Lukasz Fabianski havde pæn succes i Swansea, men skiftede til West Ham i 2018. Originalfoto: Nick Potts/AP

Lukasz Fabianski havde pæn succes i Swansea, men skiftede til West Ham i 2018. Originalfoto: Nick Potts/AP

Fodbold

Agenter tjente 11 mio. ved at skabe falsk interesse for Premier League-målmand

Agenter fra firmaet Spielerrat fik i 2015 en leder fra Bayer Leverkusen til at lade, som om klubben var interesseret i en spiller, så de kunne presse ekstra penge ud af walisiske Swansea.

Fodbold

For tilskuerne på Liberty Stadium udviklede den polske målmand sig hurtigt til lidt af en lokal helt.

Da Lukasz Fabianski i sommeren 2014 skiftede gratis til den walisiske Premier League-klub Swansea, var det usikkert, hvor stærkt et kort han egentlig var. Igennem syv år hos Arsenal havde han haft en evig reserverolle, så det var et slags lotteri at give ham chancen som førstevalg i verdens nok hårdeste fodboldliga.

Han viste sig dog straks som en gevinst af de større. I løbet af sin første sæson holdt han målet rent 13 gange, og det var blandt andet det, der sikrede ham en helterolle blandt de lokale i Swansea.

Men samtidig skabte den gode sæson også pludselig nye muligheder for tre tyskere, der lurede i kulissen og gerne tog beskidte metoder i brug for at maksimere deres mulighed for at profitere på Lukasz Fabianskis succes: Daniel Delonga, Thorsten Wirth, Hannes Winzer. Sammen havde de i 2013 stiftet agenturet Spielerrat, og de repræsenterede den polske målmand. For dem skabte hans gode sæson en unik chance for at tjene ekstra penge, men for at eksekvere deres plan havde de brug for lyssky hjælp fra en leder i en tysk topklub, der skulle vise en umiddelbart falsk interesse i spilleren. Og det fik de.

Agentur involveret i dansk sag

Alt det afslører dokumenter fra whistleblowerplatformen Football Leaks, som er blevet overdraget til Der Spiegel og siden delt med nyhedsmagasinets partnere i European Investigative Collaborations. Herunder Politiken, der tidligere har beskrevet Spielerrats centrale rolle i en anden artikel med afsæt i den store lækage.

Den handler om Per ’Pelle’ Nilsson. I 2014 ville FC København hente den svenske landsholdsspiller, og lige før kontraktunderskrivelsen foreslog agenten Daniel Delonga, at klubben formelt set skulle hyre ham – selv om tyskeren ellers umiddelbart havde arbejdet for forsvareren. Formålet var ifølge lækkede mails klart: At sikre, at Per Nilsson slap for at blive beskattet af en del af agentsalæret.

Finten er udbredt i fodboldens verden. Ved formelt set at lade klubben hyre og aflønne spillerens agent kan spilleren spare skat af salæret, og på den måde kan klubben præsentere et mere lukrativt tilbud i kampen for at få spillerens underskrift. Samtidig kan klubben opnå en momsfordel. Men det kan være på kant med loven, siger Skattestyrelsen, der nu vil »kigge nærmere på problemstillingen«.

Om formiddagen 22. maj 2014 skrev Daniel Delonga til FCK:

»Er der en måde, hvor mindst halvdelen af skatten ikke skal betales?«.

Nordens største fodboldklub svarede »OK«. Dagen efter underskrev parterne kontrakten med Spielerrat som »agent for klubben«, så Per Nilsson slap for at blive beskattet af salæret til det tyske agentur. Både FCK og Daniel Delonga afviser at have gjort noget forkert.

Det interessante rygte

Spielerrats arbejde med Lukasz Fabianski i foråret 2015 ser imidlertid ud til at vise, at det tyske agentur ikke skyr fodboldverdenens fiflerier.

»Hvis skaktrækket virker, kan vi øge vores indtjening fra ’Fab’ markant«, skrev Thorsten Wirth i en lækket mail til sine kolleger fra Spielerrat i april 2015 – med henvisning til Lukasz Fabianski.

De havde åbenbart en plan. I deres første tid som ledere af agenturet havde de tre tidligere Adidas-ansatte gentagne gange mindet hinanden om, at deres rolle i fodboldverdenen skulle være en ren kontrast til de mange sorte får, der fiflede med det meste for at tjene så mange millioner som muligt. De skulle ikke være en del af den grådighed, huskede de hinanden på.

I rotter... Fantastisk træk

I foråret 2015 hørte Thorsten Wirth dog et interessant rygte. Han fortalte sine kolleger om det, men de skulle alle behandle informationerne med yderste diskretion.

»Det kan blive en brutal boomerang for alle involverede, hvis det bliver offentligt«, skrev Wirth.

Rygtet handlede om et falsk bud. I arbejdet med at sælge en spiller havde en bundesligaklub angiveligt fået en fodboldforretning fra Premier League til at vise interesse for spilleren, selv om den egentlig ikke ønskede at købe ham. Ifølge overleveringen var det spillerens agent, der havde sikret et falsk bud fra den engelske klub for at presse den ægte interesserede klub til at skrue prisen i vejret.

Missionen lykkedes. I sidste ende fik bundesligaklubben angiveligt 2 millioner euro (cirka 15 millioner kroner) mere, end det første tilbud lød på. En del af den ekstra gevinst brugte bundesligaklubben så til at betale agenten 800.000 euro for hans rolle i handlen.

»Et smart, beskidt træk. Uanset hvad I måtte tænke om det ud fra et moralsk perspektiv, virkede det«, skrev Thorsten Wirth til sine kolleger.

I første omgang var de i tvivl.

»Jeg finder det ikke helt forkasteligt«, skrev Daniel Delonga, men »det er ikke vores stil«, tilføjede han.

Få uger senere kom de tre kolleger imidlertid netop på at bruge det kneb i arbejdet med Lukasz Fabianski.

Leverkusen-chef hjalp

Efter målmandens succesrige sæson krævede Spielerrat, at Swansea hævede hans løn med 15.000 pund (cirka 125.000 kroner) om ugen, selv om han endnu havde tre år tilbage af sin kontrakt. Til gengæld ville polakken så gå med til at droppe en exitklausul på 4 millioner pund, forklarede agenterne.

Samtidig havde de også tænkt på sig selv. For en ny fireårig kontrakt foreslog de et agentsalær på 760.000 pund det første år og derefter 480.000 pund for hver efterfølgende sæson. I alt 2,2 millioner pund.

Men hvorfor skulle Swansea gå med til det? Selv om Lukasz Fabianski havde stået godt, ville det stadig være svært at få vildt mange penge for en 30-årig målmand, der trods alt kun havde præsteret godt i en enkelt sæson. Spielerrat havde brug for at kunne lægge pres på.

»Lukasz er mega glad i Swansea. Vi har ingen andre – og særligt ikke bedre – tilbud på hånden«, informerede Thorsten Wirth sine partnere om.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Da var det, at Spielerrat selv satte gang i ’et smart, beskidt træk’. Til at udføre det havde agenterne brug for hjælp fra en klubleder, og rakte derfor ud til Jonas Boldt – en ung mand med en kometkarriere i storklubben Bayer Leverkusen, der havde bragt ham fra en rolle som praktikant over talentspejder til at stå med ansvaret for at sammensætte truppen. Den rolle havde han sammen med sportsdirektør Rudi Völler fra 2014.

Jonas Boldt kommer fra Nürnberg, hvor også Spielerrat holder til. Og det er blandt andre fra livet i den sydtyske by, at Delonga, Wirth og Winzer er kommet tæt på Leverkusen-lederen. Den kontakt udnyttede de i foråret 2015.

Torsdag 28. maj sendte Wirth en besked til Delonga med et udkast til det, han kaldte ’Boldt email’. Det var en meddelelse formuleret af Spielerrat på vegne af Leverkusen-lederen, og budskabet var klart: Den tyske storklub var »udtrykkeligt« interesseret i at hente Lukasz Fabianski, fordi – stod der i mailen – Leverkusen måske ville sælge sin førstekeeper, Bernd Leno.

»Skulle der ske noget i forhold til Leno, så er Lukasz – med den form, han viste sidste sæson, og den skitserede exitklausul – en absolut topkandidat for os«, lød det i ’Boldt email’.

Beskeden sluttede med en anmodning om, at Spielerrat holdt Leverkusen-lederen opdateret om forhandlingerne med Swansea.

Hjælpen fra ’Boldinho’

Thorsten Wirth forklarede, at tanken var, at Jonas Boldt skulle sende den pre-formulerede mail til agenturet næste dag. Til sine kolleger skrev agenten, at han så ville udforme et »falsk« svar om, at Spielerrat havde planer om at se, hvad der skete over weekenden, og indtil videre ville fortsætte med eksklusivt at forhandle med Swansea.

Samme dag skrev Daniel Delonga fra agenturet til Boldt med instruktioner:

»Hej Boldinho. Jeg vil takke dig for din støtte med Fabianski. Mange, mange TAK!!! Send venligst den følgende e-mail til Toto (reference til Thorsten Wirth, red.), som han så vil besvare og, hvis nødvendigt, sende videre til Swansea. Muchas gracias, dd«, lød beskeden fra Delonga.

Åbenbart havde Jonas Boldt ingen skrupler, selv om han vidste, at det handlede om at lægge pres på en kollega i en anden klub. Næste dag sendte Leverkusen-lederen den præfabrikerede mail til Wirth og havde kun ændret hilsenen i starten. Spielerrat-agenten svarede straks:

»Tak! Jeg garanterer dig den yderste fortrolighed! Jeg sender dig nu et andet pro forma svar«, skrev Thorsten Wirth.

Til sine kolleger fra Spielerrat skrev Wirth:

»Jonas gør os en tjeneste og er afslappet omkring det hele«.

Hvorfor Boldt gjorde agenterne den tjeneste, er uklart. Men det vakte begejstring hos den tredje partner i Spielerrat, Hannes Winzer, da han hørte om planen.

»I rotter... Fantastisk træk«, skrev han til kollegerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Agentur fik millioner

Konfronteret med oplysningerne skriver Leverkusens sportsdirektør, Rudi Völler, til Spiegel, at »en række målmænd blev overvejet som erstatninger for Bernd Leno« i maj 2015. Og i »nogle få tilfælde blev det også kommunikeret til agenter for de pågældende spillere«.

Bundesligaklubben har ikke afvist, at Jonas Boldt skulle have vist en falsk interesse i Lukasz Fabianski. Men på hans vegne svarer Leverkusen, at han »aldrig har haft økonomiske interesser i handler eller kontraktforlængelser med holdets egne medlemmer eller eksterne spillere«.

En advokat for Spielerrat har sendt Spiegel en meddelelse på vegne af agenterne, hvor der står, at de ikke vil tolerere »falsk eller spekulativ rapportering«. Samtidig fremgår det af beskeden, at Leverkusen vitterlig var interesseret i Fabianski, og at agenturets mål var at opnå »klarhed« for alle parter.

Uanset hvad ser det ud til, at det ’smarte, beskidte træk’ virkede. Da forhandlingerne med Swansea spidsede til, sendte Thorsten Wirth sin forhåndsaftalte korrespondance med Bayer Leverkusen videre til Premier League-klubben. Den tyske agent skrev, at waliserne havde haft rigeligt med tid, og nu måtte han altså gøre, hvad der var bedst for sin klient – selv om Lukasz Fabianski var glad i Swansea.

I sidste ende førte den uhellige alliance mellem Jonas Boldt og Spielerrat til, at Swansea forlængede målmandens kontrakt. Og agenturet fik et salær på knap 11 millioner kroner.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce