FC MIDTJYLLAND sluttede sidste sæson på mesterlig vis med fem sejre på stribe, to af dem i udekampe mod FC København og Brøndby. Nu kan midtjyderne ikke vinde mere, har i hvert fald ikke gjort det i den nye sæsons første tre kampe. Det sætter mestertræner Jess Thorup og hans spillere under stort pres. For der er krav om sejr og forventninger fra klubben, sponsorer og tilskuere før hjemmekampen i morgen mod Esbjergs superligaoprykkere og returmødet med kasakherne fra FC Astana i kvalifikationsturneringen til Champions League med fyldte tribuner på MCH Arena. Det var bittert, at FCM til allersidst indkasserede scoringen, der gav Astana 2-1-sejren forleden, fire dage efter midtjydernes nederlag til AaB med de samme cifre i Aalborg.
Anfører Jakob Poulsen erkender, at det for øjeblikket er »tungt« at være FCM-spiller, men ved jo, at i fodbold kan nedtur hurtigt blive vendt til optur. »Vi lavede nogle individuelle fejl i de to første superligakampe – jeg brændte selv et straffespark mod AGF – men i Astana leverede vi en bestemt godkendt anden halvleg og havde fortjent uafgjort«. Dog, ved begge hjemmeholdets mål bakkede FCM-forsvaret for meget og gav plads til skytten, der sendte bolden i kassen. Især ved sejrsmålet skulle FCM’erne have været mere aggressive og fremadrettede i forsvarsarbejdet i stedet for at stille sig tilbage og sige, værsgo at skyde. Tak sagde Laslo Kleinheisler og scorede fra 28 meter.


























