Det var en anden tid dengang. I min barndoms 90’ere var fodbolden endnu uskyldig – eller det var den måske ikke helt, men sådan husker jeg det. Hverken korruption, matchfixing eller hooligans havde fundet vej til min indre ordbog, og selv de største stjerner kostede millioner, ikke milliarder.
Jeg lærte verdenen at kende fra en langside på Vejle Stadion sammen med min bror. Det var ikke en rigtig tribune, men snarere en skæv trappe beklædt med sand og fyldt med glade mennesker – især når solen skinnede over Nørreskoven, hvor arenaen ligger blandt store, gamle bøgetræer. Nu i en noget mere moderne udgave. Egentlig var hverken min bror eller jeg fans af Vejle. Men det var vores bedstefar – og vores mor havde i 60’erne og 70’erne fulgt klubben så tæt, at hun havde flere udklipsbøger med autografer, fotografier og avisartikler om holdets kampe. Og om sit store idol, Allan Simonsen.
