Kunne det have været større? Overhovedet ikke, 250.000 tilskuere til et VM er uofficiel verdensrekord. Forrygende nysgerrighed, fantastisk opbakning, formidabel medleven. Ingen kunne kræve mere, ingen kunne levere mere.
Kunne det have været smukkere? På ingen måde, septembersolen skinnede over et nordsjællandsk smørhul, trækronerne havde et tidligt pift af efterårets gyldenhed, og søerne blinkede blåt. Vorherre var tydeligt veloplagt i sin himmels hjørnesofa – og hr. Solsort blinkede skælmsk til fru Solsort i birken henne i svinget. Harmonien var ganske enkelt tyk som piskefløde.
FOTOSERIE
Kunne det have været bedre? Slet ikke, nej, nej, arrangementet var perfekt, alt klappede – og alle de begejstrede tilskuere i København og Rudersdal overdøvede fuldstændig kværulanterne, som i dag må finde nye mål for galden og vrissenheden, så livet kan fortsætte på den bedste, bitre og utilfredse måde.
Borgmester-nej til OL
Med andre ord – VM i landevejscykling var storslået, mægtigt og prangende, det var medrivende, dragende og opløftende. Ja, hele gryden af boblende glæde og optimisme kunne aflæses i de lykkelige øjne hos Københavns socialdemokratiske overborgmester, da jeg undervejs i det store søndagsløb stødte ind i ham på opløbssiden, mens han energisk ledte efter indgangen til Den Internationale Cykle Unions eksklusive lounge.
»Hør her«, sagde jeg til Frank Jensen, »i dag er der vel ingen, der fortryder, at bystyret sagde ja til at være vært for dette VM?«.
»Fortryder?! Jeg kan fortælle dig, at da jeg stod på Rådhuspladsen efter mændenes enkeltstart – jeg var ’blomsterpige’ – var jeg stolt over hele sceneriet og værtskabet. Og jeg er glad for, at der har været politisk mod til at overhøre dommedagsprofetierne og afvise den del af pressen, der ville have os til at opgive det hele«, svarede Frank Jensen.
Cavendish snupper VM-titlen i massespurtDet fristede mig til at puste en prøveballon op og sende den til vejrs:
»Og så bliver det næste vel OL«, sagde jeg til den københavnske overchef.
Men den røg han ikke på.
»OL – nej«, sagde han. Og ordene kom fra en fast stemme, helt uden tøven og politisk staffage.
»Vi skal ikke forsøge at gabe over De Olympiske Lege, vi skal derimod tage de idrætsbegivenheder, der kommer i næste række. Og jeg håber, dette cykel-VM vil inspirere en masse idrætsforbund til at tænke stort«.
Og så smuttede Jensen ellers ind til de øvrige vigtige for at få kølig hvidvin, laksesnitter og den slags snacks, som vigtige folk spiser, når de møder andre vigtige.
Da Hushovd røg af
Selv var jeg også ved at være godt sulten, så jeg prøvede lykken ved et par pølseboder. Men køerne var så lange, at jeg ikke kunne regne med at komme til før næste folketingsvalg. Lidt længere henne på opløbsstrækningen så jeg en velkendt skikkelse ved endnu et af de mange VIP-telte. Det var den tidligere VM-medaljevinder i kajak, Yvonne Knudsen, som nu var en slags ’dørmand’ ind til det velduftende telt.
Med mit bedste danseskolesmil og lidt indsmigrende tale om gamle dage forsøgte jeg at snige mig ind til goderne, men den gode Yvonne lavede en screening og rullede med de skuldermuskler, som man nødvendigvis får af at bruge sin ungdom på at stikke en pagaj i vandet, trække igennem, hive den op – og starte forfra.
Der var ikke noget at gøre, jeg måtte videre gennem vrimlen af feststemte danskere og knap så glade nordmænd – som lige havde hørt over højttalerne fra den særdeles veloplagte publikumsspeaker, Peter Piil, at den bredbringede norske asfalthelt, Thor Hushovd, var hægtet af. Dermed gik glansen af de ellers så opstemte og fadølsberigede norsk mænd, som spankulerede omkring med t-shirts, der fortalte os, at »The Viking is Back«.
Norsk dobbeltspil endte med det rene ingentingLidt senere måtte jeg steppe til siden, da en bil med nummerpladsen ’Krone 8’ ville forbi. Det var kronprinsen, der skulle frem til den overvigtige VIP-tribune – han skulle jo være dagens ’blomsterpige’ og mænge sig med cykelpræsidenter, silkeslips og smarte, blonde medaljepiger i røde kjoler. Fra sin plads på bagsædet vinkede han til mig, mener jeg, så jeg vinkede naturligvis tilbage. For vi har før vinket til hinanden i forskellige sammenhænge.
»En slags franskmand«
»Det var da kronprinsen«, sagde en kvinde, der gik lidt bag mig, til sin veninde.
»Er den mand nogensinde hjemme og passe sin familie«, fortsatte hun.
»Neeej, det ved jeg ikke, han er jo sådan en slags franskmand«, svarede veninden, og så måtte vi i nærheden ellers gætte os til, hvad hun mente med det.
200.000 så cykelløb i NordsjællandVidere gennem vrimlen, som forekom uendelig. Jeg spurgte cykelsportens journalistiske nestor, vor egen Mogens Jacobsen, om han nogensinde havde oplevet noget lignende – og det havde han ikke, forsikrede han mig. Det tænkte jeg nok, svarede jeg, for det havde jeg heller ikke.
På min videre færd blev jeg tilbudt forskellige kager af nogle unge piger. Det var – kagerne naturligvis, ikke pigerne – nogle VM-cookies til en femmer, men det var ikke tidspunktet. Jeg ville frem i forreste række og se cykelløb, så jeg prøvede at mase mig ind forskellige steder.
»Nu er de her, lad os høre et ordentligt bifald«, brølede speakeren til folket – og ganske rigtigt så jeg nogle kulørte, krumbøjede rygge drøne forbi, mens mine øjne faldt på den smukke søjle, der bar Frederik V’s monogram, og som fortalte, at der var 2 Miil til København. »Hvor er den velpudset«, tænkte jeg, mens jeg forgæves spejdede efter Hushovd – og en skinkesandwich.
Træt Worre: Vi har flyttet VM op på et nyt niveaufortsæt med at læse
