Egentlig var det meningen, at den 24-årige colombianer Sebastián Molano i sin første opgave for sin ny arbejdsgiver, det arabiske WorldTour-mandskab UAE Team Emirates, skulle have bidraget til at føre sin væsentligt mere berømte landsmand Fernando Gaviria frem til succes.
Sidstnævnte stillede nemlig i Tour Colombia op som en af arrangementets mest fremtrædende bud på etapesucces, og det var forventet, at han – blandt andet med Molanos assistance – ville kunne levere en præstation i stil med sidste års, da han erobrede tre sejre.
Allerede i onsdagens styrkeprøve gik det imidlertid galt for Gaviria, der ikke formåede at sidde med hjem i hovedfeltet til massespurten, og i dag viste det sig så, at der var en gyldig grund til det.
Satte sig på hjul af Alaphilippe
Den colombianske spurtkanon er nemlig så slemt plaget af et maveonde, at han slet ikke stillede op på den 167 km lange 3. etape med start og mål i Llanogrande, og det banede så vejen for, at Sebastian Molano kunne kæmpe sig til den helt store triumf.
Bandlyst Tour-stjerne vinder stadig trods 13 år fjernt fra den store scene efter dopingskandaleAllerede i går var den colombianske debutant, der de seneste tre sæsoner har repræsenteret hjemlandets Manzana Postobon, tæt på, men i spurten blev han lukket inde og måtte se sig henviste til tredjepladsen efter landsmanden Alvaro Hodeg (Deceuninck-Quick Step) og estlænderen Martin Laas (Team Illuminate).
Men i dag kunne intet bremse Sebastian Molano, som oven i købet klogt havde sat sig på hjul af den franske Tour de France-bjergkonge Julian Alaphilippe (Deceuninck-Quick Step), der blev styret frem mod målstregen af den luxembourgske mester Bob Jungels.
Rigoberto Uran er tilbage i førertrøjen
De denne slog ud med knap 200 m tilbage, sad Sebastian Molano således i en perfekt position.
Han trådte uden de store problemer forbi Alaphilippe og susede jublende i mål et par længder foran franskmanden, mens landsmanden Diego Ochoa (Manzana Postobon) snuppede tredjepladsen foran to af løbets fremtrædende colombianske kandidater til den endelige gevinst Miguel Angel Lopez (Astana) og sidste års sejrherre Egan Bernal (Team Sky).
Indehaveren af førertrøjen Alvaro Hodeg formåede ikke at følge tempoet i frontgruppen, og det betød, at den etablerede colombianske stjerne Rigoberto Uran er tilbage i den førertrøje, han bar, efter at han havde været med til at føre EF Education First til succes i det indledende holdløb.
Uran har sine to holdkammerater landsmanden Daniel Martinez og amerikaneren Lawson Craddock på de næste pladser, mens Julian Alaphilippe lurer på fjerdepladsen.
Den tiende sejr og den største
For Molano var det uden sammenligning karrierens største sejr, selv om han havde prøvet at vinde 9 gange tidligere.
Unge himmelstormere letter presset på superstjernen Chris Froome ved sæsonpremierenSåledes slog han sidste efterår til med 5 førstepladser i Kina – 3 i Tour of Taihu Lake og 2 i Tour of China – ligesom han tidligere på året i Argentina sikrede sig det panamerikanske mesterskab ved at spurtbesejre den lokale favorit Maximiliano Richeze (Deceuninck-Quick Step)..
Molano har også vundet i Europa – en etape i Vuelta Communidad de Madrid i 2016 og 2 i det portugisiske Volta ao Alentejo året efter.
I morgen fortsætter Tour Colombia med 144 km, der har start og mål i Medellin og forventes at give sprinterne en mulighed for at brillere, inden løbet i weekenden afgøres i bjergene.
fortsæt med at læse


























