Håndbold. 23-årige Kristina Jørgensen vil søge nye udfordringer og har derfor meddelt Viborg HK, at hun stopper i klubben efter denne sæson, der er hendes femte i klubben. »Tiden er inde til nye udfordringer for mig, og når man drømmer om at blive en af verdens bedste, kræver det også, at man tager nye skridt og sætter sig nye mål«, siger sidste måneds VM-bronzevinder Kristina Jørgensen til Viborgs hjemmeside. Kristina Jørgensen skal næste sæson spille for franske Metz, der også har Louise Burgaard i truppen.
Skihop. Østrigeren Daniel Huber vandt i Bischofshofen den sidste konkurrence i firbakketurningen, mens japaneren Ryoyu Kobayashi efter at have vundet de første tre konkurrencer måtte nøjes med 5.-pladsen - og den samlede sejr i den traditionelle turneringen.
Fodbold. 19-årige Daniel Obbekjær kan blive den første dansker i den canadiske Premier League, der blev stiftet i 2019. Efter at have spillet 7 kampe i Superligaen for OB har forsvarsspilleren med 20 kampe på forskellige ungdomslandshold skrevet en 2-årog kontrakt med York United FC i Toronto.
Fodbold. Lyngby har forlænget kontrakten med Frederik Gytkjær til sommeren 2025. Den 28-årige angriber er med 11 mål nummer to på topscorerlisten i 1. division.
Tennis. Novak Djokovic’ deltagelse i Australian Open er tvivlsom, efter at verdensetteren er blevet nægtet indrejse i Australien. Serberen hævder, at han har fået dispensation fra Australiens coronakrav for indrejse, men myndighederne har alligevel nægtet ham indrejsevisum, og sagen skal nu behandles på mandag. Konkurrenten Rafael Nadal, der har modtaget to vaccinestik, har ikke den store sympati for Djokovic.
»Hvis man er vaccineret, så står det klart for mig, at så må man godt spille Australian Open og alle andre steder«, siger Rafael Nadal ifølge Ritzau. »Han har truffet sine egne beslutninger, og det står alle frit for, men så følger der også nogle konsekvenser med. På nogle måder har jeg ondt af ham. Men han har kendt til reglerne i mange måneder, og han har taget sin egen beslutning«, siger Nadal om serberen, der har vundet de seneste tre udgaver af Australian Open.
Spanieren er kendt som vaccinetilhænger, mens Djokovic ikke har ønsket at offentliggøre sin vaccinestatus.
Fodbold. Pierre-Emerick Aubameyang fra Arsenal er en af tre i Gabons trup, der er testet positiv for corina forud for starten på Africa Cup of Nations, hvor Gabon møder Comorerne på mandag. De to øvrige er midtbanespilleren Mario Lemina og assistenttræneren Anicet Yala.
Fodbold. Manchester City må undvære manager Pep Guardiola på bænken i holdets kommende kampe. Den engelske klub oplyser torsdag, at spanieren har afleveret en positiv coronatest. Det samme har assisterende træner Juanma Lillo. Guardiola og Lillo er blot de seneste i rækken af spillere og folk omkring Citys førsteholdstrup, der er blevet ramt af coronavirus. 21 personer er i øjeblikket i isolation af coronarelaterede årsager, meddeler klubben. Heraf syv spillere og 14 personer i staben. I fredagens FA Cup-kamp ude mod Swindon Town får assistenten Rodolfo Borrell ansvaret i Guardiolas fravær.
Fodbold. Serie A’s førerhold, Inter, var torsdag mødt op til årets første ligakamp, der skulle afvikles fra 12.30, men den blev ikke til noget. Hjemmeholdet Bologna, der har danske Andreas Skov Olsen i sin trup, mødte således ikke op til opgøret. Coronasmitte og uklare regler er årsagen til Bolognas fravær og det besynderlige forløb, hvor Inter-spillerne varmede op på banen, selv om de vidste, at kampen ikke ville blive til noget. Ifølge Serie A’s protokoller skal et opgør gennemføres, hvis holdene har 13 kampklare spillere inklusiv en målmand.
Tennis. I 2021 bragede Clara Tauson frem på verdensranglisten, og det har nu kastet en udmærkelse af sig. Det danske tennises er af Dansk Tennis Forbund blevet kåret som årets spiller. Det er tredje år i træk, at Tauson får hæderen. Denne gang vandt hun prisen foran Holger Rune og Davis Cup-holdet.
Fodbold. Fortuna Hjørring sælger sin topscorer til West Ham. 20-årige Emma Snerle skifter den danske kvindeliga, hvor hun i denne sæson scorede 13 mål i 14 kampe, ud med den engelske Super League efter at skrevet under på en kontrakt med West Ham, der løber frem til sommeren 2024.
Ishockey. Herning Blue Fox har sikret sig den 26-årige finne Teemu Pulkkinen. Det oplyser klubben torsdag i en pressemeddelelse. Pulkkinen skifter til Herning, da han har savnet mere spilletid i den bedste finske række. Herning Blue Fox topper den danske liga.
Tennis. Clara Tauson er videre til kvartfinalen i en opvarmningsturnering til Australian Open. Torsdag besejrede den 19-årige dansker den otte år ældre kineser Lin Zhu med de knusende cifre 6-1, 6-0 i 2. runde i den ene af to sideløbende WTA-turneringer i Melbourne. Tauson, der rangerer som nr. 44 i verden, kom forrygende fra start mod ranglistens nr. 114, der blot vandt otte bolde i første sæt. Og selv om selve spillet var lidt mere jævnbyrdigt i andet sæt, vandt danskeren altså alle partierne. I kvartfinalen venter Aliaksandra Sasnovich fra Hviderusland.
NFL. Der var ikke tale om en pludselig beslutning om at udvandre, da Antonio Brown søndag tog sin spillertrøje af og forlod NFL-kampen mellem Tampa Bay Buccaneers og New York Jets. Det forklarer NFL-profilen i en udtalelse via sin advokat, som adskillige amerikanske sportsmedier bringer. I den lyder det fra Brown, at han døjede med en ankelskade, som gjorde, at han ikke kunne spille. Det havde han fortalt holdet inden kampen, og Brown gentog det ifølge ham selv under opgøret.
»Han (træneren, red.) beordrede mig derefter til at gå på banen. Jeg sagde ’det kan jeg ikke’. Han kaldte ikke på lægerne. I stedet råbte han ’Du er færdig!’, imens han kørte sin finger tværs over halsen«.
Tennis. Holdturneringen ATP Cup i Sydney fik torsdag semifinalerne helt på plads. Med en 2-1-sejr over Italien blev Rusland klar og skal fredag møde Storbritannien, som nedlagde USA med de samme cifre. I den anden semifinale mødes Spanien og Polen.
Håndbold. Norsk bekymring for coronasmitte har ført til en aflysning af torsdagens EM-test mod de danske håndboldmænd. Det oplyser Dansk Håndbold Forbund (DHF) torsdag i en pressemeddelelse. Det var planen, at Mikkel Hansen og holdkammeraterne skulle møde Norge to gange for at teste EM-formen. Der er dog fortsat planer om at afvikle lørdagens opgør. Sportschef Morten Henriksen ærgrer sig over, at den ene kamp mod Norge er væk. »Vi er meget kede af den her aflysning. Vi har i Dansk Håndbold Forbund og på herrelandsholdet gjort alt, hvad vi kunne for, at vi med ro i sindet kunne spille testkampen mod Norge i aften«, siger Morten Henriksen.
Tennis. Rafael Nadal spillede tidligt torsdag morgen dansk tid sin første kamp på ATP Tour siden august sidste år, da han trådte ind i Melbourne Summer Sets 2. runde. Det endte med en 6-2, 7-5-sejr over Ricardas Berankis fra Litauen, og spanieren skal i kvartfinalen møde enten australske Alexei Popyrin eller hollandske Tallon Griekspoor. Nadal har holdt den lange pause på grund af en dårlig fod, der skulle opereres og senere på grund af en positiv coronatest. Den 20-foldige grand slam-vinder har udtrykt meget beskedne forventninger til sæsonstarten, men kan måske i opvarmningsturneringen til Australian Open finder noget rytme, før det går løs med den helt store udfordring fra 17. januar.
Kyrie Irving viste fin form, da han vendte tilbage til NBA for Brooklyn Nets.
Basketball. En af NBA’s største stjerner gjorde natten til torsdag dansk tid comeback i verdens bedste basketliga. Og det skete med manér. Mere end to måneder inde i sæsonen fik Kyrie Irving sin sæsondebut for Brooklyn Nets. Holdet vandt 129-121 på udebane over Indiana Pacers. Irving scorede 22 point for gæsterne fra New York. Han havde misset de foregående 35 ligakampe, fordi han nægter at lade sig vaccinere mod coronavirus.
Fodbold. Det lignede længe en kæmpe fiasko for Barcelona, da klubben onsdag aften var taget på besøg hos Linares fra den tredjebedste spanske række. I pokalturneringen Copa del Rey var den fallerede storklub bagud med 0-1 helt indtil 63. minut, hvor Ousmane Dembélé satte gæsterne i gang. Kort efter scorede Ferran Jutgla det forløsende mål, der sendte Barcelona i front, og så blev 2-1-sejren kørt i hus. Det betyder, at Barcelona er klar til ottendedelsfinalen i Copa del Rey. Det samme er Real Madrid, som senere på aftenen besejrede Alcoyano fra den tredjebedste række 3-1.
Fodbold. Chelsea har meget store muligheder for at indløse billet til Carabao Cup-finalen. Onsdag aften vandt klubben på hjemmebane med 2-0 over Tottenham i den første af to kampe i semifinalen. Tottenham er derfor under stort pres, og det skal gå meget galt i returopgøret i næste uge, hvis ikke Chelseas holdbus kører til Wembley, når der er finale 27. februar. Tottenham var især ved Chelseas 2-0-mål særdeles uheldig. Ben Davies kom modvilligt til at sende kuglen i eget net. Pierre-Emile Højbjerg startede inde for Tottenham, mens Chelseas Andreas Christensen sad ude med en skade. Chelseas første scoring blev Kai Havertz noteret for. Den anden semifinale, Liverpool-Arsenal, skulle have afviklet første akt torsdag aften, men er blevet udsat pga. coronasmitte i Liverpool-truppen.
Håndbold. Odense Håndbolds vanvittige sejrsstime er slut. Onsdag aften løb de ellers suveræne fynboer ind i sæsonens allerførste pointtab, da de på udebane tabte med 27-31 til Team Esbjerg. Odense var ellers foran med fire mål ved pausefløjt, men anden halvleg var spækket med fynske fejl, og det slog Esbjerg kapital af. Særligt Kristine Breistøl var i storform og scorede et hav af mål. Inden onsdagens kamp havde Odense vundet 14 kampe i træk i ligaen, men den stime er nu slut.