0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Russell Cheyne/Ritzau Scanpix
Foto: Russell Cheyne/Ritzau Scanpix

FC Midtjylland får uafgjort efter højdramatisk opgør mod Celtic

Følg med i strømmen af nyheder fra sportens verden.

Fodbold. Foran 9.000 larmende, skotske tilskuere på Celtic Park spillede de danske sølvvindere fra FC Midtjylland 1-1 mod Celtic i det første af to opgør i kvalifikationen til Champions League. Det efter en kamp, der bød på adskillige forsøg på træværket og to røde kort – et til hvert mandskab.

Celtic var bedst i en lidt rodet første halvleg, hvilket gav udbytte efter 39 minutter, da Ryan Christie scorede fra kanten af feltet. Få minutter senere gav skotternes midterforsvarer Nir Bitton midtjyderne en livline, da han fik sit andet gule kort for at skubbe til Anders Dreyer, der forinden var faldet i feltet – på en noget tynd baggrund ifølge Bitton. Og mon ikke der blev talt om karma på tribunerne i Glasgow tidligt i 2. halvleg. For her fik Anders Dreyer nemlig sit 2. gule kort af dommer Sandro Schärer for at forsøge at filme sig til et frispark.

Dumheden fra Dreyer skiftede momentum mere over på Celtics side, men ud af det blå sparkede FCM’s Evander et frispark i kassen fra kanten af feltet. Her så Celtics målmand Barkas mildt sagt ikke godt ud. Resten af kampen forløb uden de helt store begivenheder, så med 1-1 på udebane er spændingen intakt inden returopgøret i Herning, der spilles onsdag i næste uge.

Håndbold. Mændene må spille i shorts og tanktop. Kvinderne skal spille i trusser. Men det ville det norske landshold i beachhåndbold ikke finde sig i længere. Den beslutning har indkasseret dem en bøde på 11.000 danske kroner, fordi de valgte at stille op i tights ved EM i bronzekampen fremfor de sædvanlige trusser, som er en del af den reglementerede kampuniform. Norges kultur-og ligestillingsminister Abid Raja (Venstre) er stærkt kritisk overfor bøden: »Hold da op så mange holdningsændringer, der er behov for i det gammeldags internationale alderdomsforbund inden for idrætten. Det værste er, at de bare slet ikke forstår ligestilling«, skriver han på sin Twitter. På nedenstående billede er de norske håndboldkvinder med de tights, som nu har kostet dem en bøde. Nederst er et holdbillede med mændenes uniform og kvindernes, påkrævet trusser.

Håndbold. Dansk Håndbold Forbund (DHF) har forsøgt at få ændret reglerne om kvinders påklædning i strandhåndbold, siger generalsekretær Morten Stig Christensen: »De regler er helt utidssvarende. Det gør mig ærgerlig og ked af det, at det lige præcis er på det kønsspecifikke, og at kvinderne kommer i klemme her. Derfor er det for os et idrætspolitisk spørgsmål, som vi har taget fat i«. Han fortæller, at DHF sammen med håndboldforbundene i Norge, Sverige og Frankrig fremsatte et forslag om en regelændring på den seneste kongres i EHF, men det europæiske forbund forklarede, at det var underlagt reglerne fra IHF. DHF søgte desuden dispensation for at få lov at spille i nogle andre dragter ved EM, som endte med et afslag. Morten Stig Christensen lægger vægt på, at kampen for en ændring fortsætter.

Boksning. Sværvægtsverdensmesteren Anthony Joshua forsvarer til efteråret sine fire titler i en kamp på Tottenham Hotspur Stadium i London. Den 31-årige brite skal op mod den tre år ældre ukrainer Oleksandr Usyk 25. september og sætter sine titler hos både WBO, WBA, IBF og IBO på spil.

Fodbold. Den tidligere OB-spiller Mikkel Desler er blevet solgt til den franske traditionsklub Toulouse. Det meddeler den danske højrebacks norske klub, Haugesund, på sin hjemmeside.

Fodbold. AC Horsens, som rykkede ud af Superligaen i sidste sæson, forstærker sig med Tonny Brochmann, der kommer til efter ti år i norsk fodbold. 31-årige Brochmann, der for ti år siden forlod Horsens, har fået en etårig kontrakt. Det sidste årti har han repræsenteret Sogndal, Sandnes Ulf, Jerv, Stabæk og senest Mjøndalen.

Cykling. Hollandske Dylan Groenewegen (Jumbo-Visma) vandt tirsdag første etape af det belgiske cykelløb Tour de Wallonie. Det er den 28-årige sprinters første sejr, siden han vendte tilbage på landevejene i maj efter en ni måneder lang karantæne. Den fik han efter at have været skyld i landsmanden Fabio Jakobsens (Quick-Step) voldsomme styrt i Polen Rundt sidste år.

Fodbold. Premier League-klubben Everton har skrevet en toårig kontrakt med kantspilleren Andros Townsend. Den 30-årige englænder kommer til klubben på en fri transfer efter 185 kampe i løbet af fem sæsoner for Crystal Palace. Townsend har også næsten 100 kampe for Tottenham og 13 landskampe for England med i bagagen til Everton.

Fodbold. FC Nordsjælland fra den bedste fodboldrække for kvinder har skrevet kontrakt med en rumænsk landsholdsspiller. Fra den italienske klub Sassuolo kommer den 26-årige venstreback Adina Sabina Giurgiu, der også kan spille i højre side. FCN blev nummer fem i kvindeligaen i sidste sæson.

OL. Den ugandiske vægtløfter Julius Ssekitoleko, som har været forsvundet siden fredag, er nu blevet fundet af japansk politi, der oplyser, at han bar sit eget id og identificerede sig selv: »Han blev fundet i et hus, der tilhørte folk, som havde en forbindelse til manden. Han gjorde ikke modstand og blev taget med stille og roligt. Vi spørger ham stadig til hans motiv«, lyder meldingen fra japansk politi.

OL. De første olympiske konkurrencer begynder onsdag, men legene kan stadig blive aflyst. Det siger Toshiro Muto, der er administrerende direktør i organisationen, som står for planlægningen af OL, på et pressemøde tirsdag, da han blev spurgt, om OL stadig kunne aflyses i tilfælde af stigning i smittetilfælde med corona.

OL. Tjekkiets beachvollyhold har bekræftet deres tredje tilfælde af coronavirus. Denne gang er det den tjekkiske træner, Simon Nausch, som er blevet testet positiv.

Fodbold. Det har længe været et rygte, men nu er det bekræftet:FC Midtjylland sælger Frank Onyeka til Brentford, hvor han har fået sig en femårig kontrakt. Dermed siger Frank Onyeka farvel til klubben, som han har opnået to mesterskaber med, pokaltitlen og Champions League-gruppespil.

Fodbold. Den danske målmand Frederik Rønnow skifter fra Eintracht Frankfurt til Union Berlin i den kommende sæson. I den seneste sæson har Rønnow været lejet ud til Schalke 04.

Svømning. Det Internationale Svømmeforbund (Fina) har udstedt et midlertidigt forbud mod en ny badehætte udviklet specifikt til sorte kvinders hår. Men en gruppe politikere i Europa-Parlamentet mener, at det internationale sportssamfund på den måde er ekskluderende over for personer med anden hudfarve end hvid: »Det er et udtryk for stigmatisering af sortes hår og fører til institutionelle uligheder, der især rammer sorte kvinder«, står der i brevet fra politikerne, som er sendt til Thomas Bach og Sebastion Coe, præsidenter for henholdsvis Den Internationale Olympiske Komité (IOC) og Det Internationale Atletikforbund. I brevet kræver de også, at Fina ophæver forbuddet. Selskabet bag badehætten har udtalt til BBC, at de ikke kan få produktet godkendt af Fina, fordi hætterne ikke »følger hovedets naturlige form«. Fina har siden meddelt, at de vil se på forbuddet igen, men der er ikke truffet en beslutning endnu.

Fodbold. En unavngiven førsteholdsspiller fra Everton er blevet suspenderet på grund af en politisag. Premier League-klubben vil ikke gå yderligere i detaljer: »Klubben vil fortsætte med at støtte myndighedernes efterforskning og vil ikke komme med flere udtalelser på nuværende tidspunkt«, skriver klubben på deres hjemmeside. Ifølge avisen Liverpool Echo drejer det sig om en 31-årig Premier League-stjerne, som er mistænkt for at have begået en lovovertrædelse af seksuel karakter omhandlende en mindreårig. Spilleren blev efter sigende anholdt kort før weekenden af Greater Manchester Police, men er blevet løsladt mod kaution, skriver avisen.

Cykling. Danmarks nye cykeldarling springer 53 pladser frem på verdensranglisten, som netop er blevet opdateret af Den Internationale Cykelunion (UCI). Med den nye opdatering er Jonas Vingegaard den 12. bedste cykelrytter i verden. Dermed er han yderst tæt på Jakob Fulgsang, som ligger nummer ti som den bedste dansker. På 1. pladsen finder man Tadej Pogacar, mens Vingegaards holdkammerater Wout van Aert og Primoz Roglic placerer sig som nummer to og tre på listen.

OL. Kapgængeren Anezka Drahotova blev i 2018 mistænkt for doping på grund af uregelmæssigheder i hendes biologiske pas. Det skete kort efter, at hun havde sikret sig sølv i 20 kilometers kapgang ved EM i atletik i Berlin. Men nu er hun blevet frikendt for alle anklager. Dermed kan hun stille til start ved OL i Tokyo.