Historien om Pione Sisto – fortalt i Politiken – er desværre endnu et eksempel fra fodboldens feterede verden om en talentfuld spiller, der har mistet motivationen, retningen og måske aldrig får forløst sit fulde potentiale.
Vi kan som observatører til den konkrete Sisto-case trække på skuldrene eller ryste på hovedet og konstatere, at det er Piones egen skyld. Og selvfølgelig er der også en grad af selvansvar, og man kan ikke bare forlade sin klub uden at have fået tilladelse til det. Det gælder i øvrigt i de fleste arbejdstager-/arbejdsgiver-forhold.
Men set i et større perspektiv frustrerer casen mig, da det hverken er den første eller den sidste. Det er derfor på tide, at vi inde i branchen evaluerer os selv og vores miljøer og får skabt en langt bedre dannelse og rådgivning af spillerne. Tidligere på foråret kom Manchester City-spilleren Kyle Walker også i problemer, da den engelske landsholdsspiller først inviterede prostituerede til sit hus, selv om England var under covid-19-lockdown, og senere kørte på ’ulovligt’ besøg hos sin familie.
Det skabte en offentlig ’bashing’ af Walker, der selvfølgelig også havde dummet sig, men igen: Hvor er klubberne og miljøerne, når der skal fordeles et ansvar?
Kyle Walker har været en del af fodboldelitemiljøet, siden han var en lille dreng, så det er reelt her, han er dannet som menneske. Vi er nødt til at spørge os selv, hvordan vi kunne have hjulpet tidligere, så dette ikke endte i en negativ spiral.
Pione Sisto, Emre Mor og andre spillere på deroute er reelt et råb om hjælp.
Det er ikke sikkert, at spillerne selv er klar over det eller mener, at de skal have hjælp, men det har de brug for. Og kun den rigtige form for hjælp vel og mærke. Aktuelt søger spillere primært rådgivning hos mellemmænd (agenter), men uanset hvordan vi vender og drejer det og til trods for de kompetente og ærlige mellemmænd i branchen, vil det altid være et ulige forhold, da agentbureauet kun tjener penge på spilleren, mens han er i stalden (ofte toårsperioder), samt primært kun, når han skifter klub. Derfor har de et incitament til at fremrykke beslutningerne på spillerens vegne.
Det svarer lidt til situationen, når man køber aktier gennem sin bank. Det kan være velment og reelt, men i sidste ende skal banken tjene penge på dig som kunde, og det vil afspejle anbefalingerne og rådgivningen. Der vil altid være en bias.
Derudover er min erfaring, at mellemmændene sjældent har nok indsigt og faglighed til at kunne lave en objektiv, fodboldbaseret vurdering.
Sagt mere jordnært: De har aldrig eller sjældent stået på en træningsbane, arbejdet med et hold eller prøvet at udvikle en spiller. Det betyder ikke, at et agentbureau eller en mellemmand ikke kan have en værdi, for de har både netværk ude i klubberne, erfaring med forhandlinger og kontraktmæssige situationer og så videre. Jeg mener bare ikke, at de oprigtigt (altid) kan sige, at de rådgiver spilleren objektivt set.
Hvor er mentorerne henne i elitesport?
Det kan være vanskeligt for spillerne at opsøge den rigtige og objektive rådgivning, da heller ikke klubberne kan tilbyde dette – uden at være forudindtagede. Meget få miljøer giver en spiller mulighed for at åbne helt op for egne problemer og svagheder, uden at det får en konsekvens. En træner vil nok genoverveje pladsen i startopstillingen om søndagen, såfremt en spiller har fortalt ham om onsdagen, at han er mentalt udfordret, demotiveret eller sågar er depressiv. Der er igen en rollefordeling, der gør, at samtalen aldrig kan betragtes som værende lige.
I erhvervslivet arbejder mange større virksomheder med mentorer for talenterne. Jeg skal ikke gøre mig klog på rollefordelingen internt i virksomhederne, men det virker udefra set mere langsigtet og uden den bagtanke, at enten virksomheden eller mentoren på et givent tidspunkt skal tjene penge på talentet.
Denne form for langsigtet, objektiv og fagligt funderet rådgivning oplever vi sjældent i fodboldverdenen. Der er derfor brug for at gentænke og udvikle en ny mentor- og rådgiverrolle i elitefodbold. Der er brug for personer med indsigt, erfaring og fodboldfagligt knowhow, som ikke enten får en større gevinst ved et spillersalg eller har magten til at sætte spilleren på bænken. Det skal forblive mere objektivt og støttende.
Spillerne søger ofte støtte hos deres egne familier, og Sisto nævner sin bror som en vigtig allieret. Det er hverken unormalt eller forkert, men jeg har set en del eksempler, hvor en far, bror, onkel eller et andet familiemedlem går aktivt ind i karrieren og desværre yderst sjældent hjælper med at forøge spillerens værdi og reelt ender med at gøre mere skade end gavn.
Intentionerne hos familien er reelle, men netop på grund af forholdet, blodbåndet og kærligheden bliver beslutningerne emotionelle og uden den rigtige og objektive analyse. Ydermere kender få familiemedlemmer branchen og gamet indefra i detaljer, så de ender med at rådgive på et fagområde uden indsigt, og det kaldes ikke at rådgive, men at gætte eller håbe. Jeg kan kun på det kraftigste anbefale de unge spillere ikke at bruge familien som de primære karriererådgivere, for det går alt for sjældent godt, viser empirien.
Mening frem for penge
Og det handler ikke kun om en karriereplan, men om dannelsen af et helt menneske. Hvad er personens indre drive? Hvordan skal vi arbejde med at finde den største grad af mening, og hvilke miljøer vil denne arketype kunne trives bedst i?
