Manchester City kan komme på Uefa-grillen igen

Manchester City har netop indgået en ny aftale med angriberen  Raheem Sterling til en værdi af  ca. 130 millioner kroner per sæson. Om klubben reelt har råd til det, er uklart. Dokumenter peger i hvert fald på, at City måske genererer fantasi-indtægter. Oli Scarff/Ritzau Scanpix
Manchester City har netop indgået en ny aftale med angriberen Raheem Sterling til en værdi af ca. 130 millioner kroner per sæson. Om klubben reelt har råd til det, er uklart. Dokumenter peger i hvert fald på, at City måske genererer fantasi-indtægter. Oli Scarff/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Football Leaks-afsløringer vedrørende den regerende engelske mesterklub Manchester Citys opsigtsvækkende pengeforbrug har fået Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) til at true med at genåbne afsluttede og henlagte sager om økonomisk fifleri, manipulerede kontrakter og sminkning i forhold til de såkaldte finansielle fairplay-regler.

Manchester City har tidligere haft en sag kørende med Uefa, men indgik i 2014 et kompromis med Uefa, der dengang havde den nuværende Fifa-præsident Gianni Infantino i en prekær rolle som forhandler for Uefa - udpeget af blandt andet Manchester City selv. City slap dengang for karantæne, fik inddraget pengepræmier og fik som straf reduceret antallet af spillere, de kunne bruge i en efterfølgende Champions League-turnering.

Gianni Infantino guidede som generalsekretær for Uefa også Paris SG gennem deres problemer med Uefa finansielle fairplay-regler i 2014.

Præsidentens dobbeltspil: Økonomisk doping på otte milliarder

Uefa truer i kølvandet på yderligere rapporterede Manchester City-forsøg på at skjule, hvordan klubbens pengeflow er, med at se på mistænkelige sager igen. Skulle der dukke ny information op som kan bevise op urent trav i tidligere sager, kan disse tages op igen sag for sag, forlyder det fra Uefa.

»Det gælder for alle klubber, der ansøger om en Uefa-licens og deltager i de europæiske turneringer«, skriver Uefa.

Kommentar: Frygten for repressalierne får fodboldledere til at holde mund

Det tyske magasin har i Football Leaks-serien afsløret, at organisationen, der ejer Manchester City, Abu Dhabi United Group, at der er tvivl om bogførte indtægter for op i mod en halv milliard kroner samt at Abu Dhabi United Group tillige har tilført City penge udenom gængse kanaler ved at betale 30 millioner euro, ca. 225 millioner kroner, for kommercielle rettigheder til Citys spillere.

E-mail lukkede hul efter trænerfyring

Football Leaks-papirer indikerer også, at Manchester City har kunnet skjule en stor del af den tidligere træner Roberto Mancinis løn og derved kun bogføre mindre end en tredjedel. Italieneren, der var træner i klubben fra 2009-2013, havde dengang to kontrakter. 1,45 millioner pund (ca. 12 mio. kroner) var bogført som løn fra Manchester-klubben, mens han tjente henholdsvis 1,45 og 1,75 millioner pund for at rådgive en anden klub ejet af Citys pengebagmænd i Abu Dhabi - Al Jazira Sports.

Da Mancini blev fyret i 2013, stod Manchester Citys regnskabsfolk pludseligt med et minus på ca. 10 millioner pund på grund af store uforudsete udgifter ved fyringen. Men hullet blev lappet med en henvendelse til klubbens ejere ’AD’ - Abu Dhabi United Group. Det viser en lækket e-mail fra Citys økonomi-boss Jorge Chumillas. Han skrev:

»Jeg mener, at den eneste mulighed der er tilbage for at lukket hullet, er et yderligere AD-sponsorat«.

Målet er balance

Uefas finansielle fairplay-regler betyder i grove træk, at klubberne ikke må bruge flere penge end de tjener. Er der ikke balance mellem indtægter og udgifter, kan Uefa sanktionere klubberne, hvilket dog kun er sket i et meget lille omfang - og primært er det gået ud over mindre klubber - siden reglerne blev søsat for snart ti år siden.

I modsætning til Uefa har Manchester City ikke reageret på de påstande, Der Spiegel har fremført.

Uefa hævder, at deres regler om finansiel fairplay på bare 7 år har fået vendt en truende udvikling i de professionelle fodboldklubber i Europa. Fra at have haft en samlet gæld på over 12 milliarder kroner i 2011, er udviklingen angiveligt vendt til et samlet overskud på ca. 450 millioner i 2018.

Bo Moshage

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her