Fodbold. Mens det i onsdags var Paris SG’s superstjerne Kylian Mbappe der med to scoringer var med til at tilføre Bayern München det første hjemmebanenederlag siden november 2019, var det lørdag en dansk fod, der spolerede storklubbens humør. I Bundesligaopgøret mod Union Berlin havde Jamal Musiala givet Bayern føringen i 68. minut, men en håndfuld minutter før tid afsluttede den indskiftede Marcus Ingvartsen et Union-angreb og fik med sit tredje sæsonmål udlignet til slutresultatet 1-1 og skabt hovedrysten på Bayern-bænken. Da Leipzig samtidigt vandt 4-1 i Bremen, er der nu en smule spænding i den tyske titelkamp igen. Bayern har 65 point, Leipzig har 60.
Fodbold. Der var tre danske scoringer i sæsonpremieren i Allsvenskan for mesterklubben Malmö FF, der indledte med at slide sig til en 3-2-sejr på hjemmebane mod Hammarby. Efter en 1-1-udligning på straffespark af Anders Christiansen og en 2-1-føring sat ind af Søren Rieks, var det fra en uventet fod det smukke sejrsmål skulle komme i sidste minut. Her modtog backen Jonas Knudsen bolden på kanten af straffesparksfeltet og sendte med et vristspark og største selvfølgelighed bolden op i krogen med venstrebenet. Nu er han Malmö-helt på Twitter.
Hestesport. Den 31-årige irer Rachael Blackmore skrev lørdag historie, da hun blev den første kvindelige jockey til at vinde den britiske klassiker Grand National. På Aintree væddeløbsbanen i Liverpool førte hun hesten Minella Times til triumfen i den 173. udgave.
Fodbold. Emiliano Marcondes scorede til slutresultatet 5-0 for Brentford i lørdagens sejr ude over Preston North End i den næstbedste engelske række. Brentford er nummer tre i rækken og i spil til oprykning til Premier League.
Cykling. WorldTour-løbet Baskerlandet Rundt sluttede i den helt store triumf for det hollandske Jumbo-Visma-mandskab med sloveneren Primoz Roglic som samlet vinder og den 24-årige dansker Jonas Vingegaard på andenpladsen efter en vild finaleetape, hvor Roglic og Co. for alvor fik ram på duoen fra UAE Team Emirates, den amerikanske indehaver af førertrøjen Brandon McNulty og den slovenske Tour de France-konge Tadej Pogcar. Roglic blev nr. 2 på den afsluttende kongeetape efter franskmanden David Gaudu Groupama-FDJ), mens Jonas Vingegaard blev nr. 6 i den efterfølgende gruppe 35 sekunder senere efter at have vogtet over Roglic-rivalen Pogacar det meste af vejen. Vingegaard kom således i fint selskab på sejrspodiet 52 sekunder efter holdkaptajnen og 15 foran nr. 3 Pogacar.
Fodbold. I lørdagens tidlige kamp i Premier League kom oprykkerne fra Leeds foran kort før pausen, hvor de også fik en mand udvist, og holdt stand mod topholdet Manchester City frem til 75. minut. Så udlignede Ferran Torres efter et langvarigt City-pres, der fortsatte frem til tillægstiden, hvor Leeds stik mod spil og chancer fik scoret til 2-1 på en kontra ved Stuart Dallas, der blev dobbelt målscorer og matchvinder mod de formentlig kommende engelske mestre. Manchester City fører Premier League med et forspring på 14 point til Manchester United, der søndag møder Tottenham.
Andetsteds i Premier League fik Liverpools back Trent Alexander-Arnold revancheret sig efter en pauver indsats i Champions League-nedturen mod Real Madrid tidligere på ugen. Hjemme på Anfield kom Liverpool bagud mod Aston Villa kort før pausen, hvor Roberto Firminos scoring ikke blev godkendt af VAR, men efter pausen udlignede Mohamed Salah efter en times spil, inden Trent Alexander-Arnold afsluttede med venstrebenet i tillægstiden til 2-1. Liverpool er nu nummer 4.
Basketball. Fusionsklubben BMS Herlev Wolfpack tog lørdag et stort skridt i retning af klubbens første DM-titel. I den første finale blev Hørsholms besejret 70-57. Laura Ziegler scorede 14 point for BMS, mens Gritt Ryder lavede 16 point for gæsterne, der indledte svagt i offensiven og var bagud 34-4! Der er revanchemulighed i bedst af fem-serien på onsdag.
Håndbold. Skjern har skrevet kontrakt med den bosniske stregspiller Senjamin Buric fra RK Zagreb. Den 30-årige skal i næste sæson erstatte norske Bjarte Myrhol, der stopper karrieren. Myrhol scorede i øvrigt tre gange i DM-slutspillet lørdag, da Skjern tabte 27-33 hjemme til TTH Holstebro.
Fodbold. De danske myndigheder har med forbehold garanteret, at der kan lukkes mindst 11.000-12.000 tilskuere ind til de fire EM-kampe i Parken til juni. Men hvordan finder Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) frem til, hvilke billetindehavere, der skal have adgang til de udsolgte kampe med en nu begrænset stadionkapacitet? I en mail sendt til alle billetindehavere til de 51 kampe spredt ud over Europa fremgår det, at der vil blive foretaget en lodtrækning blandt billetindehaverne, såfremt der er flere billetter end pladser på stadion. Uefa oplyser endvidere i mailen sendt til billetindehavere, at man frem til 22. april kan få sin billet refunderet. Uefa opfordrer desuden billetindehavere til at returnere billetter, hvis de allerede nu kan se, at de ikke kan overholde gældende rejserestriktioner.
Fodbold. Ubesejrede Viborg mere end ligner et superligahold til den kommende sæson. I 24. spillerunde i 1. division blev det til en 4-1-sejr på hjemmebane mod Fredericia. Ligatopscorer Sebastian Grønning bidrog med sine sæsonmål nummer 13 og 14. I den direkte forfølgerduel om den anden oprykningsplads til Superligaen sendte tre hurtige Silkeborg-afleveringer Magnus Mattsson i fri skudposition midt i 1. halvleg, hvor offensivspilleren let kunne score på Esbjerg-målmand Mads Kikkenborg til 1-0. Esbjergenserne fik scoret det vigtige 1-1-udligningsmål ved Kevin Conboy midt i 2. halvleg, da backen havde sneget sig med frem i feltet og tæt under mål fik en lang tå på bolden. Med 1-1 er Silkeborg nu 7 point efter Viborg (60 point), mens Esbjerg er 8 point efter. På fredag er Esbjerg gæster hos Viborg. Nederlag kan gøre vej tilbage til Superligaen noget længere for vestjyderne.
Cykling. Adskillige arrangører har også i denne sæson måttet ty til aflysninger på grund af coronapandemien, men når det otte dage lange etapeløb Tyrkiet Rundt ikke som planlagt kan gå i gang i morgen, er det af en ganske anden grund. Voldsomt snevejr over den centrale provins Anatolien, hvor løbet skulle være startet i Nevsehir, nødvendiggør en aflysning af 1. etape. Foreløbig håber man at kunne køre mandag, hvorefter ruten bevæger sig ned på sydkysten, der ikke er ramt af sneproblemer. Tyrkiet Rundt hører hjemme i løbskategorien lige under WorldTour og har deltagelse af tre mandskaber fra 1. division, Deceuninck-Quick Step, Israel Start-Up Nation og Astana.
Fodbold. Landsholdsanfører Pernille Harder er kåret som årets spiller 2020 af de danske fans. Det oplyser Dansk Boldspil-Union. »Det har været et fantastisk år for mig personligt. Både på klubholdet, men også med det her fantastiske landshold«, siger Chelsea-spilleren, der i 2020 med sit skifte fra Wolfsburg til den engelske klub blev verdens dyreste kvindelige fodboldspiller. Ca. 2,6 millioner kroner kostede det Chelsea, at hente danskeren på en treårig kontrakt. Politiken bringer på mandag et stort interview med den danske stjerne.
Roning. Sverri Nielsens titelforsvar ved EM i Varese i Italien lever i bedste velgående, mens de øvrige danske deltagere har svært ved at gøre sig gældende blandt de bedste. Lørdag roede færingen Sverri Nielsen sig problemfrit videre til singlescullerfinalen ved at blive nummer to i sin semifinale. Fie Udby Erichsen skuffede i kvindernes singlesculler. OL-sølvvinderen fra 2012 gik ned på de sidste 500 meter og det udnyttede en ukrainer og en hviderusser til at ro forbi danskeren, der nu skal ro B-finale – ligesom både kvindernes og mændenes toer, de to letvægtsdobbeltscullere og kvindernes firer.
Fodbold. Joachim Andersen og Fulham var sekunder fra at få et point i hjemmekampen i Premier League mod Wolverhampton, men gæsternes Adama Traore hamrede sejrsmålet ind, da den danske Fulham-kaptajn var alt for passiv i sin tilgang til den muskuløse spanske angriber. Fulham har tre point op til den rigtige side af nedrykningsstregen og spillet to kampe flere end Newcastle.
Fodbold. Arminia Bielefeld sejrede fredag 1-0 i Bundesliga-opgøret mod Freiburg og kom dermed over nedrykningsstregen.
Ishockey. Rungsted Seier Capital er som det første hold klar til DM-finaleserien. Fredag aften sejrede Rungsted Seier Capital 4-1 på hjemmebane mod Sønderjyske og vandt dermed serien 4-1. I den anden semifinaleserie vandt Aalborg Pirates hjemme 5-2 over Esbjerg Energy og fører nu 3-2 sammenlagt.
Golf. Trods en runde i par (72) slag bevarede englænderen Justin Rose føringen ved US Masters på Augusta-anlægget i Georgia. Rose, der i 2015 og 2017 blev nummer to i prestigeturneringen, har brugt 137 slag. Amerikanerne Brian Harman og Will Zalatoris følger lige efter med 138 slag i turneringen, hvor den amerikanske verdensetter Dustin Johnson ikke klarede cuttet.
Basketball. Den 40-årige spanske legende Pau Gasol gjorde fredag comeback efter to årspause, da med Barcelona tabte 72-82 til Bayern München i Euroleague. Den 2,16 høje Gasol, der har spillet 18 sæsoner i NBA og vundet titlen i Nordamerika to gange med LA Lakers, scorede 9 point i sit comeback
Curling. Der bliver forlænget spilletid ved VM for mænd i Calgary i Canada. De fem tilbageværende chold er i venteposition og skal testes igen efter coronaudbrud i VM-boblen. Der resterer fem kampe ved VM - herunder bronzekampen og finalen – som kan blive rykket til næste uge. Danmark sluttede efter nederlag fredag til Rusland og Italien som nummer 11 af 14 deltagende nationer.
Tennis. Verdensranglistens nummer et er færdig ved grusturneringen i Charleston i USA. Australske Ashleigh Bary tabte i kvartfinalen til spanieren Paula Badosa 6-3, 6-4.
Ishockey. Lars Eller blev noteret for to assist, da Washington Capitals vandt 4-3 ude over Buffalo Sabres i NHL natten til lørdag.
Håndbold. Træner Nicolej Krickau har forlænget kontrakten med GOG’s hold i den bedste danske række for mænd. Den nye aftale løber ifølge TV2 til 2024.
Cykling. Den tidligere U23-verdensmester på landevejen Romain Sicard indstiller sin karriere på grund af hjerteproblemer. Det skriver den 33-årige franske Total Direct Energie-rytter på Twitter.