Den store VM-oplevelse - det offensive totalspil svøbt i drømmeslør - kom en dag forsinket til Tyskland. Men den kom. For hvad Brasilien ikke magtede i sin premierekamp mod et veltrimmet kroatisk mandskab i Berlin tirsdag aften, præsterede Spanien i sin onsdags-entrékamp ved denne slutrunde: At tryllebinde et fyldt stadion i Leipzig, holde et forbløffende tempo og med kreativ kraft udspille sin modstander, de håbefulde ukrainske VM-debutanter, på kryds og tværs. 4-0 sluttede opgøret, som dermed røg ind som turneringens højdespringer. Opvisning Det var opvisning - intet mindre. Det var en magtfuld indsats, hvor ingen på det spanske hold kiggede bagud eller skævede til siderne, men konstant rettede øjnene fremad. Mod den sjove trækonstruktion med nettet for enden af banen. For det er det, det handler om - at fylde det gamle fiskeredskab ud. Spanien viste kompromisløst angrebsspil i dette gruppe H-opgør, der ellers var forudset til at blive spændende og jævnbyrdigt - med en smal sejr til en af siderne. Og selv om spanierne nok havde papirets favoritrolle, så ved man af erfaring, at de sammenbragte stjerner har samarbejdsvanskeligheder - og at det spanske hold af samme grund står for den ene slutrundeskuffelse efter den anden. Derfor ville det ikke have været en kropsskælvende sensation, såfremt Ukraine var trådt ind i VM-historien med en overraskelse. Uafbrudt bevægelse Men de var en bjergkæde derfra, ukrainerne. For kampen på den solbagte leipziger-grønsvær viste nemlig, at det spanske VM-indslag kan forme sig anderledes denne gang. At Spanien måske har fået og finpudset den 'vi'-ånd, der svinger kroppe i takt og muliggør store præstationer og vigtige sejre. Sådan skulle Brasilien have spillet i Berlin, hvis holdet havde skullet leve op til en ganske verdens forventninger: Helhjertet, med alle mand i uafbrudt bevægelse, med hurtighed og snert i afleveringerne, med aggressivitet og frækhed i spillet foran mål, med agtpågivende boldbesiddelse - og med en ubændig vilje til at beherske kampen og give modstanderne meget, meget lidt tørv at boltre sig på. Sjevtjenko bleg Derfor blev kampen som den blev - en ensidig forestilling. Jo, Ukraine var med, spillerne var på banen, det kunne vi jo se, endda også selveste Sjevtjenko, solgt fra Milan i Italien til Chelsea i England for sindssyge 330 millioner kroner. Men de fik intet at sige, spillerne fra Ukraine. Faktisk lignede de i perioder udlånt inventar fra Madame Tussauds vokskabinet, klædt i korte bukser og pænt placeret på banen, som skulpturer i en park - hvor spaniere som Alonso, Garcia, Villa, Xavi og Torres drønede af sted med bolden på skiftende tåspidser. Det var vidunderligt at se på, virkelig schlagsahne for øjnene - men uden tvivl frygteligt at opleve som magtesløs voksfigur. Og efter 17 minutter var Spanien foran 2-0, og dét på sådan måde, at det var mere end svært at forestille sig, at Ukraine på nogen måde kunne komme ind og sige 'bøhski', eller hvad man nu siger på de kanter. Rødt kort Kampen var afgjort, før den nærmest var begyndt. Og selv da Ukraine skiftede to angribere ind straks efter pausen, blev det virkningsløst - for et minut senere faldt der et rødt kort til Vasjtjijuk, som havde godt fat i bukserne på hvirvelvinden fra den spanske højslette, Fernando Torres. Det var skum, vand og is på de svage ukrainske gløder, tilbage var blot at begrænse nederlaget og undgå en fuldstændig ydmygelse - og det lykkedes ikke. Kan Spanien blive turneringens store overraskelse? Som holdet spillede i går - ja. Men hvad er forsvaret værd, hvis den stærke spanske midtbane nedkæmpes? Det ved vi ikke. Og noget svar gives næppe før i mellemrunden.