Sjældent ses det, at fire ryttere jublende rækker armene i vejret efter afslutningen på en etape med samlet start, men det var tilfældet, da der sattes punktum for de første 188 km i Vuelta a Murcia fra Yecla til San Javier.
Ganske i overensstemmelse med traditionen gav den 28-årige spanier Pello Bilbao udtryk for sin begejstring, da han krydsede stregen som vinder, men få brøkdele af et sekund senere sendte hans tre Astana-holdkammerater, landsmændene Omar Fraile og Luis León Sánchez samt danske Jakob Fuglsang et tilsvarende sejrssignal ud til omverdenen, da de noteredes som henholdsvis nr. 2, 3 og 6 i mål.
Kvartetten havde nemlig leveret en overdådig kollektiv styrkedemonstration som deltagere i det afgørende udbrud, der på de sidste kilometer yderligere kun talte den spanske verdensmester Alejandro Valverde (Movistar) og østrigeren Patrick Konrad (Bora-hansgrohe).
Kom sprinterne i forkøbet
Egentlig var det ventet, at dagens styrkeprøve skulle være en opgave for sprinterne, og Mitchelton-Scott med den formstærke italienske europamester Matteo Trentin sørgede da også for at skabe samling på tropperne på den sidste lille stigning omkring 40 km fra mål.
Det skulle imidlertid vise sig at være for tidligt, for det åbnede for den massive Astana-offensiv, der var nøje planlagt, eftersom det kasakhiske mandskab ikke råder over nogen decideret sprinter i løbet.
Populære Chris Froome lider uventet nederlag i sydamerikansk eventyrForuden de 6 ovennævnte aktører var også Valverdes holdkammerat og landsmand Ruben Fernandez med i fremstødet, men han blev på de sidste km opslugt af feltet.
Alle mand arbejdede fortrinligt sammen, selv om Astana var i klart overtal, men forspringet nåede aldrig op på over 40 sekunder.
Matteo Trentin hurtigst blandt forfølgerne
Med Micthelton-Scott og CCC Team som hidsigt jagende i feltet mindskedes afstanden langsomt, men satsningen forude var så betingelsesløs, at det trods de ihærdige anstrengelser ikke lykkedes at lukke hullet.
Det syntes kun at være et spørgsmål om, hvem af Astana-rytterne, der skulle sejre, og efter at sidste års vinder Luis León Sánchez havde forsøgt sig, greb Pello Bilbao ud efter lykken inden for de sidste 1.000 m, og hverken Valverde eller Konrad var i stand til at hente ham.
Bilbao holdt hjem med 3 sekunder til sine tidligere ledsagere, og der var ingen gaver til den endnu engang flot kæmpende Alejandro Valverde.
8 sekunder senere nåede den første forfølgergruppe i det stærkt splittede felt til vejs ende med Matteo Trentin som den hurtigste,
Fuglsang sluttede som nr. 6 sidste år
At Jakob Fuglsang i dette selskab måtte tage til takke med sjettepladsen i spurten, kom ikke som den store overraskelse, og med den styrke, han lagde for dagen, ses der med spænding frem til hans kunnen på den langt skrappere 2. og sidste etape i morgen.
For Jakob Fuglsang er der tale om sæsonens første opgave i Vuelta a Murcia, og den 33-årige dansker dokumenterede altså straks, at formen også på dette tidlige tidspunkt af sæsonen rækker til bemærkelsesværdige præstationer.
Unge himmelstormere letter presset på superstjernen Chris Froome ved sæsonpremierenDet spanske arrangement har ført en noget usikker tilværelse i de senere år på grund af økonomiske vanskeligheder.
Oprindelig var der tale om en styrkeprøve på 5 etaper, men det reduceredes først til 3 og siden 2, hvorefter Vuelta a Murcia de seneste 6 år er afviklet som et endags løb.
Nu afvikles det så atter over to etaper, og den, der resterer, minder en del om sidste års løb, da Luis Leòn Sanchez sejrede15 sekunder foran Valverde, mens Philippe Gilbert på tredjepladsen var 2.15 minutter bagud.
Jakob Fuglsang blev nr. 6, da han nåede til mål sammen med Matteo Trentin og belgieren Pieter Serry 3.54 minutter efter Sánchez.
Tredjeplads på etapen rakte til førertrøje
Længere nordpå i Middelhavsregionen fejrede Astana endnu en triumf, for selv om den spanske mester Gorka Izagirre tydeligvis ærgrede sig, da han måtte nøjes med tredjepladsen efter landsmanden Eduard Prades (Movistar) og franskmanden Tony Gallopin (AG2R) i den gruppe på en halv snes mand, der nåede sammen til mål på den 196 km lange 2. etape i Tour de la Provence fra Istres til La Ciotat, kunne Astana-rytteren fryde sig over, at anstrengelserne resulterede i erobringen af førertrøjen.
Som i Spanien skinnede forårssolen lunende over deltagerne i den franske begivenhed, der på de sidste 50 km udviklede sig til en hidsig og spektakulær affære.
Indtil da havde Team Sky kontrolleret udviklingen og beskyttet den italienske indehaver af førertrøjen Filippo Ganna, men i det kuperede terræn i den afsluttende fase mistede det britiske storhold grebet om løbet, og Ganna sakkede agterud.
Den lokale helt Thibaut Pinot (Groupama-FDJ) og hans unge landsmand og holdkammerat David Gaudu viste sig som særdeles angrebsivrige, men i selve finalen blandt de 9 ryttere, der nåede først til mål, havnede de som henholdsvis nr. 7 og 8.
Kører sin første sæson for Movistar
Den 31-årige spanier Eduard Prades, der kører sin første sæson for Movistar, pressede i spurten sin cykel lige netop forbi Gallopin og Izagirre, mens australieren Simon Clarke (EF Education First) og Team Skys eneste repræsentant i front ireren Eddie Dunbar fulgte på de næste pladser.
Efter dagens strabadser ser top-10 således ud: 1. Gorka Izagirre, 2. Pinot 2 sekunder, 3. Gallopin 6, 4. Rudy Mollard (Groupama-.FDJ) 10, 5. Clarke 11, 6. Gaudu 15, 7. Dunbar samme tid, 8. Prades 21, 9. Sébastien Reichenbach (Groupama-FDJ) 26, 10. Jimmy Janssens (Corendon-Circus) samme tid.
Jakob Fuglsangs ny makker forsvarer den gule førertrøje i dramatisk finaleAlle fire danske deltagere satte tid til i dag, og deres samlede placeringer ser således ud: 61. Niklas Eg (Trek-Segafredo) 2.55 minutter, 78. Kasper Asgreen (Deceuninck-Quick Step) 5.14, 125. Asbjørn Kragh Andersen (Sunweb) 11.05, 140. Jonas Gregaard Wilsly (Astana) 16.20.
Trist melding for spansk storhold
Eduard Prades vakte opsigt sidste sæson, da han på det lille 2. divisionshold Euskadi-Murias blandt andet sluttede som samlet vinder af både Tour of Norway og Tour of Turkey.
For Movistar var Prades’ spurtopvisning en kærkommen opmuntring på en dag, der bragte det spanske storhold en ganske anderledes nedslående nyhed.
Midt under de to løb udsendte Movistar en pressemeddelelse, hvor det oplystes, at, at det har taget skridt til at opløse kontrakten med den 26-årige spanier Jaime Rosón, efter at denne allerede i nogen tid har været suspenderet.
Rosòn skiftede i 2018 fra Caja Rural til Movistar, men allerede i den første sæson på holdet konstateredes uregelmæssigheder i hans biologiske pas dateret tilbage til januar 2017.
Rosón nåede i tjeneste hos Movistar at vinde Vuelta a Aragon sammenlagt midt i maj, men godt en måned senere havde han sin sidste optræden i Critérium du Dauphiné.
fortsæt med at læse


























