0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Norsk løbeikon demonstrerer topform før OL i Tokyo

De seneste nyheder fra sportens verden.

Olympisk. Brisbane i Australien er kommet et skridt nærmere at få tildelt værtskabet for OL i 2032. Torsdag oplyser Den Internationale Olympiske Komité (IOC) på Twitter, at IOC’s bestyrelse har valgt at indstille Brisbane som vært for legene om 11 år. Der vil blive taget stilling til, om OL skal vende tilbage til Australien igen for første gang siden år 2000 på IOC’s session i Tokyo 21. juli, kort før dette års OL begynder i den japanske hovedstad. I februar meddelte IOC, at Brisbane var det bedste bud på en OL-vært i 2032, og nu er byen altså formelt indstillet til at blive det.

Atletik. Den norske løber Jakob Ingebrigtsen skrællede torsdag aften lidt over et sekund af den nu tidligere europæiske rekord på 5.000 meter. Det skete ved et Diamond League-stævne i Firenze. Ingebrigtsen løb i tiden 12 minutter og 48,45 sekunder. Det er 1,26 sekunder hurtigere end den tidligere europæiske rekord, som belgiske Mohammed Mourhit havde i mange år. Ingebrigtsens tid var samtidig den hurtigste, der er sat i år på 5.000 meter. Verdensrekorden har Joshua Cheptegei fra Uganda med tiden 12 minutter og 35,36 sekunder.

Fodbold. Aston Villa har slået sin egen transferrekord. Torsdag bekræfter Premier League-klubben, der har danske Johan Lange som sportsdirektør, at den har købt Emiliano Buendia for et beløb, der altså er større, end hvad Aston Villa nogensinde tidligere har givet for en spiller. Aston Villa oplyser ikke prisen, men ifølge flere engelske medier koster den argentinske offensivspiller, der er købt i Norwich, lidt over 300 millioner danske kroner.

Tennis. Ruslands Anastasia Pavlyuchenkova er i sin første grand slam-finale, efter hun i torsdagens første French Open-semifinale fik nedkæmpet en af turneringens store overraskelser, slovenske Tamara Zidansek, 7-5, 6-3. Pavlyuchenkova har tidligere været i alle grand slam-turneringernes kvartfinaler, så finalepladsen er et stort skridt frem for den 29-årige russer, der er nr. 32 på ranglisten. I finalen skal hun møde den useedede tjekke Barbora Krejcikova, der efter et drama med over tre timers tennis torsdag aften besejrede græske Maria Sakkari 7-5, 4-6, 9-7.

Tennis. Holger Rune besejrer torsdag den meget rutinerede spanier Fernando Verdasco i to sæt, 6-4, 6-3, og er klar til kvartfinalen i ATP Challenger-turneringen i franske Lyon.

Cykling. Den danske verdensmester i 4 km holdforfølgelsesløb og parløb Lasse Norman (Team Qhubeka Assos) blev noteret for sæsonens bedste resultat på landevejen, da han blev nr. 7 på den 11,2 km lange enkeltstart, som udgjorde 2. etape i Belgien Rundt. Temporidtet blev vundet af indehaveren af løbets førertrøje, belgieren Remco Evenepoel (Deceuninck-Quick Step), 2 sekunder foran landsmanden og holdkammeraten Yves Lampaert, mens Lasse Norman var slået med 21 sekunder.

Olympisk. Danmarks Idrætsforbunds (DIF) afgående formand, Niels Nygaard, bliver ikke ny præsident for Den Europæiske Olympiske Komité. I et kampvalg med den tidligere korruptionsanklagede græker Spyros Capralos tabte danskeren klart med stemmerne 16-34. Spyros Capralos var involveret i en af talrige sager om sortbørsbilletter i forbindelse med OL i London i 2012. En sag, der fik Den Internationale Olympiske Komité (IOC) til at løfte pegefingeren. I syv år holdt IOC ham ud i strakt arm, før de for to år siden tog ham til nåde.

»Jeg er tilfreds med den valgkamp, jeg har ført, hvor jeg har slået på åbenhed og involvering af medlemslandene, og jeg tror, at jeg kunne have ledet EOC i en positiv retning. Men sådan gik det ikke, og jeg kigger derfor frem mod andre spændende udfordringer«, siger Niels Nygaard, som nu stopper helt som EOC-medlem, hvor han er afgående vicepræsident.

Cykling. Det var lige ved og næsten for Jakob Fuglsang på 5. etape af Schweiz Rundt. Danskeren angreb på næstsidste stigning og lå længe alene i front. Men med få kilometer tilbage blev Fuglsang indhentet af Richard Carapaz. De to fulgtes ad op til mål i alpebyen Leukerbad, men ecuadorianeren var altså hurtigst, da etapevinderen skulle findes. Carapaz trak forbi Fuglsang på de sidste meter og vandt. Sejren sender også Ineos-profilen i løbets førertrøje. Der resterer tre etaper af Schweiz Rundt inklusive en bjergenkeltstart.

Fodbold. PSG har lavet en treårig kontrakt med den hollandske midtbaneprofil Georginio Wijnaldum. Det meddeler klubben torsdag eftermiddag på sin hjemmeside. 30-årige Wijnaldum kommer til den franske hovedstad på en fri transfer efter fem sæsoner i Liverpool, som han blandt andet vandt Champions League og et engelske mesterskab med. I alt nåede hollænderen 237 kampe og 22 mål for Liverpool, som i slutningen af maj fik besked fra hollænderen om hans intentioner om at søge videre i karrieren.

Cykling. Tour de France-kongen Tadej Pogacar (UAE team Emirates), der har valgt hjemlandets Slovenien Rundt som forberedelse til sommerens store begivenhed i Frankrig, satte allerede på 2. etape konkurrenterne effektivt til vægs. Den 22-årige slovener angreb alene, da der manglede 22 km, og han holdt hjem med et forspring på 1.22 minut til landsmanden Matej Mohoric (Bahrain Victorius). De to topper også det samlede klassement. Det var Pogacars syvende sejr i denne sæson, hvor han senest var først over stregen i Liège-Bastogne-Liège i slutningen af april.

Fodbold. Brentford er torsdag blevet en dansker fattigere. Den 26-årige offensivspiller Emiliano Marcondes får således ikke forlænget sin kontrakt, der løber ud denne sommer, meddeler klubben på sin hjemmeside. Den tidligere FC Nordsjælland-profil har haft et omskifteligt ophold i Brentford, men er ifølge cheftræner Thomas Frank en stor del af oprykningen til Premier League. »Alle kunne se, hvor stor en rolle Emiliano spillede for os i playoffkampene. Han var kampens bedste spiller i finalen, scorede og var overalt. Og jeg synes, han var endnu bedre i semifinalen«, siger Frank til klubbens hjemmeside. Skader har dog holdt Marcondes på sidelinjen i en del af hans tre og et halvt år i Brentford.

Fodbold. Den dopingudelukkede Ajax-målmand Andre Onana har fået sin etårige karantæne reduceret til 9 måneder ved Den Internationale Sportsdomstol (CAS). Cameroon-keeperen blev testet positiv for det vanddrivende stof furosemide, som i dopingsammenhæng er kendt som et sløringsstof. CAS har vurderet, at Onana ikke bevidst har indtaget stoffet. Onana har forklaret, at han havde taget en pille fra sin kærestes receptmedicin og taget fejl af pakken: Han troede, det var en almindelig hovedpinepille.

Fodbold. Den første sæson med Video Assistent Referee (VAR) i Superligaen har været en blandet landhandel. VAR greb ind 66 gange i 193 kampe, hvilket ifølge dommerchef Michael Johansen er et tilfredsstillende og forventeligt niveau. I den kommende sæson håber Johansen på, at VAR fylder mindre. VAR var i gennemsnit 84 sekunder om at gribe ind. »Hvis vi kigger på, hvor vi skal ligge på den samlede tid, hvor vi står og venter på VAR, så skal vi ned på omkring 40 sekunder i snit pr. kamp«, siger Johansen til Spillerforeningens podcast, ’Dommeren forklarer’. 15 gange i sæsonen har VAR fejlet. Det tal skal også ned. »VAR garanterer ikke, at alt bliver fejlfrit. Der vil være cirka en fem stykker, der smutter gennem nåleøjet, for det er stadig mennesker, vi har med at gøre«, siger Michael Johansen.

Tennis. Den topseedede Novak Djokovic er klar til endnu et stort opgør med gruskongen Rafael Nadal. Serberen sejrede sent onsdag i French Open-kvartfinalen mod italieneren Matteo Berrettini, som blev besejret 6-3, 6-2, 6-7 (5-7), 7-5. Opgøret bød på en 22 minutter lang pause, da de flere tusinde tilskuere skulle ud af arenaen som følge af de franske coronarestriktioner, der blandt andet indebærer et udgangsforbud efter kl. 23.

Adskillige tilskuere på stadion var utilfredse og sang: »Vi har betalt, så vi bliver«. Matteo Berrettini mener, at han mistede momentum i kampen, da tilskuerne forsvandt. »Jeg spillede virkelig godt, og afbrydelsen var ikke godt for mit spil«, siger italieneren ifølge AP.

Novak Djokovic fører 29-28 i indbyrdes opgør mod Nadal, men det er mere end fire år siden, han har nedkæmpet Nadal på grus. Kampen spilles fredag. Torsdag byder på de to overraskende semifinaler i kvindernes række: Anastasia Pavlyuchenkova-Tamara Zidansek og Maria Sakkari-Barbora Krejcikova. Ingen af de fire har tidligere været i en semifinale på grandslam-niveau.

Fodbold. Tre døgn. Så lang tid nåede det asiatiske bettingselskab BK8 af være trøjesponsor for Premier League-oprykkerklubben Norwich. Efter voldsomt pres fra klubbens fans måtte ledelsen krybe til korset torsdag og annullere kontrakten. Fans havde brokket sig over, at bettingselskabet bruger meget letpåklædte kvinder i halvpornografiske situationer i sin markedsføring.

Fodbold. Der er mulighed for fuldt hus i Parken, når næste sæsons første storkamp afvikles i Superligaen. I 4. spillerunde 8. august gæster mestrene fra Brøndby FC København, og på det tidspunkt er afstandskrav og sektionering som følge af nattens genåbningsaftale ophævet til udendørs arrangementer med siddende tilskuere. Claus Thomsen, direktør i Divisionsforeningen, jubler. »Vi er rigtig glade for, at vi fra 1. august kan byde inden for til fuld kapacitet«, siger han til Ritzau og tilføjer: »Vi havde selvfølgelig gerne set, at det gjaldt fra sæsonstart (18. juli, red.), men vi kan glæde os over, at vi kan åbne for sektioner med 1.000 tilskuere i stedet for 500, som det har været tilfældet indtil nu«.

Genåbning. Håndbold, basketball, ishockey og alt andet indendørs idræt må fra 1. august lukke publikum ind i sektioner á 1.000 tilskuere mod de nuværende 500 tilskuere. Fra 1. september ophæves ordningen, og der vil være fri adgang.

Motorsport. Anders Thomsen genvandt onsdag aften i Vojens det individuelle danmarksmesterskab. Thomsen vandt samtlige af de indledende heat og havde maksimum point med i finalen. Derfor kunne han nøjes med andenpladsen i finaleheatet, og den fik han, da han kørte over målstregen efter legendariske Nicki Pedersen.

Ishockey. I slutspillet i NHL er den næstsidste semifinaledeltager fundet. New York Islanders sejrede i kamp 6 med 6-2 over Boston og vandt dermed serien 4-2. Nu venter Tampa Bay i semifinaleserien, hvor Montreal skal møde vinderen af opgøret Colorado-Vegas (2-3).