Seneste nyt fra sportens verden.

Vanvidskørsel, kokain og ecstasy sender norsk ikon i fængsel

Havde Petter Northug fået en dom på 6 måneder eller derunder, kunne han have afsonet med fodlænke. Foto: Ole Martin Wold/Ritzau Scanpix
Havde Petter Northug fået en dom på 6 måneder eller derunder, kunne han have afsonet med fodlænke. Foto: Ole Martin Wold/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Skisport. Den tidligere langrendsstjerne Petter Northug er ved retten i Oslo blevet straffet med syv måneders ubetinget fængsel og permanent fratagelse af kørekortet. Den 34-årige tidligere dobbelte OL-guldvinder og 13 foldige verdensmester har accepteret dommen som følge af at have overtrådt fartbegrænsninger fire gange på tre dage, for at filme sine fartovertrædelser og for at være i besiddelse af narkotika – 6 gran kokain og 0,6 gram ecstasy. En angrende Northug har erkendt, at han havde et alvorligt problem med misbrug af alkohol, narkotika og piller. På de norske veje har han kørt over 200 km/timen.

E-sport. Astralis er lige nu verdens bedste Counter-Strike-hold. I hvert fald topper det danske mandskab verdensranglisten, der mandag er blevet opdateret. Dermed slutter Astralis året, som holdet også indledte det, nemlig som verdens nr. 1. Placeringen glæder sportsdirektør Kasper Hvidt. »Jeg er først og fremmest ekstremt stolt af, hvad holdet, træneren og organisationen har formået i 2020«, siger han i en pressemeddelelse.

Fodbold. Superligaklubben Lyngby har fyret cheftræner Christian Nielsen. Det oplyser klubben mandag eftermiddag i en pressemeddelelse. Jobbet overtages permanent af Carit Falch, der har fungeret som midlertidig cheftræner, mens Christian Nielsen har været ude med en hjernerystelse. Lyngby foretager også ændringer i klubbens ledelse. Sportschef Birger Jørgensen får således en ny stilling. Her vil han »i mindre grad deltage i den strategiske ledelse af klubben«, lyder det.

Svømning. DM på kortbane i Helsingør sluttede, som det startede: Med en dansk rekord. 17-årige Rasmus Nickelsen tog på sin nye hjemmebane med 50,83 sek. rekorden i 100 meter butterfly fra Daniel Steen Andersen, der i 2014 havde svømmet 51,14 sek. Rasmus Nickelsen blev dermed en af fem mandlige svømmere med to guldmedaljer ved DM-stævnet, hvor han også vandt bronze i 100 meter fri. Efter to gange sølv vandt Anton Ørskov Ipsen med 3.41,95 sek. guldet i 400 meter fri, hvor Oskar Lindholm vandt bronze for fjerde dag i træk og dermed blev den eneste med fire medaljer. Philip Greve blev også dobbelt mester ved at vinde 100 meter brystsvømning, ligesom 18-årige Nicklas Östman Pedersen med sejren i 50 meter vandt de to korte rygcrawlløb og 19-årige Lucas Bruun Strøbek vandt 400 meter medley.

Skisport. Den 21-årige italiener Alex Vinatzer hamrede sine næver sammen i frustration, da han var kommet i mål efter 2. gennemløb af mændenes slalomkonkurrence i Alta Badia. Hvorfor? Jo, opkomlingen førte konkurrencen efter 1. gennemløb og havde kurs mod sin første World Cup-gevinst, men formøblede det forspring på 0,27 sek., han havde til nærmeste rival og sluttede derfor udenfor podiet. I stedet blev det schweizeren Ramons Zenhäusern, der kørte sig til sejr i sæsonens første slalomkonkurrence med en margin på hhv. 0,08 sek. og 0,12 sek. til østrigeren Manuel Feller og Loic Meillard fra Schweiz, mens der var 0,19 sek. til den regerende juniorverdensmester Alex Vinatzer.

Fodbold. De tyske Bender-tvillinger Lars og Sven stopper karrieren efter denne sæson, når de er fyldt 32 år. Bayern Leverkusens defensiv-duo oplyser, at kroppene efterhånden har svært ved at følge med, og at et roligere liv med familien trækker.

Fodbold. Brøndby meldte før sæsonen ud, at man ville gå efter at komme i top-3 i Superligaen. Nu justerer et par af holdets profiler Morten Frendrup og Mikael Uhre over for Ritzau målsætningen for rækkens tophold. »Jeg håber og tror på, at det her kan blive til meget. Vi drømmer om det, men vi ved også, at det kræver utrolig hårdt arbejde», siger 19-årige Morten Frendrup. Mikael Uhre supplerer: »Selvfølgelig drømmer vi om mere. Det er det, der giver lysten til at arbejde så hårdt hver dag. Det giver en ekstra energi til at arbejde alle de sure timer på træningsbanen, når folk ikke kigger«. Brøndby vandt søndag 2-1 i Horsens og fører Superligaen.

13. runde i Superligaen: Mestrene fra heden holder jul på ligaens førsteplads

Fodbold. Der er godt gang i trænerkarrusellen i Genoa. Mandag blev Rolando Maran fyret som cheftræner, kun fire måneder efter han blev ansat. Som erstatning har Serie A-klubben ansat et velkendt ansigt. Davide Ballardini er således for fjerde gang på ti år blevet udnævnt som cheftræner i Genoa. Det skriver klubben på sin hjemmeside. Genoa med danskerne Lasse schöne og Lukas Lerager i truppen ligger efter en skidt sæsonstart næstsidst i tabellen. Det er kun blevet til en enkelt sejr i 13 kampe.

Badminton. Hvis man vil med til OL i Tokyo, så er det i ti uger fra 2. marts og frem man skal være skarp. Det er nemlig i det tidsrum, spillerne kan skrabe point sammen til OL-kvalifikationen, oplyser det internationale forbund BWF. I januar løfter de sløret for de præcise retningslinjer for det ændrede kvalifikationssystem.

Ishockey. For første gang i historien er en ishockeyspiller kåret som årets sportsnavn i Tyskland. Det er angriberen Leon Draisaitl fra NHL-holdet Edmonton Oilers, der søndag blev hædret af de 960 stemmeberettigede tyske sportsjournalister. Leon Draisaitl blev i sidste sæson både topscorer i NHL og vandt tillige prisen som den mest værdifulde spiller. Hos de tyske kvinder gik hæderen til længdespringeren Malaika Mihambo.

Håndbold. Spillerne fra Skjern Håndbold og Bjerringbro-Silkeborg kan gå på juleferie. Deres møde tirsdag i mændenes bedste række er blevet aflyst, da en række af BSH-spillere er blevet smittet med coronavirus. Kampen spilles i stedet i februar eller marts.

Fodbold. Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) har tilføjet fire danske navne til lister over internationale dommere. Sandi Putros kan i fremtiden dømme i kontinentalt regi hos mændene, mens Frederikke Lydia Søkær og Steffen Bramsen kan dømme kvindekampe. Desuden er Fie Bruun på listen over nye linjedommere.

Fodbold. På bare to måneder er FC København blev ændret markant på de indre linjer. Eksmanager Ståle Solbakken er erstattet af cheftræneren Jess Thorup, der i løbet af foråret får en sportsdirektør i skikkelse af AGF’eren Peter Christiansen. Spanske Rubén Sellés er hyret som assisterende træner, og i sidste uge blev Sune Smith-Nielsen udnævnt som udviklingsdirektør. Seneste tilføjelse til FCK-staben er Morten Raffnsøe Petz, der er hyret som ansvarlig for fodbolddata og teknologi. »Vi har et strategisk mål om at blive endnu stærkere på brugen af data i vores arbejde, og ansættelsen af Morten er et led i det helt centrale udviklingsprojekt i FCK«, siger den midlertidige sportslig leder William Kvist til klubbens hjemmeside.

Fodbold. To spillere fra FC Helsingør, Mathias Christensen og Sebastian Czajkowski, blev lørdag testet positive for coronavirus. Det oplyser 1. divisionsklubben i en pressemeddelelse. Spillerne er gået i isolation, og resten af truppen vil blive testet onsdag. Helsingør gik på vinterferie fredag med et nederlag på 0-1 til topholdet Viborg. Det nordsjællandske hold ligger på ottendepladsen efter 16 kampe.

Badminton. Thomas & Uber Cup 2021 er blevet programsat efter aflysningerne i 2020. Turneringen i Aarhus spilles 11.-17. oktober, skriver Det Internationale Badmintonforbund (BWF) på sin hjemmeside. I den efterfølgende uge afvikles Denmark Open.

Fodbold. AC Horsens fyrede Jonas Dal og meldte ud, at en ny træner vil være på plads rettidigt til januar. Den plan ændres måske, siger Niels Erik Søndergaard til Ritzau. »I vores ideelle verden har vi en klar til 7. januar, men vi ved også godt, at det nok ikke er alle, der som os er klar til at arbejde og holde møder i julen«, siger Niels Erik Søndergaard og tilføjer: »Derfor kan det også godt være, at vi må starte op efter nytår med det setup, som vi har nu«, siger sportschefen.

Roning. Den færøske roer Sverri Nielsen er blevet udtaget til OL, oplyser Danmarks Idrætsforbund (DIF) i en pressemeddelelse. Nielsen er forsvarende europamester og VM-sølvvinder i singlesculler og anses som et af de største danske håb om en medalje ved de kommende sommerlege i Tokyo i 2021. Det danske OL-hold til de udskudte lege består nu af 17 atleter.

Fodbold. Premier League-derbyet i Birmingham mellem West Bromwich og Aston Villa sluttede 3-1 til gæsterne fra Villa. West Bromwich er næstsidst i rækken, Villa er nr. 9.

Fodbold. Real Madrid sejrede 3-1 på udebane mod Eibar i La Liga og ligge rnu side om side i toppen af rækken med bysbørnene fra Atlético Madrid.

Motorsport. Formel 1-verdensmesteren Lewis Hamilton blev søndag blevet kåret til årets sportspersonlighed i Storbritannien af BBC. Dermed runder den 35-årige racerkører et flot år af, hvor han vandt VM for 7. gang og dermed tangerede tyske Michael Schumachers rekord.

Amerikansk fodbold. NFL’s prygelknabe New York Jets havde ikke vundet en eneste kamp i år før søndagens sejr over Los Angeles Rams. Her blev det til 23-20.

Bo Moshage

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her