Cykling. Jonas Vingegaard skal dele kaptajnrollen med Primoz Roglic, når Jumbo-Visma til sommer skal forsøge at detronisere de seneste to års vinder af Tour de France, sloveneren Tadej Pogacar. Sidste år overtog Vingegaard rollen som kaptajn, da Roglic udgik af touren, og endte med en forbløffende andenplads, men i år vil han have en hovedrolle fra start. Jumbo-Visma har allerede sat navn på seks af de ryttere, der skal deltage i Tour de France: Ud over Roglic og Vingegaard er det Steven Kruijswijk, der blev nummer 3 i 2019, Sepp Kuss, Rohan Dennis og Wout van Aert. »Med Primoz og Jonas stiler vi efter det bedst mulige i Touren«, siger holdchef Richard Plugge i en pressemeddelelse i forbindelse med præsentationen af holdet.
Fodbold. Kelechi Iheanacho blev matchvinder, da Nigeria vandt 1-0 over Egypten med Mohamed Salah i Africa Cup of Nations. Leicester-spilleren tæmmede bolden med knæet og halvflugtede den op i den ene målhjørne med venstrebenet til en af slutrundens til stadighed sjældne scoringer. Seks af otte kampe er endt 1-0 og med 9 mål i de første 8 kampe er gennemsnittet 1,13 mål per kamp. Bundrekorden for slutrunderne om det afrikansk mesterskab er 1,44 mål per kamp i 1988.
Fodbold. Algeriets forsvarende afrikanske mestre fik en skuffende start på Africa Cup of Nations-titelforsvaret i Cameroun, da det i åbningskampen i gruppe E i millionbyen Douala blot blev til 0-0 mod Sierra Leone. Outsiderne med superligaspillerne Mustapha Bundu (AGF) og Alhaji Kamara (Randers) i startopstillingen agerede kløgtigt mod Algeriets favoritter, der oftest løb forgæves mod en ganske velorganiseret modstander med en sprælsk Mohamed Kamara som sidste skanse i målet.
Fodbold. Galatasaray har ansat den 59-årige spanieren Domenec Torrent som ny cheftræner efter fyringen af Fatih Terim. Torrent har senest været cheftræner i brasilianske Flamengo efter at have været assistent for Pep Guardiola i FC Barcelona, Bayern München og Manchester City.
Fodbold. Esbjerg fB har for resten af sæsonen lejet den 21-årige tyske venstreback Linus Rosenlöcher af FC Nürnberg fra 2. Bundesliga.
Novak Djokovic er i gang med at forberede sig til Australian Open, men om han kommer i kamp i næste uge, er fortsat uvist.
Tennis. Novak Djokovic fik mandag rettens ord for, at han kan opholde sig i Australien, men den australske immigrationsminister har trods retskendelsen fortsat mulighed for at fratage den serbiske superstjerne visum. Nu presses Novak Djokovic angiveligt af endnu en faktor, der kan bringe hans ophold – og dermed hans Australian Open-titelforsvar – i fare. Avisen The Sydney Morning Herald skriver således, at myndighederne er begyndt at interesse sig for en oplysning, Djokovic har afgivet i et dokument i forbindelse med hans ophold.
I rejsedokumentet har Novak Djokovic nemlig afgivet forkert information. I en boks har den 34-årige serber angivet, at han ikke har rejst i 14 dage forud for sin ankomst til Australien 5. januar, men det er ikke korrekt. Djokovic var i Beograd 25. december og 2. januar var han i Marbella i Spanien. Falsk eller vildledende information kan i Australien straffes med op til 12 måneders fængsel. Novak Djokovic har ifølge Ritzau fortalt, at det er Det Australske Tennisforbund, der har udfyldt rejseattesten for ham.
Badminton. 28-årige Kim Bruun er eneste dansker og en af de få europæiske deltagere ved India Open i New Delhi. 1. runde bød på en gysersejr mod inderen Subhankar Deu på 21-19, 18-21, 21-14. I næste runde venter den topseedede indiske top-10-spiller og VM-sølvvinder Srikanth Kidambi.
Moderne femkamp. Anklagemyndigheden i den tyske by Potsdam har besluttet at lukke en dyremishandlingssag, der vedrører den tyske atlet Annika Schleu og landstræneren Kim Raisner. Annika Schleu lå til at vinde OL-guld i Tokyo, men kunne i ridebanespringningen ikke få styr på den hest, hun havde fået tildelt. Hun valgte derfor at piske hesten. Landstræner Kim Raisner havde med ordene »bare slå godt til« opfordret Annika Schleu til at bruge psiken. Duoen slap fra retten med at skulle betale 500 euro til en velgørenhedsorganisation. OL-skandalen førte efterfølgende til en ophedet debat, der mundede ud i, at ridebanespringning fra efter OL i Paris i 2024 ikke længere er en del af femkampen. Det er endnu ikke afklaret, hvilken disciplin, der skal afløse ridebanespringningen.
Fodbold. Over 200 danske mænd og kvinder spiller professionelt uden for landets grænser. En af de mindre kendte er den tidligere AB-midtbanemand Younes Namli, der i 2015 indledte sit udlandseventyr i Heerenveen i Holland. Siden kom den nu 27-årige til Zwolle og russiske Krasnodar, der i 2020 udlejede ham til Colorado i USA. Nu er den Krasnodar-ejede spiller sendt på græs i Holland igen. Resten af sæsonen skal sendt spille for Sparta Rotterdam, der er placeret i den helt tunge ende af Æresdivisionen.
Fodbold. Dansk Boldspil-Unions (DBU) såkaldte landsholdskomité skal have ny formand. 1980’er koryfæet Preben Elkjær blev i 2019 komiteens første formand, men træder nu tilbage. »Jeg er stolt og glad for min tid som formand for landsholdskomitéen. Vi har arbejdet for at sikre de bedste rammer og muligheder for alle vores landshold, og vi er nået et godt stykke vej«, siger Preben Elkjær om komitéarbejdet, der blev sat i verden for at sikre, at dansk fodbold er internationalt konkurrencedygtig i forhold til blandt andet kompetencer og setup.
Tennis. Novak Djokovic’ bizarre visum- og vaccinesag forud for Australian Open er alt andet end god reklame for den klassiske ketsjersport. De mandlige tennisspilleres organisation, ATP, kalder ifølge Ritzau således sagen decideret ødelæggende. »Det står klart, at Novak Djokovic troede, at han var blevet givet en medicinsk dispensation, der var nødvendig for at kunne opfylde indrejsebetingelserne«, meddeler ATP og tilføjer: »Begivenhederne op til mandagens retsmøde har været ødelæggende på alle måder«.
Tennis. Hviderusseren Aryna Sabalenka er finaleseedet ved den kommende Australian Open-turnering, men om hun kommer til en titelkamp er dømt ud fra den øjeblikkelige form tvivlsomt. Tirsdag tabte den 23-årige for anden uge i træk i 1. runde af en opvarmningsturnering. I Sydney skuffede Sabalenka som topseedet mod den upåagtede svensker Rebecca Peterson. Verdensranglistens nummer 93 vandt 5-7, 6-1, 7-5.
Amerikansk fodbold. Efter afslutningen af grundspillet i NFL skal tre hold, der ikke sikrede sig adgang til slutspillet, have nye trænere. Der er i kølvandet på fiaskoer hos Miami Dolphins, Chicago Bears og Minnesota Vikings. Dolphins vandt med træner Brian Flores ellers 7 af de sidste 8 kampe i grundspillet, men Flores blev som Matt Nagy (Chicago) og Mike Zimmer (Minnesota) fyret.
Håndbold. Team Esbjergs kvinder vandt i søndags topkampen i Champions League på udebane mod Rostov-Don, men vestjyderne fik mere med hjem end sejren. Seks spillere er efterfølgende blevet ramt af coronasmitte, hvilket har ført til aflysning af onsdagens ligakamp mod København Håndbold. »Vi frygter, at smitten breder sig yderligere i truppen, der har været sammen i mange timer med fly og bus i weekenden«, siger cheftræner Jesper Jensen til klubbens hjemmeside.
Fodbold. Den tidligere tyrkiske landsholdsspiller Ahmet Yılmaz Calik er død. Den 27-årige Konyaspor-spiller er omkommet i en trafikulykke.
Fodbold. Midtbanemanden Jens Jønsson skal have ny træner i La Liga-klubben Cadiz. Tirsdag er Álvaro Cervera blevet fyret efter syv ligakampe på stribe uden sejr. Klubben ligger 4 point under nedrykningsstregen.
Fodbold. Ø-gruppen Comorerne dominerede langt hen ad vejen i deres debut mandag ved Africa Cup of Nations i Cameroun, men måtte se sig slået 1-0 af Gabon. Langt de fleste spillere fra den lille nation med kun 875.000 indbyggere er født i Frankrig. I den anden kamp i gruppe C vandt Marokko 1-0 over Ghana, mens resultaterne i gruppe B blev: Senegal-Zimbabwe 1-0, Guinea-Malawi 1-0.
Håndbold. Først var det holdet fra Montenegro, nu er det så EM-holdet fra Nordmakedonien, der er ramt af et coronaudbrud i det danske landsholds gruppe ved slutrunden i Slovakiet og Ungarn. Fem personer i den makedonske lejr rapporteres ifølge Ritzau smittet. Danmark og Nordmakedonien mødes i den sidste gruppekamp 17. januar. I en af de andre EM-grupper er Serbien hårdt ramt. 17 personer i landsholdslejren er ifølge Ritzau smittet med coronavirus.