Aston Villa har været min klub siden 1981. Jeg var blot 9 år gammel, og fodbold havde ikke for alvor tændt mig endnu, men så så jeg trøjerne. Og jeg så dem lørdag efter lørdag på tv. Holdet lå i toppen, men jeg var ligeglad: Det var trøjerne, jeg faldt for. Aston Villa blev mestre det år, og siden har jeg grinet og grædt med holdet.
Den bedste spiller gennem tiderne må være Paul McGrath. Den irske forsvarskæmpe kom til i 1989 fra Manchester United, hvor hans store forbrug af alkohol blev for meget for Alex Ferguson. Aston Villa stod klar med åbne arme, på trods af at manden havde et kronisk dårligt knæ og løb langsommere end en toårig. Men McGrath havde en sjælden evne til at læse spillet, hvilket indbragte ham titlen som årets spiller i 1993 og en finalesejr i Liga Cuppen i 1994 over Manchester United og Alex Ferguson. I mange år efter hans karrierestop sukkede Villafans efter en ny McGrath, og mange mener, ligesom jeg, at man kom tæt på med Martin Laursen, der også kunne prale af det dårlige knæ. Folk som Dwight Yorke, Paul Merson og James Milner bør også nævnes i denne sammenhæng, men ingen når McGrath til knæbindet.
Læs ogsåVilla-fans sørger over Laursens farvelDen største profil på holdet lige nu er den engelske landsholdsangriber Darren Bent, der kom til klubben i januar 2011 for en rekordstor sum på mere end 200 millioner kroner. I mange år havde klubben savnet en målfarlig angriber, og Bent leverede varen, da han kom til klubben, og uden hans mål kunne klubben være at finde i The Championship den dag i dag. Alligevel mener mange fans, at han er en ensidig spiller og en doven hund, der burde sælges. I min optik er 22 mål i 47 kampe dog godkendt. En ny manager inden sæsonstarten og mange nye spillere gør også, at holdet lige skal finde sin stil. Det samme gælder Bents rolle i det nye system. Jeg har ingen personlig favorit, men glæder mig til at se, hvad nye folk som Brett Holman, Ron Vlaar og Christian Benteke kan tilføre på sigt. På holdet kunne vi bruge forstærkninger på midtbanen. Anfører Stilian Petrov har på tragisk vis indstillet karrieren på grund af leukæmi, og selv om Karim El Ahmadi er kommet til fra Feyenoord og Ashley Westwood fra Crewe, mangler man stadig en mand, der tager arbejdshandskerne på og tænker mere bagud end fremad. Klubben har mange midtbanespillere i truppen, men selv om australieren Chris Herd gang på gang leverer mandfolkepræstationer, kan han altså ikke slå en aflevering. Barry Bannen er dygtig, men ikke højere end Snøvsen, Stephen Ireland er for fin til at tackle, og Fabian Delph får sit obligatoriske gule kort efter 20 minutters spil og må derfor holde igen. Så en god gammeldags skraldemand må have høj prioritet til januar.
Læs ogsåKarrieren er slut for kræftramt Villa-anførerDen bedste træner for Aston Villa er ikke lige til at udpege, for klubben har en notorisk evne til at udpege de forkerte, men skal man hive én op af hatten mellem uheldige valg som Billy McNeill, Jozef Venglos og Alex McLeish, må det være Martin O’Neill. På trods af at han lod holdet i stikken fem dage før sæsonstarten i 2010, gav han med et par sjettepladser klubben håb om en bedre tid. Jeg har store forventninger til nyudnævnte Paul Lambert. Hvor Alex McLeish i sidste sæson med 10 forsvarsspillere og en målmand spillede for ikke at tabe kampene, har Lambert indført en angrebsorienteret og aggressiv spillestil, der endnu ikke har kastet resultater af sig, men den er trods alt mere seværdig. Jeg håber blot, at klubben og fansene vil have tålmodighed med Lambert, for holdet er inde i en genopbygningsfase, og det kræver tid at vende skuden. Den bedste kamp, jeg har set på tv, var egentlig en kamp, holdet tabte, for når man er fan af et hold, der sjældent vinder, må man finde andre glæder. I sæsonen 1996/97 tabte Aston Villa 4-3 på St. James Park til Newcastle med Les Ferdinand og Alan Shearer som målscorere, men det, der gjorde kampen speciel, var Dwight Yorkes hattrick, stolpeskud og annullerede mål ved 4-3. Kun en enkelt gang har jeg haft den glæde at se mit hold live. I næste kamp møder vi Norwich hjemme – klubben, Paul Lambert udførte mirakler for. Aston Villa er i overhængende fare for at rykke under nedrykningsstregen, og et nederlag kan sende dem ned i hængedyndet. Sæsonen er endnu ung, men den slags kampe skal bare vindes, og den kan blive en indikator for, om jeg igen skal grine eller græde med mit hold.
