Fodbold. Lørdagens store historie i den engelske Premier League var Liverpool-ikonet Steven Gerrards tilbagevenden til sin gamle hjemmebane – som manager for Aston Villa. Gensynet med Anfield var i 1. halvleg en åben affære, men efter pausen strammede Liverpools stjerner skruen så hårdt, at det var et spørgsmål om tid, før gæsterne ville strække våben. Det skete, da Tyrone Mings begik et klodset straffespark mod Mohamed Salah, som selv eksekverede og scorede.
1-0-sejren er lig med status quo i toppen af Premier League, hvor Manchester City vandt 1-0 mod Wolverhampton på Raheems Sterlings ligamål nummer 100, der også blev sat ind på straffespark. Chelseas Jorginho scorede endda to gange straffespark i 3-2-mødet med Leeds, men måtte vente til tillægstiden med at blive matchvinder, da den indskiftede Leeds-spiller Joe Gelhardt havde udlignet til 2-2 med sin første boldberøring, 80 sekunder efter han var kommet på banen.
Motorsport. Max Verstappen (Red Bull) vandt lørdagens kvalifikation og starter forrest foran Lewis Hamilton (Mercedes), når sæsonens sidste formel 1-grandprix søndag køres i Abu Dhabi. De to rivaler står helt lige i VM-stillingen med hver 369,5 point. Den kører, der får flest point i løbet i Abu Dhabi, vinder VM. Hvis begge udgår og/eller ikke scorer point, bliver den 24-årige Verstappen verdensmester, da han har vundet et løb mere end det 12 år ældre ikon Hamilton.
Fodbold. Mainz 05-tropperne anført af træner Bo Svensson satte med en scoring i 1. halvleg kurs mod en sensation på udebane i Bundesligaen mod Bayern München, men efter pausen trykkede Bayern Münchens gæsterne langt tilbage på banen og vandt 2-1. Da Dortmund samtidigt snublede på udebane og kun fik 1-1 mod Bochum, fører Bayern rækken med 6 point ned til Dortmund.
Fodbold. Wolverhampton-angriberen Raul Jimenez fik to gule kort på under et minut i 1. halvlegs tillægstid og gav dermed holdkammeraterne meget vanskelige arbejdsbetingelser i de sidste 45 minutter af udekampen mod Premier League-topholdet Manchester City. En VAR-kendelse gav straffespark til City efter en times spil, og Raheem Sterling konverterede sikkert og sikrede dermed City en sejr på 1-0 – samtidigt med at førstepladsen i rækken blev stadfæstet.
Cykling. Også i sin anden cykelcross-start i denne vinter sejrede den 27-årige belgiske superstjerne Wout van Aert i overlegen stil, da han i en afdeling af den gennemgående sæsonkonkurrence Ethias cross i Essen krydsede målstregen 1.47 minut foran landsmanden Thijs Aerts og med yderligere 20 sekunder ned til den hollandske U23-verdensmester Pim Ronhaar. Den tidligere tredobbelte verdensmester i den terrængående disciplin var på forhånd anset for at være storfavorit, eftersom hovedparten af de øvrige topnavne havde valgt at springe begivenheden i Essen over af hensyn til søndagens World Cup på den snedækkede rute i Val di Sole. Her er Wout van Aert også med, og han hastede efter opgaven på hjemmebane til lufthavnen i Charleroi, hvorfra han fløj til Bergamo for at fortsætte i bil til det norditalienske skisportssted Vermiglio.
Curling. Skipper Mikkel Krause og co. fik en fremragende start på OL-kvalifikationen, da det blev til en sejr på 5-4 over værterne fra Holland. Der er tre OL-billetter på spil ved kvalifikationsstævnet.
Fodbold. Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har opgivet at afvikle engelske Tottenhams kamp mod Rennes i Conference League. Kampen skulle være spillet i torsdags, men massiv coronasmitte hos englænderne førte til udsættelse. Nu viser det sig, at der ikke er ledige datoer i kalenderen til at afvikle kampen, hvor en afgørelse derfor vil blive truffet ved skrivebordet hos Uefas disciplinærinstans. Rennes er videre som etter fra gruppen, men en afgørelse ved skrivebordet kan få konsekvenser for Tottenham, der er tre point efter med hollandske Vitesse i tabellen. Det er kun en Tottenham-sejr ved skrivebordet, der kan sende holde videre.
Skisport. Lørdagens alpine World Cup bød på to schweiziske triumfer. I kvinderens super-G i St. Moritz sejrede schweizeren Lara Gut-Behrami på hjemmebane med en margin på bare 18 hundrededele af et sekund til Sofia Goggia fra Italien. Storslalomkonkurrencen i Val d’Isère i Frankrig gav sejr til Marco Odermatt foran Alexis Pinturault fra Frankrig.
Fodbold. Den tidligere Barcelona-angriber Samuel Eto’o er valgt som præsident for Camerouns fodboldforbund. Eto’o slog den siddende præsident, Seidou Mbombo Njoya, i et kampvalg.
Ishockey. NHL-spillernes comeback i den olympiske turnering ser trods en pandemi ud til at blive en kendsgerning. NHL’s øverste chef, Gary Bettman, siger ifølge Ritzau til AFP, at ligaen agter at lade spillerne rejse til legene i Beijing fra 4. februar næste år. »Der er en række aktuelle problematikker, og jeg ved, at spillerforeningen har sine bekymringer omkring dem. Men vi vil overholde vores del af aftalen«, siger Bettman og tilføjer: »I sidste ende er det op til spillerne at beslutte, om de vil deltage«.
Cykling. Den hollandske supersprinter Dylan Groenewegen skifter med øjeblikkelig virkning fra Jumbo-Visma til Team BikeExchange på en kontrakt gældende til udgangen af 2024.
Fodbold. Pokalkampen fredag aften mellem Hvidovre og Sønderjyske får måske et disciplinært efterspil. Ifølge bold.dk stormede en gruppe Hvidovre-fans mod gæstefans fra det sønderjyske, og siden registrerede Sønderjyske-træner Simon Poulsen et racistisk tilråd mod angriberen Abdulrahman Taiwo. »Sorte svin«, blev der råbt mod Taiwo, som udlignede til 2-2 i returkampen, der sendte Sønderjyske videre efter straffespark. »Det skal vi til livs det der, og det var derfor, jeg reagerede på det, for det kan simpelthen ikke passe, at det stadigvæk hører hjemme i 2021«, siger Simon Poulsen til bold.dk. I Hvidovre-lejren tager sportschef Peter Lassen kraftigt afstand fra den racistiske udtalelse og optøjerne på stadion.
Fodbold. Brentford-manager Thomas Frank hylder sine spilleres mentalitet, efter at Premier League-holdet fredag aften vendte 0-1 til 2-1-sejr mod Watford med scoringer i 84. minut og langt inde i tillægstiden. »Det er vanvittigt. Det her er, hvad fodbold handler om. Det er disse øjeblikke, vi arbejder så hårdt for at prøve at opnå«, siger Thomas Frank ifølge Ritzau til BBC Sport og tilføjer: »Vi har temmelig mange skader, vi stiller op med spillere væk fra deres normale positioner, og vi går bare ind og angriber. Vi stiller os ikke tilfreds med uafgjort. Sikke en utrolig mentalitet fra holdet. Vi udligner i det 84. minut og går stadig efter sejren. Det er vildt».
Håndbold. Fire spillere fra Cameroun er forsvundet ved VM for kvinder i Spanien. Det skriver mediet El País ifølge TV 2 Sport. Ifølge avisen har Camerouns håndboldforbund anmeldt sagen til det spanske politi. Spillerne er ikke set siden onsdag aften.
Fodbold. Brøndby har fået endnu en bøde for brug af pyroteknik og tilskueruroligheder. Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har tildelt klubben en bøde på 30.000 euro, ca. 225.000 kroner, efter Europa League-kampen mod Lyon 25. november.