De seneste nyheder fra sportens verden.

Nadia Nadim byder oprykkere velkommen med 1, 2, 3, 4, 5… mål

Foto: Clive Brunskill/Ritzau Scanpix
Foto: Clive Brunskill/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Fodbold. Der blev scoret 22 mål i lørdagens fem kampe i den bedste franske række for kvinder. 14 af målene faldt i Paris SG’s knusende sejr ude over rækkens nummer tredjesidst, oprykkerne fra Issy. Og 8 af de 14 Paris-mål mod Issy blev sat ind af danske spillere. 1 af Signe Bruun og vanvittige 7 mål af Nadia Nadim, der blandt andet scorede fire gange i træk i 2. halvleg i 14-0-sejren. Paris er nummer to i rækken efter Lyon.

Motorsport. Formel 1-køreren Kevin Magnussen (Haas) havnede i en regnvåd kvalifikationen lige akkurat udenfor den såkaldte Q2 som nummer 16, men skal starte som nummer 14. Magnussen havde ellers kurs mod næste fase af kvalifikationen, skriver Ritzau. Foran danskeren kørte Daniil Kvyat af banen. Magnussen lå nummer syv, inden alle kørere satte den sidste tid, og klagede efterfølgende til løbskommissærerne, fordi Kvyats uheld havde givet gult flag på hele banen, så alle kørere skal sætte farten ned. Protesten blev hørt og Magnussen er rykket to pladser frem. For den 22-årige canadier Lance Stroll og Racing Point-teamet blev kvalifikationen en ren triumf. Lance Stroll var hurtigst og første mand til at bryde Mercedes’ pole-dominans i denne sæson. Holdkammeraten Sergio Perez blver 3’er efetr Max Verstappen (Red Bull). Få hele overblikket over kvalifikationen her

Svømning. På Energy Standards hold med Sarah Sjöström og Femke Heemskerk har det været begrænset, hvad Pernille Blume har haft af individuelle starter ved ISL i Budapest, men i sin eneste start på førstedagen af semifinalen i den stjernespækkede holdturnering bidrog Pernille Blume med kortbanesvømning i verdensklasse. I 4 x 100 meter fri var Siobhan Haughey fra Hongkong (51,35 sek.), Blume (51,67 sek.), hollandske Heemskerk (51,53 sek.) og svenske Sjöström (51,27 sek.) med 3.25,82 min. trekvart sekund under Hollands officielle verdensrekord fra 2014. Fina accepterer kun rekorder sat af rene nationalhold, så kvartetten må nøjes med at være verdens hurtigste nogen sinde. For Pernille Blume var det niende gang ved ISL-stævnerne, at hun svømmede 100 meter fri med flyvende start, og tiden var hendes hidtil hurtigste. Supertiden bidrog til, at Energy Standard stjal point fra fire andre holdkapper, blandt andre NY Breakers, hvor Signe Bro svømmede 53,58 sek. på andenturen, Sammenlagt fører Energy Standard med 291 point foran London Roar med 270, Tokyo Frog Kings med 208 og NY Breakers med 114.

OL-håb om fem uger i svømmeboble: Det er megaudfordrende og vildt inspirerende

Håndbold. GOG er tophold i mændenes bedste række. Trods et velsmurt Skanderborg-mandskab i 2. halvleg slap fynboerne fra det jyske med en sejr på 29-20. GOG-målmand Viktor Gisli havde en stor redning i sidste sekund, da Mads Kalstrup var blevet spillet fri på stregen.

Tennis. Det 19-årige italienske stortalent Jannik Sinner, der er nummer 44 på ranglisten, scorede karrierens anden ATP-finalesejr, da han i turneringen i Sofia i Bulgarien besejrede canadieren Vasek Pospisil 6-4, 3-6, 7-6 (3).

Håndbold. Den norske bagspiller Kristian Jakobsen Stranden tiltræder om en uge og dermed et halvt år tidligere end planlagt hos Sønderjyskes mænd. Med økonomisk hjælp fra lokale sponsorer har sønderjyderne frikøbt den 23-årige Stranden med det samme fra svenske IFK Skövde. Stranden kommer til et vinderhold, der på en stærk 2. halvleg lørdag besejrede Bjerringbro/Silkeborg i ligaen med 32-24.

Golf. Verdensranglistens nummer 1, 2 og 3, Dustin Johnson, Jon Rahm og Justin Thomas, er med i den kvintet, der topper stillingen halvvejs gennem sæsonens sidste major, Masters på Augusta. Med en score i 9 slag under par deler de føringen med australieren Cameron Smith og den 29-årige mexicanske Masters-debutant, Abraham Ancer, da anden runde blev færdigspillet lørdag middag, lokal tid. Cuttet på par blev det laveste nogen sinde i turneringens historie, og det blev klaret af tidligere vindere af turneringen som 50-årige Phil Mickelson og 44-årige Tiger Woods (begge 5 under par), den 6-årige tysker Bernhard Langer (4 under par), australieren Adam Scott (2 under par), Bubba Watson og den 50-årige canadier Mike Weir (begge 1 under par) samt Zach Johnson og Charl Schwartzel (begge par).

Rugby. En artig sensation fra spillet med den ovale bold. Argentina besejrede lørdag på neutral bane i Sydney New Zealands All Blacks-stjerner i en test med 25-15. Det var første gang i 31. forsøg, sydamerikanerne fik skovlen under de tre dobbelte verdensmestre.

Fodbold. Ikke flere landskampe til angriberen Kasper Dolberg i 2020. Forwarden fra Nice har forladt landsholdslejren i Helsingør med en overbelastet hofte, der holder ham ude af opgørene mod Island søndag og Belgien onsdag.

Fodbold. Lyngby-spilleren Nicolai Geertsens scoring i storsejren på 9-0 mod Slagelse i pokalturneringen tidligere i denne uge er blevet et globalt hit. Det fortæller Geertsen til TV2 Sport. »I går (torsdag, red.) var nok den sygeste og mest surrealistiske dag i mit liv. Det var fuldstændig vanvittigt«, fortæller Geertsen og tilføjer: »Der er virkelig mange, der har ringet og spurgt til målet. Det var en lang dag, men det var sjovt at prøve«. Lyngby Boldklub har lagt klippet på YouTube, hvor det foreløbigt er blevet afspillet mere end 400.000 gange.

Fodbold. Landstræner Kasper Hjulmand forventer et sultent islandsk mandskab i Parken søndag aften i Nations League-kampen. Island kommer til København med en nedtur i EM-playoff i bagagen og landstræner Erik Hamrén har meddelt sin afgang i den kommende uge. »Jeg tror, at det kan blive den sidste dans for flere af de islandske spillere. Det kan bringe dem ny energi og vil motivere dem til at ville slå Danmark i Parken, så vi tager ikke let på det. Vi gør klar til en fight, og vi skal præstere godt for at vinde«, siger Hjulmand ifølge Ritzau.

Fodbold. Det norske landshold fik i midtugen aflyst en testkamp mod Israel, da Helsedirektoratet, den norske sundhedsstyrelse, vurderede det for risikabelt at spille mod en modstander, der havde haft en positiv coronaprøve. Lørdag bremsede Helsedirektoratet så de norske spilleres rejse til Rumænien, hvor de efter planen skal spille Nations League søndag. Rejsen udfordrer de norske corona-retningslinjer. »Når Helsedirektoratet sætter foden ned, så har vi bedt truppen om at blive i Norge, indtil vi får en ny vurdering«, siger Det Norske Fodboldforbunds (NFF) præsident, Terje Svendsen, ifølge Ritzau og tilføjer: »NFF’s vurdering er, at der ikke er taget højde for situationer som denne, og at konsekvenserne ved ikke at stille op til kamp er meget store for norsk fodbold«. Rumæniens landstræner Mirel Radoi udtrykker forståelse for nordmændenes situation.

Fodbold. Randers FC-angriberen Alhaji Kamara var en af Sierra Leones helte, da holdet i kvalifikationen til Africa Cup of Nations vendte 0-4 til et 4-4-resultat mod Nigeria. Kamara kom på banen ved stillingen 4-1, han reducerede 20 minutter før tid til 2-4, inden den tidligere AGF-kant Mustapha Bundu kom på tavlen og Kamara fik udlignet.

Fodbold. AC Milan-træneren Stefano Pioli er testet positiv for corona og er gået i isolation.

Golf. Emily Kristine Pedersen stirrede direkte ind i en sportslig katastrofe på 18. hul under tredje runde af Saudi Ladies International. Hendes drive røg så langt ud til højre, at hun måtte slå en provisorisk bold i det tilfælde, at den første ikke kunne findes. Men den førstebold var i spil, og tre slag senere var hullet vendt til en succes med en birdie på par-5-hullet, så Emily Kristine Pedersen fortsat er på 1.-pladsen, som hun dog nu deler med englænderen Lydia Hall. De to er ét slag foran yderligere en englænder, Georgina Hall, og de tre udgør førerbolden i søndagens finalerunde, hvor Emily Kristine Pedersen med mindst en andenplads vil sikre sig den samlede sejr på Ladies European Tours sæsonrangliste.

Tennis. Holger Rune er klar til finalen i ITF-turneringen i Valldoreix i Spanien efter sejr over franskmanden Thomas Laurent. 6-4, 6-0 sejrede den 17-årige dansker, der i finalen skal møde spanieren Javier Barranco.

Fodbold. Sønderjyskes Superliga-topscorer Haji Wright er skadet og misser de næste kampe for Sønderjyske. Det oplyser cheftræner Glen Riddersholm til JydskeVestkysten. »Det eneste, vi kan sige, er, at han sandsynligvis er ude i to-tre kampe«, siger cheftræneren.

Fodbold. Roberto Firmino blev matchvinder for Brasilien i VM-kvalifikationen mod Venezuela. Med 1-0-sejren topper brasserne kvalifikationen med 9 point efter 3 kampe.

Fodbold. Islands svenske landstræner, Erik Hamrén, stopper i næste uge, når mændene fra Nordatlanten har spillet færdig i Nations League mod Danmark og England. Island tabte torsdag 1-2 til Ungarn i en afgørende kamp om at komme med til næste års EM-slutrunde. De to ungarske mål blev scoret meget sent i kampen. »Der er to kampe tilbage i år, og efter de to stopper jeg som landstræner for Island. Jeg fik nogle spørgsmål efter kampen mod Ungarn, som jeg ikke ønskede at besvare, fordi jeg ville have en snak med præsidenten, spillerne og staben«, siger den tidligere AaB-træner ifølge Ritzau.

Håndbold. Hvis Norge trækker sig fra sin del af værtskabet for EM for kvinder i december, er Dansk Håndbold Forbund (DHF) parat til at løfte hele opgaven med at afholde slutrunden. Men DHF-formand Per Bertelsen har dog en betingelse. Det skal ikke medføre ekstra omkostninger for DHF. »Hvis vi siger ja til at overtage for Norge, så er der ikke noget at komme efter. Så skal EHF (Det Europæiske Håndboldforbund, red.) eller en eller anden rigmand ind og sponsorere det«, siger Per Bertelsen til B.T. EM afholdes fra 3. til 20. december.

Fodbold. Tottenhams manager, José Mourinho, har fået én spilledags karantæne i Europa League. Det skriver Ritzau. Portugiseren straffes, fordi kampen mod Royal Antwerp FC 29. oktober blev sat for sent i gang. Tottenham har også fået en bøde på ca. 176.000 kroner.

Fodbold. Alle syv danske spillere fra engelske klubber, der er udtaget til det danske landshold, er testet negative for coronavirus. Det drejer sig om Kasper Schmeichel, Jonas Lössl, Pierre-Emile Højbjerg, Andreas Christensen, Jannik Vestergaard, Henrik Dalsgaard og Mathias Jensen. Det oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) til Ritzau.

Fodbold. Kroatiens midtbanespiller Marcelo Brozovic fra Inter er blevet isoleret fra resten af det kroatiske landshold på grund af en positiv coronatest. Kroatien møder lørdag Sverige og i næste uge Portugal i Nations League.

Bo Moshage

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her