Min første tanke var »hold da op«. Det var vildt. Det var forfærdeligt.
Alt var galt, da vi vågnede torsdag 24. februar til nyheden om, at Rusland havde invaderet Ukraine i ly af natten. Først og fremmest var det skræmmende på et menneskeligt plan. Men med det samme vidste jeg også, at det var en vigtig sag, som vi straks skulle i gang med at forholde os til i dansk idræt. Det var tydeligt, at konsekvenserne af krigen ville række vidt.
På det tidspunkt havde jeg som formand for Danmarks Idrætsforbund (DIF, red.) lige været til vinter-OL i Kina, hvor vi havde været vidne til noget, som jeg personligt oplevede som en stor provokation. Under åbningsceremonien sad Putin pludselig der i Beijing, selv om Rusland egentlig var udelukket på grund af den store sag om statsdoping – derfor skulle russiske atleter optræde under neutralt flag, og politikerne burde holde sig væk. Derfor oplevede jeg det som en bevidst provokation, at Putin var der.
Under vinter-OL havde jeg egentlig en opfattelse af, at hele sportsfællesskabet åbnede op for gerne at ville have russerne tilbage i normal gænge. Vi havde lagt en vej for dem for at få styr på deres dopingproblemer. Mange havde syntes, at den var alt for lempelig, men alligevel virkede det, som om de stod på en helt anden scene og ignorerede det hele.
