Mohamed Salah er kommet fri af Napoli-forsvaret og scorer til 1-0 for Liverpool hjemme på Anfield i tirsdagens Champions League-kamp.
Foto: Jon Super/Ritzau Scanpix

Mohamed Salah er kommet fri af Napoli-forsvaret og scorer til 1-0 for Liverpool hjemme på Anfield i tirsdagens Champions League-kamp.

Fodbold

Liverpool knækker Napoli 1-0 og er videre i Champions League

Mohamed Salah viste på Anfield vejen for sit hold ved at score i første halvleg og lægge presset over på de italienske gæster. Christian Eriksen og Tottenham kom også videre.

Fodbold

Liverpool var under maksimalt pres før tirsdag aftens møde med Napoli i Champions League, men manager Jürgen Klopps hold kunne trods en kold aften på Anfield skabe varme for alle klubbens mange fans.

Den krævede sejr blev indfriet med et facit på 1-0, og selvfølgelig var det egyptiske Mohamed Salah, der blev matchvinder med en flot scoring før pausen.

Dermed sluttede gruppe C med, at PSG efter en 3-1-sejr over Røde Stjerne blev gruppevinder, og Liverpool trods tre udebanenederlag kom videre som toer, selv om det holdt hårdt i dommer Damir Skominas tillægstid.

Både Liverpool og Napoli lagde ud i et vildt tempo, og lidt overraskende åbnede Napoli med et ganske højt pres, som briterne lige skulle indstille sig på. Derefter kom hjemmeholdet bedre med, og det blev i en lovende start til en stor chance for både Mohamed Salah og gæsternes Marek Hamsik.

Måske var det opskruede tempo også med til at stresse Liverpool-forsvareren Virgil van Dijk, for han kunne ikke styre sig i en tackling på Dries Mertens og var heldig med at slippe med et gult kort. Til gengæld slap hollænderen ikke for en regulær skideballe fra sin anfører Jordan Henderson.

Samtidig havde Edinson Cavani i Beograd bragt PSG foran 1-0 mod Røde Stjerne i gruppens anden kamp, og det franske hold lignede derfor på det tidspunkt en gruppevinder.

Mo Salah slog til

Liverpool fik lidt efter lidt øget presset på Carlo Ancelottis mandskab, der også havde fået sværere ved at få pasningsspillet til at fungere. Der var tydeligvis nerver på, for en fejl på Anfield bliver ofte straffet nådesløst.

Det var netop, hvad der skete efter godt en halv times spil, da Mohamed Salah omsider fik afdriblet en ellers velspillende Kalidou Koulibaly og sendt bolden mellem benene på målmand David Ospina. Anfield eksploderede, for nu var det Liverpool, der kunne følge PSG til forårets knockoutfase.

Presset var i den grad skiftet og lå pludselig på Napoli, der skulle forsøge at finde det hurtige kombinationsspil fra kampens indledende fase frem igen.

PSG-stjernen Neymar scorede tirsdag aften til 2-0 på Rajko-Mitic stadion i Beograd og sendte sit hold på vej til ottendedelsfinalerne i Champions League.
Foto: Franck Fife/Ritzau Scanpix

PSG-stjernen Neymar scorede tirsdag aften til 2-0 på Rajko-Mitic stadion i Beograd og sendte sit hold på vej til ottendedelsfinalerne i Champions League.

Da PSG-stjernen Neymar havde øget til 2-0 i Beograd, var gruppens afgørelse indsnævret til duellen på Anfield, hvor begge hold måtte give alt, hvad de havde tilbage af kræfter og vilje.

Napoli havde det svært

Liverpool havde dog ikke længere helt så travlt efter føringsmålet, og da Napoli havde problemer med at holde på bolden, bød slutfasen af første halvleg ikke på det store drama.

I pausen skulle Ancelotti finde de helt rigtige råd og direktiver til sine spillere, som efter at være mødt frem i Liverpool som tophold i den tætte gruppe C nu indtog en trist tredjeplads.

Men det var Mohamed Salah og Liverpool, der kom frem til de bedste målchancer i anden halvlegs indledning. Og der var fortsat for stor usikkerhed i Napolis pasningsspil frem ad banen.

Nødvendigheden af en offensiv satsning fra Napoli steg, som tiden gik, og Ancelotti sendte den polske angriber Arkadiusz Milik på banen i stedet for Mertens, der overraskende holdt over en time trods mødet med Virgil van Dijks knopper.

Men det kneb for Napoli med at spille sig frem til åbne målchancer, og Liverpools forsvar leverede en stærk præstation omkring en meget påpasselig målmand Alisson Becker.

Da de blåtrøjede gæster pressede spillet højere op på banen, blev det til flere gode Liverpool-chancer på omstillinger. I Beograd havde PSG udnyttet en af sine chancer og dræbt spændingen med en Marquinhos-træffer til 3-1 efter en Røde Stjerne-reducering.

Jose Maria Callejon misbrugte en meget stor mulighed for at udligne for Napoli, da Andy Robertson kiksede tæt på eget mål, men med Naby Keita på banen i stedet for Roberto Firmino var der bragt ekstra energi ind i Liverpool-kollektivet på et vigtigt tidspunkt.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Anstrengelserne så egentlig ud til at have tæret mest på Napoli-spillerne, men i tillægstiden burde Milik have udlignet, da han var helt fri foran Alisson Becker, der som sprællemand igen reddede sit hold, da det hele var ved at blive sat over styr.

PSV redder Tottenham

I gruppe B stod duellen i sidste runde mellem Tottenham og Inter, da Barcelona allerede var gruppevinder og PSV bundprop. Selv om Messi og et par andre stjerner sad på bænken på Camp Nou, kom Barcelona foran ved Ousmane Dembele, men til glæde for Christian Eriksen og hans holdkammerater kom Inter også bagud 0-1 hjemme i Milano mod PSV.

Efter 73 minutters spil i Norditalien havde Inter-anfører Mauro Icardi dog udlignet, og på det tidspunkt så det sort ud for Tottenhams muligheder i Champions League.

Men fem minutter før tid udlignede Lucas Moura for Tottenham, og da PSV lidt overraskende holdt stand i Milano, og begge opgør endte 1-1, kom Tottenham lige netop videre.

Dermed er alle fire Premier League-mandskaber med, når der skal trækkes lod til ottendedelsfinalerne i Champions League.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce