Hollandske Dylan Groenewegen (LottoNL-Jumbo) vandt for anden dag i træk en etape i Tour de France, da han i massespurten afviste alle sprinterkonkurrenterne og i overbevisende stil kørte først over målstregen.
Peter Sagan (Bora-Hansgrohe) blev nummer 2, mens John Degenkolb (Trek-Segafredo) tog sig af tredjepladsen, og det gjorde de kun, fordi André Greipel (Lotto-Soudal) og Fernando Gavira (Quick-Step Floors) blev deklasseret for at stange hinanden med hovederne i slutspurten.
Greg Van Avermaet (BMC) beholder den gule trøje, ligesom også Søren Kragh Andersen (Sunweb) fortsat kan sole sig i den hvide ungdomsstrøje efter en etape, hvor et styrt 17 km før mål skabte ravage i feltet og som kostede Gaviras holdkammerat, ireren Dan Martin, et tidstab på 1,15 min.
Ikke den bedste optakt til søndagens imødesete og - ganske givet - frygtede 9 .etape for Martin, hvor han og resten af rytterne skal balancere på 21,7 km brosten.
Langs vejene på dagens 181 km lange etape fra Dreux til Amiens Métropole vajede de franske flag i luften og mindede rytterne, især de franske, om landets nationaldag, Bastilledagen.
Det var imidlertid det eneste element, der afveg fra den drejebog, der indtil videre er blevet kørt efter på de flade etaper.
Resten var det samme.
Efter 23 km stak dagens udbrud - Laurens Ten Dam (Sunweb), Marco Minnaard (Wanty) og Fabien Grellier (Direct Energie) - fra feltet, men mens Ten Dam få kilometer senere blev beordret tilbage for at udføre vigtigere hjælpeopgaver, fortsatte hollænderen Minnaard og franske Grellier lykkeridderudflugten og nåede op på knap 6 minutter som højdepunkt.
Derfra begyndte feltet langsomt at barbere afstanden ned, og da der manglede 7 km, var Minnaard og Grellier på trods af en fornem fighterindsats hentet og reduceret til statister, der røg ned gennem feltet.
Belgieren Philippe Gilbert (Quick-Step Floors) angreb kort før mål i håbet om at stjæle sejren og vinde på franskmændenes prestigefyldte dag, men forgæves.
Ritzaus liveblog fra etapen
fortsæt med at læse




























