0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er gemt Du har ulæste artikler blandt dine gemte artikler
Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Mathias Gidsel har ødelagt det bageste korsbånd

De seneste nyheder fra sportens verden.

Håndbold. Mathias Gidsel nåede kun at spille ganske få sekunder af EM-bronzekampen i søndags mod Frankrig, og han var på krykker, da han sammen med holdkammeraterne fik en bronzemedalje om halsen i Budapest. Krykkerne bliver en fast bestanddel af den unge stjernes nærmeste fremtid. Mathias Gidsel klub GOG oplyser således, at Gidsel er ude i de kommende fire til seks måneder med en knæskade. En skanning har vist, at han har ødelagt det bageste korsbånd, hvilket ikke kræver operation, men betyder en lang genoptræningsperiode på op til et halvt år. Dermed har Gidsel formentlig spillet sin sidste kamp for GOG. Han skifter efter denne sæson til Füchse Berlin i Tyskland.

»Jeg er selvfølgelig meget ked af situationen. Vi er i gang med en fantastisk sæson i GOG med masser af spændende kampe på programmet. Det er så ærgerligt, at jeg ikke kan være en del af det. Men nu vil jeg fokusere 100 procent på at genoptræne og få et stærkt knæ igen«, siger Mathias Gidsel ifølge Ritzau.

Håndbold. Fredericia HK er den store positive overraskelse i mændenes liga i indeværende sæson, og det prædikat levede holdet atter op til tirsdag aften. Her vandt Fredericia med 31-28 hjemme over SønderjyskE. Dermed ligner Fredericia efterhånden en sikker slutspilsdeltager. Holdet står noteret for 25 point efter 19 af 28 grundspilskampe. Den pointtotal kan kun GOG overgå, mens Aalborg har lige så mange point som Fredericia. De to topkonkurrenter har dog spillet to kampe færre. For SønderjyskE var nederlaget en bet i jagten på en plads i top-8, der får adgang til slutspillet. Sønderjyderne står noteret for beskedne 11 point på 12.-pladsen og har tre point op til Ribe-Esbjerg på ottendepladsen. Opgøret i Fredericia var den første ligakamp i 2022, da ligaen har været sat på pause som følge af den netop afviklede EM-slutrunde.

Paul Ellis/Ritzau Scanpix
Foto: Paul Ellis/Ritzau Scanpix

Manchester United-angriberen Mason Greenwood er kommet i problemer.

Fodbold. Manchester United-spilleren Mason Greenwood er muligvis i gang med at ødelægge sin egen karriere. Den 20-årige spiller blev anholdt søndag, og tirsdag meddeler Greater Manchester Police (GMP), at Greenwood forbliver i politiets varetægt som minimum frem til onsdag. Greenwood er mistænkt for et seksuelt overgreb, vold og for dødstrusler mod en kvinde. Den forslåede kvinde delte i weekenden en lydfil, en video og fotos af sig selv på det sociale medie Instagram, og hun anklagede Mason Greenwood for at stå bag. Politiets efterforskning i sagen pågår fortsat, meddeler GMP. Manchester United har suspenderet Greenwood, mens sagen pågår. Klubben har understreget, at den tager afstand fra alle former for vold.

Ishockey. Herning Blue Fox rækker ud efter grundspilssejren i landets bedste række, Metal Ligaen. Tirsdag aften vandt midtjyderne topopgøret over SønderjyskE 3-2 på egen is. Dermed trækker Herning yderligere fra sønderjyderne i toppen af rækken, hvor forskellen nu er på seks point mellem de to hold. SønderjyskE har dog spillet en kamp færre end Herning. Grundspilssejren kan vise sig at blive vigtig i slutspillet, da den sikrer hjemmebanefordel i de slutspilsserier, der måtte gå i en syvende og afgørende kamp. Det var finnen Miska Humalojas scoring til 3-2 midt i tredje periode, som var forskellen på ligaens to tophold.

Fodbold. Selskabet bag superligaklubben Silkeborg IF meddelte tirsdag, at selskabet forventer at komme ud af regnskabsåret 2022 med et overskud på op til 10 mio. kr. Forventningerne baserer sig blandt andet på, at klubben skal overleve i Superligaen, og at coronapandemien ikke får indflydelse på klubbens indtægtsmuligheder.

Fodbold. Christian Eriksen fik tirsdag sit trøjenummer i Premier League-klubben Brentford. Fynboen skal optræde med nummer 21. Tidligere i karrieren har Eriksen spillet med nummer 8 (Ajax), 10 (Danmark), 23 (Tottenham) og 24 (Inter).

Fodbold. Inden transfervinduets lukning nåede superligaklubben Vejle at købe den talentfulde teenager Marius Elvius i HB Køge. Det oplyste de to klubber tirsdag formiddag, selv om vinduet lukkede 12 timer tidligere. Den 19-årige kantspiller har tidligere været udlejet til Verona i Italien. I efteråret scorede han to mål og leverede to måloplæg for HB Køge i 1. division. Som erstatning har HB Køge lejet Nicolaj Madsen hjem fra islandsk fodbold.

Fodbold. 15 af de 32 pladser ved VM i Qatar er nu besat. Tirsdag sikrede Sydkorea sig således en VM-billet efter en sikker 2-0-sejr over Syrien. Opgøret blev spillet i Dubai. Længe har det dog været så godt som en formalitet, at Sydkorea ville indløse billet til slutrunden, da holdet sammen med Iran var stukket af fra konkurrenterne i sin VM-kvalifikationsgruppe. Sydkorea skal dermed til sin 11. VM-slutrunde hos mændene og sin tiende i træk. Holdets bedste resultat blev opnået i 2002, hvor holdet overraskende blev nr. 4 ved slutrunden, som Sydkorea var vært for sammen med Japan.

Parasport. 21-årige Tobias Thorning Jørgensen skrev sig ind i den paralympiske idrætshistorie i Tokyo sidste år med to guldmedaljer. Den ene mere suveræn end den anden. Især den præstation var medvirkende til, at han tirsdag blev kåret som Årets Para-atlet 2021 og hædret med Pressalits Keep Living-pris. Det oplyser Parasport Danmark i en pressemeddelelse. Den unge dressurrytter, som lider af muskelsvind, og hesten Jolene Hill var som etter på verdensranglisten og regerende europamester medaljefavorit ved legene i Tokyo.

Fodbold. Daniel Wass er en af flere danske landsholdsspillere, der har fået ny arbejdsgiver i det netop overståede transfervindue. Backen var aldrig ikke i tvivl, da den spanske mesterklub Atlético Madrid tilbød ham en kontrakt. »Når Atlético ringer, så behøver man ikke at tænke. Det er en storklub, som vandt ligaen sidste år«, siger Daniel Wass ifølge Ritzau i en video, som er produceret af La Liga, efter sit skifte. »Der er store spillere og en fantastisk træner (Diego Simeone, red.). Så jeg behøvede ikke at overveje i ét minut, om jeg skulle skifte hertil«, lyder det endvidere fra Wass, der har fået en kontrakt til sommeren 2023.

Cykling. Efter belgierne Arnaud De Lie og Tim Wellens sørgede den 27-årige australske sprinterkanon Caleb Ewan for den endnu meget unge cykelsæsons tredje sejr til Lotto Soudal, da han udnyttede belgieren Jasper De Buysts eminente forarbejde til at suse først over stregen i den ventede massespurt på den 198 km lange 1. etape i Saudi Tour. Tættest på at true Ewan var esteren Martin Laas (Bora-hansgrohe) og colombianeren Fernando Gaviria (UAE Team Emirates). Løbets eneste danske deltager Anthon Charmig (Uno-X) var som nr. 34 blandt de 69 ryttere, der noteredes for samme tid som vinderen.

Tennis. Rune retur til grus ... ja, det var opgaven tirsdag eftermiddag dansk tid, da Holger Rune spillede 1. runde ved Cordoba Open i Argentina. Mødet med spanske Roberto Carballes Baena endte desværre for den unge dansker med nederlag, 2-6, 4-6. Topseedet i Cordoba er argentinske Diego Schwartzman.

  • Tausons titeljagt. Sidste sæson blev det til to WTA-titler for Clara Tauson, der senere denne måned spiller de store turneringer i Dubai og Doha. Formentlig skal hun dog omkring kvalifikationen trods en forbedret ranglisteplacering.
  • DelPo’s dybe dyk. Efter fire knæoperationer forsøger argentinske Juan-Martin Del Potro sig med endnu et comeback. I hvert fald har ranglistens nr. 757 (tidligere nr. 3) taget imod to wildcards til først Argentina Open i Buenos Aires og derefter Rio Open.
  • Thiems trængsler. Egentlig var Dominic Thiem godt i gang med træningen i Cordoba, og det langtidsskadede håndled er endelig helet, men så måtte østrigeren alligevel melde afbud pga. en fingerskade.

Fodbold. Jeppe Simonsen nåede lige akkurat at skifte klub, inden transfervinduet lukkede. Han skifter nu de trygge rammer i superligaklubben SønderjyskE ud med et udlandsophold i polske TS Podbeskidzie.

Fodbold. Den tidligere ejer og præsident i den italienske klub Palermo, Maurizio Zamparini, er død. Han blev 80 år. Zamparini forlod klubben i 2018 efter at have oparbejdet sig et ry som en ilter præsident, der ofte tænkte mere med hjerte og følelserne end hjernen. I hans 16 år lange regeringstid i Palermo fyrede han således over 30 trænere.

Svømning. Verdensmesterskaberne på langbane i Fukuoka er på grund af opblusset coronasmitte i Japan flyttet fra maj i år til juli 2023. Desuden har Det Internationale Svømmeforbund rykket VM på kortbane i Qatar fra december 2023 til januar 2024.

Fodbold. Den amerikanske kvindeliga NWSL har fået sin første overenskomst, der sikrer spillerne en minimumsløn på ca. 230.000 kroner per sæson og betalt barselsorlov. Det skriver Ritzau. »Styrken, modstandskraften og solidariteten hos denne ekstraordinære gruppe af spillere og mennesker er det, der sikrede denne enestående aftale«, siger direktøren for kvindernes spillerforening, Meghann Burke, i en udtalelse ifølge Reuters.

Fodbold. Der var transferaktivitet i 12 af de 20 engelske Premier League-klubber på deadlineday, og BBC rapporterer, at klubberne i den bedste engelske række totalt handlede for 295 millioner pund, ca. 2,6 milliarder kroner, i løbet af januar. Det er det næsthøjeste beløb i et januarvindue og er kun overgået i 2018, da der blev handlet for 430 millioner pund.

Håndbold. Landsholdsmålmand Niklas Landin er i en afstemning hos Handballwoche blevet kåret som årets spiller i tysk håndbold. Det skriver nyhedsbureauet DPA ifølge Ritzau.

Tennis. Mikael Torpegaard fik kun en enkelt kamp ved Challenger-turneringen i Cleveland, USA. Den 27-årige dansker tabte 6-4, 4-6, 2-6 til tyskeren Cedrik-Marcel Stebe.

Fodbold. Midtbanespilleren Dele Alli skifter til Everton fra Tottenham på en kontrakt gældende til sommeren 2024. Det meddelte Everton natten til tirsdag.

Para-OL. 21-årige Adam Nybo bliver den eneste dansker, der er med ved de paralympiske vinterlege i Beijing. Sitskiløberen stiller op i storslalom og favoritdisciplinen slalom. Adam Nybo er nummer 44 på verdensranglisten, og ved VM i Lillehammer i januar hentede han en 12.-plads i slalom.

Annonce