Da Yussuf Poulsen hilste på Jon Dahl Tomasson ved ankomsten i mandags til landsholdstruppens jyske hovedkvarter på Hotel Eyde i Herning, var det første, RB Leipzig-angriberen sagde til Åge Hareides assistent: »Nu laver jeg mål på den måde, som du gjorde«. Tomasson nikkede. Han havde set tysk fodbold fra søndagskampene på tv.
Dagen forinden havde den 24-årige Bundesliga-spiller scoret fra kort afstand mod Nürnberg. Ikke noget smukt mål, hverken spektakulært, raffineret eller meget svært at lave. Hvis man altså er en angriber, der timer sit indløb rigtigt, kommer ind i en gunstig position og bare skal bugsere bolden få meter fremad.




























