På en lang dag spækket med højdramatiske og uhyggelige hændelser fortsatte det nærmest ufatteligt jubelfyldte danske eventyr ved verdensmesterskaberne i banecykling på velodromen i Apeldoorn, da 21-årige Amalie Dideriksen efter en iskoldt beregnende og kraftfuld indsats erobrede sølv i den olympiske disciplin omnium.
Endnu engang var det den hollandske hjemmebaneheltinde Kirsten Wild, der strøg helt til tops, men med den udgangsposition, den unge dansker havde inden det afsluttende 20 km lange pointløb, var det en forrygende bedrift, at hun formåede at kæmpe sig til en plads på sejrsskamlen.




























