Det har kostet 35.102.897 skattekroner, at Dansk Håndbold Forbund (DHF) siden 2014 har afholdt tre store slutrunder på hjemlig grund. Men trods den massive offentlige støtte må ingen andre end håndboldforbundet selv vide, hvad pengene egentlig er brugt på.
Gennem de seks år har DHF nemlig skjult regnskaberne fra de tre slutrunder, der alle er afviklet i momsfritagne foreninger. Netop den type regnskaber har forbundet ikke lovmæssig pligt til at offentliggøre, selv om det er en klar anbefaling at gøre det. Derfor møder det også krads kritik.




























