Bob Jungels har god tid til at lade jublen få frit løb efter sit fremstød i finalen på 4. etape i Tour Colombia.
Foto: Joaquin Sarmiento/Ritzau Scanpix

Bob Jungels har god tid til at lade jublen få frit løb efter sit fremstød i finalen på 4. etape i Tour Colombia.

Cykling

Nedtur for Chris Froome på en ellers god dag for europæiske gæster

Luxembourgeren Bob Jungels scorede dobbelttriumf på 4. etape i Tour Colombia, hvor den firedobbelte Tour de France-vinder sakkede agterud.

Cykling

Efter tre dage, hvor værtsnationens højt kvalificerede aktører har taget grådigt for sig af retterne ved hyldestseancerne i Tour Colombia, lykkedes det i dag gæsterne at komme til fadet.

Det skete, da den 26-årige luxembourgske mester Bob Jungels (Deceuninck-Quick Step) rundede den 144 km lange 4. etape med start og mål i Medellin af med et eksplosivt angreb på den sidste km, som ingen af rivalerne formåede at svare igen på.

Jungels holdt hjem med et forspring på 3 sekunder til de nærmeste forfølgere, som førtes an af estlænderen Mikhel Räim (Israel Cycling Academy), mens sejrherrens franske holdkammerat Julian Alaphilippe besatte tredjepladsen.

Jungels og Alaphilippe til tops sammenlagt

Med de bonussekunder, de to Deceuninck-Quick Step-ryttere blev godskrevet, avancerede de til de to første pladser i klassementet.


Rytterne skulle tilbagelægge 6 omgange på en rundstrækning i Medellin-området, og den var så krævende, at hovedfeltet efterhånden reduceredes til omkring 60 ryttere.

Ingen kunne kontrollere finalen

Intet af holdene var i stand til at kontrollere begivenhederne, så der blevet angrebet flittigt i den afsluttende fase, men alt neutraliseredes, indtil Bob Jungels kastede sig ud i sit definitive fremstød og skar svingene så perfekt, at han var umulig at hente.

»Jeg blev overrasket, da jeg fik at vide, at etapen var vurderet til at være en sag for sprinterne, for på hver af de 6 omgange, vi kørte, skulle vi op over en meget skrap 1,5 km lang stigning«, fortæller Bob Jungels i en pressemeddelelse fra Deceuninck-Quick Step.

»Jeg vil da prøve at holde fast i førertrøjen så længe som muligt, men jeg er fuldstændig klar over, at det blive uhyre svært her i weekenden, for der er mange ryttere i feltet, som er langt bedre i bjergene, end jeg er«.

Froome har endnu ikke fundet rytmen

61 ryttere var med hjem i første gruppe, og den mest prominente fraværende var den firedobbelte Tour de France-vinder Chris Froome (Team Sky), som befandt sig i det næste store felt med et minus på 43 sekunder.

Det var en hård rundstrækning, vi var ude på i dag, og jeg kan godt mærke, at jeg endnu ikke rigtigt har fået løbsrytmen ind i kroppen

»Det var en hård rundstrækning, vi var ude på i dag, og jeg kan godt mærke, at jeg endnu ikke rigtigt har fået løbsrytmen ind i kroppen«, lyder det på Team Skys hjemmeside fra den 33-årige brite, der dumpede fra den samlede 9. plads ned som nr. 22 med et minus på 55 sekunder.

»Der skal virkelig noget til at begå sig i et felt med så mange stærke colombianere, der er voldsomt opsat til dette løb«.

»Her har jeg svært ved at hævde mig, men nu håber jeg, at jeg kan være til hjælp for Egan på de to sidste etaper. Han er rigtigt godt kørende, og der er ingen tvivl om, at alt handler om ham«, siger Froome med henvisning til sidste års vinder holdkammeraten Egan Bernal.

Vandt Liège-Bastogne-Liège og VM sidste år

For Bob Jungels er Tour Colombia sæsonens første opgave efter et 2018, der for hans vedkommende rummede to bragende højdepunkter.

Det første registreredes i slutningen af april, da han nåede alene til mål i Liège-Bastogne-Liège 37 sekunder foran canadieren Michael Woods (EF Education First) og franskmanden Romain Bardet (AG2R).

Cirka fem måneder senere kom så den anden kulmination, da Bob Jungels sammen med belgierne Laurens De Plus og Yves Lampaert, hollænderen Niki Terpstra, tyskeren Maximilian Schachmann og danskeren Kasper Asgreen kunne lade sig hylde som verdensmester i holdkørsel.

For luxembourgerens vedkommende var det anden gang, idet han også i 2016 var med til at hjemføre titlen.


Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden