Overskriften på denne uges opsats er selvfølgelig provokerende. For hvorfor pokker skulle Mikkel Hansen og også Niklas Landin og Lasse Svan blive væk fra den slutrunde i Egypten, hvor det danske håndboldlandshold skal forsvare VM-titlen? Der er jo noget stort på spil.
Fordi vi så ofte hører spillerne brokke sig over, at der drives rovdrift på dem. At der er et hav af ligakampe, pokalkampe, internationale klubkampe og store slutrunder, EM, VM og OL, udmarvende træningslejre og evindelige busrejser – at der aldrig er tid til at trække vejret og blandt andet komme sig over de småskader, der indfinder sig i løbet af en sæson.




























