Cykling. Stjernen Niki Terpstra (Direct Energie) er blevet indlagt på hospitalet efter et voldsomt styrt på en træningstur tirsdag. Det oplyser hollænderens kone i opslag på Instagram og Twitter. »Niki faldt slemt på en træningstur. Han er på hospitalet og skal blive der et par dage. Hans liv er ikke i fare, men han skal brug tid til at komme sig efter episoden«, meddeler hustruen. Ifølge det hollandske medie NOS blev Terpstra fløjet på hospitalet, hvor han fik konstateret en punkteret lunge, en hjernerystelse, et brækket kraveben og brækkede ribben. I 2019-udgaven af Flandern Rundt pådrog han sig en hjernerystelse i et styrt, og i Tour de France få måneder senere udgik han med et brækket skulderblad.
Fodbold. Landsholdsangriber Yussuf Poulsen startede stærkt efter coronapausen med både scoringer og som anfører og omdrejningspunkt for RB Leipzig, men nu er sæsonen slut for danskeren. »’Yussi’ kommer ikke i aktion igen i denne sæson«, siger Leipzig-træner Julian Nagelsmann ifølge Bulinews på et pressemøde forud for onsdagens kamp mod Düsseldorf. Yussuf Poulsen slutter sæsonen med fem mål og seks assist, og skal nu fokusere på at blive sin ankelskade kvit. Bundesligasæsonen slutter om 11 dage, men Leipzig er fortsat med i Champions League, som formentlig skal færdigspilles i august. Uefa træffer en beslutning om mesterligaen og Europa League onsdag.
Fodbold. Hamburger SV formøblede i den tyske 2. Bundesliga en 1-0-føring og måtte nøjes med 1-1 hjemme mod Osnabrück. Resultatet betyder, at Arminia Bielefeld efter 11 år i den næstbedste og tredjebedste række er tilbage i Bundesligaen, hvor de i næste sæson blandt andre skal møde Borussia Mönchengladbach. Borussia sejrede tirsdag 3-0 hjemme over Wolfsburg og holdt sig dermed inde i kampen om en plads i næste sæsons Champions League.
Fodbold. Asger Sørensen scorede to mål i Nürnbergs 6-0-ydmygelse af Wehen i 2. Bundesliga. Sejren sender Nürnberg op på 36 point for 32 kampe, og klubben er nu tre point over nedrykningsstregen.
Overblik: Fodboldresultater og stillinger fra ind- og udland
Fodbold. Den tidligere FC København-spiller Carlo Holse debuterede for Rosenborg i Norge, da han kom på banen i de sidste 20 minutter af 0-0-opgøret mod Kristiansund. Philip Zinckernagel scorede for Bodø/Glimt i en 4-2-sejr ude over Viking, da den norske sæson blev indledt.
Fodbold. Europamesteren Fernando Santos forbliver træner for Portugal frem til både EM i 2021, VM 2022 og EM i 2024. Kontrakten er er tirsdag blevet forlænget med fire år.
Tennis. Denne sæsons US Open har fået grønt lys til afvikling. Det meddeler New Yorks guvernør Andrew Cuomo ifølge AP. Grandslamturneringen skal dog spilles uden de hundredetusinder af højlydte, passionerede og til tider udisciplinerede tilskuere, der hvert år gør eventen til noget helt særligt. Der serves første gang 31. august.
Håndbold. Det danske landshold for mænd skal op mod Nordmakedonien, Schweiz og Finland i kvalifikationen til EM 2022. De to bedste fra hver gruppe kvalificerer sig direkte til EM, mens de fire bedste treere fra de i alt otte puljer også får billet til slutrunden i Ungarn og Slovakiet.
Cykling. Den slovakiske stjerne Peter Sagan (Bora-hansgrohe) dropper de udskudte klassikere Flandern Rundt (18. oktober) og Paris-Roubaix (25. oktober) i år. Årsagen til Sagans afbud er, at han for første gang skal køre det italienske etapeløb Giro d’Italia. Det oplyser holdchefen Ralph Denk ifølge Ritzau.
Fodbold. Flere hjemsendte danske landsholdsspillere med arbejdsgivere i udlandet træner under landstræner Lars Søndergaard træner i Brøndby. »Vi kommer nogle af de spillere, som bare skulle træne individuelt, i møde, så de får lidt hold- eller gruppetræning. Mange af dem er sendt hjem på lønkompensation eller på ferie, og de må ikke træne med andre klubber, men de må gerne træne med landsholdet, hvis de bliver indkaldt«, forklarer landstræneren til Ritzau. Lars Søndergaard havde til træningen rådighed over Stine Larsen, Rikke Sevecke, Cecilie Sandvej (alle FC Fleury), Janni Arnth (Fiorentina), Luna Gevitz (Guingamp), Matilde Lundorf (Brighton), Signe Bruun (PSG) og Amalie Thestrup (AS Roma).
Fodbold. FC Midtjylland og den 33-årige finske midtbanespiller Tim Sparv har forlænget samarbejdet med en måned, så kontrakten nu først udløber 31. juli, når sæsonen er slut.
Fodbold. Vendsyssel FF fra NordicBet Liga har skrevet en toårig kontrakt med den 24-årige målmand Emil Kobberup fra Jammerbugt FC i 2. division.
NFL. CNN har ansat New Orleans Saints’ Malcolm Jenkins som kommentator i spørgsmål om racisme og social retfærdighed. Den bramfri NFL-veteran vil således være med fra studiet i flere af CNN’s udsendelser. Det rapporterer NBC Sports. Jenkins har brugt mange år på at lede ngo’er og støtte græsrodsorganisationer for at adressere ulighederne i det amerikanske strafferetssystem og uddannelsessystem samt den store forskel på rig og fattig i samfundet. »Jeg tror, at jeg kan være en stemme for andre sportsaktivister og dem, der har dedikeret deres liv til at ændre lovgivning, politikker og reformer for ligestilling mellem mennesker«, udtaler Malcolm Jenkins i en erklæring. 32-årige Jenkins går ind i sin 12. NFL-sæson og skrev i marts kontrakt med New Orleans Saints for anden gang i sin karriere.
Da hun var 15 år, kiggede en anden piges far på hende og sagde »hvad laver den n***** i mit hus?!«Basketball. Bakken Bears-mændene og de øvrige deltagende klubber kommer ikke til at færdigspille denne sæsons Fiba Europe Cup. Det Internationale Basketballforbund (Fiba) har således valgt helt at droppe sæsonens turnering, der var nået til semifinalestadiet, på grund af coronakrisen.
Fodbold. Der er lavet om på tirsdagens træningsplaner i OB efter mandagens beskæmmende 0-6-nederlag til Silkeborg i Superligaen. Fynboerne skulle have trænet i Nyborg Idrætspark, men træningen er i stedet rykket til klubbens træningsanlæg i Odense, og programmet står på joggingture og selvransagelse. Det siger OB’s cheftræner, Jakob Michelsen, til Fyens Stiftstidende. Mandag aften stod han i spidsen for det OB-hold, der led klubbens største nederlag i næsten 29 år. Den 39-årige sønderjyde står øjensynligt også i spidsen for fynboerne i torsdagens kamp mod SønderjyskE, som Michelsen tidligere har trænet med succes.
Atletik. Ved Diamond League-stævnet i Lausanne 2. september vil stangspringskonkurrencerne blive afviklet i et shoppingcenter i byens centrum. Hos kvinderne deltager den olympiske mester Katerina Stefanidi, og hos mændene indtager den unge svensk-amerikanske verdensrekordholder Armand Duplantis hovedrollen. De store amerikanske profiler Sandi Morris og Sam Kendricks er sammen med en række andre topnavne også med hos hhv. kvinderne og mændene. Konkurrencerne skal foregå på to parallelle baner med spring skiftevis hos kvinder og mænd.
Fodbold. For tre år siden blev klubben Lhasa Chengtou grundlagt i Tibet og blev den lille stats eneste professionelle fodboldklub i Kinas tredjebedste fodboldrække. Men hvad der skulle have været et synligt bevis på, at Kina inkluderede Tibet, er nu endt i en fuser. Klubben må nu lukke, men det skyldes hverken konkurs, svindel eller politisk konflikt. Det er såmænd beliggenheden af Lhasa Chengtous hjemmebane i 3.650 meters højde, som er problemet. Det Kinesiske Fodboldforbund (CFA) har vedtaget, at der ikke må spilles kampe i de højder, da man frygter for spillernes sundhed. Det skriver nyhedsbureauet AFP. Lhasa Chengtou har hidtil spillet de fleste hjemmekampe på et stadion i Sichuanprovinsen 2400 kilometer væk, men har dog spillet nogle få kampe på hjemmebanen i højderne. Ifølge det kinesiske nyhedsbureau Xinhua måtte de kampe afbrydes hvert 15. minut, for at spillerne kunne få en iltmaske på.
NFL. NFL-quarterbacken Colin Kaepernick forlod San Francisco 49’ers efter 2016-sæsonen, hvor han havde skabt røre ved at sidde på knæ under nationalmelodien før alle kampene. Det skete i protest med racisme og politivold mod sorte i USA. Trods status af velanset quarterback og med en Super Bowl-deltagelse på cv’et har intet hold i ligaen siden hen skrevet kontrakt med den nu 32-årige spiller. Men trods tidligere uoverensstemmelser med Kaepernick opfordrer NFL-chef Roger Goodell nu klubberne til at hente Kaepernick. »Hvis han ønsker at fortsætte sin NFL-karriere, kræver det selvfølgelig, at et hold vil hente ham. Men han skal være velkommen, og jeg vil bakke op om den klub, som henter ham. Jeg vil faktisk opfordre klubber til at gøre det«, siger Goodell ifølge AFP.
Ishockey. Esbjerg får til den kommende sæson i Metal Ligaen tilgang af en gammel kending. Efter en sæson hos Aalborg Pirates vender Felix Scheel tilbage til Esbjerg. Det meddeler den vestjyske klub i en pressemeddelelse. Den 27-årige angriber har tidligere spillet ni år i svensk ishockey, og han står noteret for 19 landskampe for Danmark.
Fodbold. Randers FC meddeler tirsdag på sin hjemmeside, at samtlige ansatte i klubben går ned i løn de kommende tre måneder. Det sker som konsekvens af coronapandemien, som betød en pause i dansk fodbold på flere måneder, og at klubben stadig ikke må lukke tilskuere ind til kampe. »Vi er selvfølgelig kede af, at vi skal foreslå vores medarbejdere at gå ned i løn, for det er mennesker, der knokler hver eneste dag for at gøre Randers FC stærkere«, siger administrerende direktør Henrik Jørgensen til hjemmesiden. »Det er dog overvældende at mærke den opbakning, vi har fået til det fra såvel trænere og spillere som administrative medarbejdere«.
Fodbold. Sevilla kæmper for tredjepladsen og en plads i Champions League i den kommende sæson, men sent mandag måtte klubben notere sig et pointtab. Ude mod Levante endte det 1-1 foran de tomme tribuner på Estadi Olímpic Camilo Cano i Valencia-området, og det efterlader Sevilla med 51 point som nr. 3 i Primera Division. Der er 4 point ned til Real Sociedad på fjerdepladsen og 5 ned til Getafe og Atlético Madrid på de efterfølgende pladser. Kigger man den anden vej, har Real Madrid 8 point flere end Sevilla på andenpladsen, mens førerholdet Barcelona er yderligere 2 point foran.
Antidoping. Det Internationale Antidopingagentur (Wada) indleder en undersøgelse af anklager om positive dopingprøver i Det Internationale Vægtløftningsforbund (IWF). I begyndelsen af juni fremlagde den canadiske efterforsker og advokat Richard McLaren en rapport, hvor omfattende problemer i det omstridte forbund blev beskrevet. Blandt andet kom det frem, at der i forbundet er 40 positive dopingprøver, som aldrig er blevet behandlet af antidopingmyndighederne. Prøverne tilhører angiveligt både guld- og sølvvindere, som er sluppet ustraffet.
Fodbold. FC Nordsjællands talentfulde Mohammed Kudus er blandt de 100 spillere, som er nomineret til årets Golden Boy-pris. Hæderen uddeles af den italienske sportsavis Tuttosport og går til det største talent på det europæiske kontinent under 21 år. Han er i fint selskab med folk som Alphonso Davies, Erling Haaland, Jadon Sancho og Vinicius Junior. Tidligere er prisen gået til stjerner som Wayne Rooney, Lionel Messi, Sergio Agüero og Kylian Mbappé.
Fodbold. FC København har manglet profilerne Nicolai Boilesen og Jonas Wind i stort set hele sæsonen. Men nu kan træner Ståle Solbakken så småt begynde at overveje, hvordan han vil bruge de to uheldige spillere på sit hold. FCK skriver på sin hjemmeside, at Boilesen var på træningsbanen mandag. Venstrebacken har siddet ude med en alvorlig knæskade, siden han udgik i en træningskamp i Østrig for snart et år siden. Jonas Wind fik en flot start på sæsonen med 5 mål i 6 superligakampe, før også han blev sat på sidelinjen med en skade. Efter coronapausen blev Wind meldt klar til kamp, da Superligaen genstartede, men han fik en reaktion efter en træningskamp og måtte udskyde sit comeback. Klubben forventer, at den unge angriber træner med fra torsdag. Mens Boilesen og Wind er ved at være klar til træning, venter Viktor Fischer på en operation i denne uge. Derefter venter en periode med genoptræning. Dame N’Doye er også skadet og forventes ude i nogle uger, men hans genoptræning »... går planmæssigt«, skriver klubben.
Superligaens 27. runde: Silkeborgs forbløffende storsejr trækker OB ind i nedrykningskampenFodbold. Silkeborg-træner Kent Nielsen er imponeret over sine spilleres præstation, efter at de mandag aften ydmygede OB med 6-0 på hjemmebane i Superligaen. »Det var vores stærkeste præstation i sæsonen. Det var så overbevisende«, siger Kent Nielsen efter kampen. Træneren mener, at holdet formår at holde hovedet koldt i en situation, hvor klubben har retning mod nedrykning til landets næstbedste fodboldrække. »Hele omverdenen bliver ved med at snakke om, at vi er rykket ned, og 6-0-sejren beviser, at spillernes mindset er spot on«, siger Kent Nielsen.
To danske mål sikrer sejr i Jon Dahl Tomassons svenske ligadebutfortsæt med at læse




























