Hvor er klubberne og miljøerne, når der skal fordeles et ansvar?
Kyle Walker har været en del af fodboldelitemiljøet, siden han var en lille dreng, så det er reelt her, han er dannet som menneske. Vi er nødt til at spørge os selv, hvordan vi kunne have hjulpet tidligere, så dette ikke endte i en negativ spiral.
Pione Sisto, Emre Mor og andre spillere på deroute er reelt et råb om hjælp.
Det er ikke sikkert, at spillerne selv er klar over det eller mener, at de skal have hjælp, men det har de brug for. Og kun den rigtige form for hjælp vel og mærke. Aktuelt søger spillere primært rådgivning hos mellemmænd (agenter), men uanset hvordan vi vender og drejer det og til trods for de kompetente og ærlige mellemmænd i branchen, vil det altid være et ulige forhold, da agentbureauet kun tjener penge på spilleren, mens han er i stalden (ofte toårsperioder), samt primært kun, når han skifter klub. Derfor har de et incitament til at fremrykke beslutningerne på spillerens vegne.
Det svarer lidt til situationen, når man køber aktier gennem sin bank. Det kan være velment og reelt, men i sidste ende skal banken tjene penge på dig som kunde, og det vil afspejle anbefalingerne og rådgivningen. Der vil altid være en bias.
Derudover er min erfaring, at mellemmændene sjældent har nok indsigt og faglighed til at kunne lave en objek