0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hansi Flick vil væk fra Bayern München efter denne sæson

Følg strømmen af sportsnyheder fra ind- og udland.

Fodbold. Bayern Münchens succesrige træner Hans-Dieter ’Hansi’ Flick ønsker at forlade klubben til sommer et år før hans kontrakt udløber. Det siger han i et interview med tysk Sky. »Jeg har sagt til holdet, at jeg i ugens løb har informeret klubben om, at jeg vil ud af min kontrakt efter denne sæson« siger Flick til Sky. Flick førte sidste år Bayern München til hele seks trofæer, men han har næsten i hele sin sin embedsperiode været i konflikt med sportschef Hasan Salihamidzic. Flick er blevet sat i forbindelse med posten som tysk landstræner, der bliver ledig efter sommerens EM.

Golf. Efter en runde i et slag under banens par er Jeff Winther på 14. pladsen i Europa Tour-turneringen Austrian Open. Danskeren har seks slag op til spanske Alejandro Cañizares og tyske Martin Kaymer på en delt førsteplads.

Håndbold. Kvindelandsholdet vandt for anden gang på tre dage over de spanske viceverdensmestre. Sejren i Hillerød lød på 27-23 efter en dansk føring på 15-7 ved pausen. Sejren var betydeligt mere sikker end cifrene ved første øjekast tyder på. Efter 10 minutters spil efter pausen førte det danske hold 20-10, men derefter mistede spillerne koncentrationen og lavede en række fejl, som betød, at spanierne kunne pynte på resultatet. I det danske mål stod Anna Kristensen en fin kamp med 14 redninger.

Svømning. Kvalifikationen til EM i Budapest kiksede på førstedagen af Danish Open, da den tidligere europamester Viktor Bromer med 1.59,12 min. for anden gang på en uge var cirka et sekund fra kravtiden i 200 meter butterfly. OL-kvalificerede Helena Rosendahl Bach dokumenterede til gengæld sin gode form, da hun i 400 meter medley barberede tre sekunder af sin bedste tid. 17-årige Clara Rybak Andersen forbedrede sig med et sekund til 1.09,31 min. i 100 meter brystsvømning, hvor der var fint, bred niveau med fire svømmer under 1.10 min. med 200 meter-specialisten Thea Blomsterberg som vinder i 1.09,00 min.

Motorsport. For 99. gang i karrieren var Lewis Hamilton (Mercedes) hurtigst i kvalifikationen til et formel 1-grandprix. På Imola sikrede den 7 dobbelte verdensmester sig poleposition i kvalifikationen til Emilia-Romagnas Grand Prix og starter således forrest til søndagens løb. Sergio Perez (Red Bull) var tæt på og starter som nr. 2 foran teamkollega Max Verstappen. Anden startrække fuldendes af Charles Leclerc (Ferrari).

Fodbold. Bayern München rykkede tættere på klubbens 9. tyske mesterskab på stribe med en 3-2-sejr på udebane over VfL Wolfsburg. Fredag skuffede RB Leipzig nemlig ved at spille 0-0 hjemme mod Hoffenheim, og med sejren over Wolfsburg har Bayern nu et forspring på 7 point til Leipzig. Wolfsburg er fortsat nr. 3 med gode muligheder for at indløse billet til næste sæsons Champions League.

Tennis. Efter at have besejret blandt andet verdens nr. 1, Novak Djokovic, blev semifinalen i Monte-Carlo Masters endestationen for Dan Evan. Briten tabte klart i to sæt til græske Stefanos Tsitsipas med cifrene 6-2, 6-1. I finalen skal Tsitsipas møde russiske Andrej Rublev, der i den anden semifinale slog Casper Ruud fra Norge i to sæt med cifrene 6-3, 7-5.

Fodbold. Uden selv at spille sikrede Norwich City sig oprykning til Premier League. Det var Brentfords 0-0 hjemme mod Milwall og Watfords 1-0-nederlag til Luton, der betød, at Norwich kunne fejre oprykningen efter blot en enkelt sæson i The Championship. Resultaterne betyder nemlig, at Norwich ikke kan slutte dårligere end nr. 2, der også giver oprykning.

Fodbold. Brøndby gjorde lørdag titelkampen i kvindernes bedste fodboldrække til en duel med HB Køge. Med en hjemmesejr på 4-1 over Fortuna Hjørring blev de nordjyske gæster reelt hægtet af i kampen om mesterskabet. Fortuna Hjørring har efter nederlaget henholdsvis syv og otte point op til HB Køge og Brøndby, så forspringet bliver svært at hente. HB Køge har endda spillet en kamp færre end de to øvrige hold.

Cykling. Med en gennemsnitshastighed på 52,909 km/t scorede den 27-årige schweiziske europamester i enkeltstart Stefan Küng (Groupama-FDJ) dobbelttriumf i det 14,3 km lange temporidt, der udgjorde næstsidste etape i Volta a Valenciana. Han henviste med tiden 16.12 minutter portugiseren Nelson Oliveira til andenpladsen med 11 sekunder, og samtidig erobrede han førertrøjen fra Oliveiras spanske holdkammerat Enric Mas. Denne fightede indædt for at forsvare sin position, og indtil 500 m fra mål så det ud til, at det måske kunne lykkes. Så punkterede Mas imidlertid på forhjulet og satte så meget tid til, at han dumpede ned på andenpladsen sammenlagt efter Küng og Oliveira.

Fodbold. Efter et gigantisk drama på St. James’ Park tabte West Ham et vigtigt skridt i kampen om en plads i næste sæsons Champions League. Hjemmeholdet Newcastle vandt nemlig 3-2 og fik dermed lidt luft i bundstriden. Newcastle kom foran 2-0 i 1. halvleg, og da West Ham samtidig fik vist Craig Dawson ud, var det op ad bakke for London-mandskabet. Men det lykkedes at få udlignet til 2-2, inden Joseph Willock i det 82. minut blev matchvinder for Newcastle med målet til 3-2.

Fodbold. Med en sejr på 3-0 over HB Køge tog Silkeborg afstand til rivalerne fra Esbjerg i kampen om oprykning til Superligaen. Med sejren i Køge har jyderne et forspring på 4 point til Esbjerg, der fredag tabte 4-0 til topholdet Viborg.

Tennis. Holger Rune fik klø, da han tidligere på ugen mødte Norges bedste, Casper Ruud, ved Monte Carlo Masters, men til gengæld var Rune klart bedst, da han lørdag mødte Sveriges bedste kort. I den første kamp i kvalifikationsturneringen til ATP-turneringen i Barcelona slog den 17-årige dansker sin svenske modstander, Mikael Ymer, med de klare cifre 6-0, 6-2 på blot 56 minutter. Ymer rangerer som verdens nummer 95, mens Rune ligger på 322.-pladsen. Søndag skal Rune op imod tyske Peter Gojowczyk, der er nummer 130 på verdensranglisten, om en plads i hovedturneringen i Barcelona.

Cykling. For anden dag i træk viste den 23-årige belgier Jasper Philipsen (Alpecin-Fenix) sig som den hurtigste, da også den 7. og næstsidste etape i Tyrkiet Rundt mundede ud i en massespurt. Med den tyske veteran André Greipel (Israel Start-Up Nation) og den tredobbelte britiske etapevinder Mark Cavendish (Deceuninck-Quick Step) på de næste pladser var det de vante hovedpersoner, der markerede sig på de 180 km fra Marmaris til Turguteris. Australieren Jay Vine (Alpecin-Fenix) erobrer 33 bonussekunder undervejs og er dermed kun et enkelt sekund efter den førende spanier José Manuel Diaz (Delko) inden finaleetapen.

Fodbold. Qatar lover et coronafrit VM i 2022, og der arbejdes for øjeblikket på at tilbyde alle, der skal til ørkenstaten i forbindelse med slutrunden, en vaccine.

Håndbold. Ole Bitsch er ny træner i Randers HK fra næste sæson. Bitsch har skrevet under på en toårig kontrakt med kronjyderne, og han afløser Niels Agesen.

Idræt. 20 procent af de danske børn, der går til idræt, har følt sig mobbet, drillet eller holdt udenfor, når de har gået til sport. Og næsten 10 procent er stoppet på grund af det, viser en rapport fra Center for Ungdomsforskning ifølge Ritzau. Mary Fonden og Dansk Boldspil-Union (DBU) lancerer i samarbejde et nyt initiativ, der skal forsøge at komme problemet til livs. Det hedder Antibulli Fodbold og bygger på Mary Fondens erfaringer fra Antibulli Håndbold og Antibulli Svømning. Pernille Harder og Kasper Schmeichel bliver ambassadører for projektet.

Håndbold. Morten Soubak har skrevet en toårig kontrakt med den rumænske klub Dunărea Brăila. Den danske træner, der blandt andet førte Brasilien til verdensmesterskabet i 2013, og senest har han været landstræner i Angola.

Håndbold. Når kvindelandsholdet lørdag eftermiddag møder Spanien i en testkamp, er det med Elma Halilcevic fra Team Esbjerg på venstre fløj i stedet for Emma Friis. Sidstnævnte pådrog sig en knæskade, da de to nationer mødtes i torsdags.

Cykling. Oscar Sevilla, 44-årig spanier, der i begyndelsen af sin karriere bl.a. blev nr. 2 i Vuelta a España 2001, men aldrig fik kontrakt med et stort mandskab igen, efter at han i 2006 som ansat på det tyske Team Telekom var involveret i dopingskandalen Operacion Puerto, opererer stadig med succes i international cykelsport. Han har i adskillige sæsoner kørt for mindre colombianske firmahold, og han har netop vundet prologen i det ni dage lange Vuelta a Colombia, hvor han i øvrigt blev samlet nr. 1 tre år i træk fra 2013 og frem.

Tennis. Clara Tauson er færdig i WTA-turneringen i amerikanske Charleston. Det danske tennistalent måtte trække sig fra kvartfinalen mod Maria Camila Osorio Serrano kort inde i andet sæt på grund af den knæskade, Tauson pådrog sig i turneringens første runde. Tauson tabte 1. sæt 6-4 og måtte opgive at spille videre ved stillingen 1-0 til Serrano i 2. sæt.

Fodbold. Esbjergs assistenttræner, Claus Nørgaard, har valgt at stoppe i jobbet efter denne sæson og skal i stedet være head of coaching i Vejle Boldklub, skriver Esbjerg i en pressemeddelelse.

Håndbold. København Håndbold har skrevet kontrakt for to år med den svenske landsholdsspiller Mikaela Mässing. Den 27-årige venstreback er hentet i den rumænske klub CS Minaur Baia Mare.

Fodbold. Harry Kane scorede begge Tottenhams mål i 2-2-kampen mod Everton fredag aften. Den engelske landsholdsspiller måtte dog forlade banen med en ankelskade, og det bekymrer London-klubben blot 9 dage før Liga Cup-finalen mod Manchester City.

Ishockey. Rungsted Seier Capitals vandt den første af potentielt syv DM-finaler med Aalborg Pirates med 3-0. Alle tre mål blev scoret i sidste periode. De to hold mødes igen søndag.

Læs mere

Annonce

For abonnenter