Francisco Mancebo ligger her sidst på vej op ad Col d'Aubisque på 16. etape i Tour de France 2005. Jan Ullrich fører an foran Michael Rasmussen i bjergtrøjen, Floyd Landis, Lance Armstrong i gult og Levi Leipheimer. Det skulle blive Mancebos sidste Tour, og alle de andre blev også siden på et eller andet tidspunkt indhentet af doping-skæbnen.
Foto: Alessandro Trovati

Francisco Mancebo ligger her sidst på vej op ad Col d'Aubisque på 16. etape i Tour de France 2005. Jan Ullrich fører an foran Michael Rasmussen i bjergtrøjen, Floyd Landis, Lance Armstrong i gult og Levi Leipheimer. Det skulle blive Mancebos sidste Tour, og alle de andre blev også siden på et eller andet tidspunkt indhentet af doping-skæbnen.

Cykling

Bandlyst Tour-stjerne vinder stadig trods 13 år fjernt fra den store scene efter dopingskandale

Operacion Puerto blev spanieren Francisco Mancebos skæbne, men han har ufortrødent fortsat karrieren og sejrer under fremmede himmelstrøg.

Cykling

Da spanieren Francisco Mancebo begyndelsen af juli 2006 som en af de angiveligt implicerede i dopingaffæren Operacion Puerto blev sendt hjem fra Tour de France, endnu inden løbet var gået i gang i Strasbourg, ændrede hans cykelkarriere på drastisk vis karakter.

Han blev fyret fra sit franske mandskab AG2R, som han havde indgået en givtig kontrakt med efter i 2005 at være blevet nr. 4 i Touren og 3 i Vuelta a España, men i modsætning til, hvad der var tilfældet for størstedelen af de øvrige berørte ryttere, fik hans påståede forbindelse til dopinglægen Eufemiano Fuentes ingen konsekvenser i form af karantæne.

Det gjorde den så i allerhøjeste grad, når det gælder jobmuligheder, for efter skandalen ønskede ingen af de mandskaber, som ellers havde stået i kø for at sikre sig en af datidens mest angrebsivrige etapeløbsstjerner, at røre ved ham med en ildtang.

Dominerede totalt på Filippinerne

Selv om det givetvis har været et hårdt slag, formåede det ikke totalt at spolere Mancebos eksistens i den hårde branche, og han har lige siden taget til takke med job på mindre firmahold, der for de flestes vedkommende hører hjemme langt nede i det globale hierarki.

Og spanieren, der 9. marts fylder 43 år, har forstået at sige tak for tilliden ved med jævne mellemrum at sørge for succes til de arbejdsgivere, som ellers kun sjældent befinder sig i rampelysets jubelcentrum.

I dag kunne Francisco Mancebo således i sin første opgave for sit ny japanske mandskab Matrix Powertag lade sig hylde som samlet vinder af Ronda Pilipinas efter at have domineret det 5 dage lange arrangement fra første færd.

Spanieren lagde ud med en imponerende solooffensiv på den 199,5 km lange 1. etape, der bragte ham i mål 3.52 minutter foran de to filippinske hjemmebanehelte Roland Oranza og Dominic Perez, og med det forspring holdt han komfortabelt samtlige rivaler stangen i den resterende del af løbet.

Vandt ungdomskonkurrencen i Touren i 2000

Inden Operacion Puerto sendte Francisco Mancebo på kurs mod fjerne egne, hvor han givetvis aldrig havde drømt om at skulle udfolde sig, tegnede der sig en rosenrød fremtid for spanieren.

I 2000 oplevede han således et gennembrud som 23-årig i sin tredje sæson som professionel på hjemlandets storholde Banesto – i dag Movistar. Mancebo blev sendt til start i Tour de France for anden gang med schweizeren Alex Zülle som kaptajn, men denne udsattes for en bragende nedtur og udgik på 17. etape.

Mancebo derimod fightede sig i sin langt fra kønne, men uhyre effektive stil til vejs ende på en 9. plads, hvilket rakte til ar vinde ungdomskonkurrencen.

Det var det første af flere bemærkelsesværdige resultater i de store rundture, og Mancebo fortsatte således de følgende år med placeringer i Tour de France som nr. 13, 7, 10, 6 og 4, mens han i Vuelta a España fra 2003 og frem nåede at blive 4, 3 og 3.

Mancebo var uønsket i Vueltaen

Så der hersker ingen tvivl om, at Francisco Mancebo var på vej mod nye højder, da Operacion Puerto-lavinen styrtede ham omkuld.

Men spanieren blev altså ikke liggende, og allerede i 2007 sikrede han sig kontrakt med 2. divisionsholdet Relax-Gym. Både holdets ledelse og Mancebo selv havde utvivlsomt håbet, at det ville give ham adgang til i hvert fald Vuelta a España, men allerede der viste berøringsangsten sig.

Vuelta-arrangørerne meddelte nemlig, at Relax-Gym var velkomment i løbet, men Francisco Mancebo måtte ikke være en del af truppen.

Dermed var signalet utvetydigt. Mancebo var bandlyst fra de større begivenheder, og han når aldrig at føje en 13. start i de tre uger lange styrkeprøver til de 12, han havde fra 1999 til 2005.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Omflakkende tilværelse

Tilværelsen blev ligeledes særdeles omflakkende, og bortset fra tre sæsoner på SkyDive Dubai fra 2014 og frem har Mancebo hvert år set sig nødsaget til at finde nyt job.

Investeringen i ham har imidlertid langt fra været forgæves, for hans fightervilje har holdt sig ufortrødent. Således har Mancebo bortset fra sidste år formået at vinde i hver sæson siden bandlysningen.

Omkring 40 sejre i pointgivende løb på den internationale terminsliste er det blevet til i den periode.

Og nu kender de ham også på Filippinerne.


Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce