Kunne Ole Gunnar Solskjær og Manchester United fortsætte den gode stime, eller havde kritikere ret i, at nordmandens fine start som manager mest havde baggrund i beskeden kvalitet hos hans fem første modstandere?
Storkampen i 22. Premier League-runde søndag aften på Wembley gav måske ikke et entydigt svar, efter opgøret endte 1-0 til Manchester United. Men for United-fans og for Ole Gunnar Solskjær er der ingen tvivl om, at holdet igen har skabt respekt i fodboldverdenen.
Sandheden er imidlertid også, at uden David De Gea på mål, så havde United ikke taget tre point med hjem til Old Trafford. For Tottenham spillede sig frem til mange gode målchancer trods et hårdt og godt kæmpende United-forsvar.
Begge hold havde hårdt brug for tre point – Tottenham for at holde sig tæt på Liverpool og Manchester City, og Manchester United for at komme nærmere de fire øverste placeringer, som giver adgang til næste Champions League.
Babyface er nu blandt de største i verden: Kammerat troede, det var en joke, at Solskjær skulle til UnitedKampen fik en livlig start med pæne chancer til begge mandskaber, og Christian Eriksen forsøgte som altid at skabe gode kombinationer i offensiven i selskab med Dele Alli og Harry Kane.
Flot United-omstilling
Hjemmeholdet havde et lille overtag, mens United, der startede med Lukaku på bænen, levede mest på omstillinger. Kort før pausen tabte Tottenham bolden på et skidt tidspunkt, og Paul Pogba opfattede hurtigt muligheder for frontløber Marcus Rashford. Franskmanden lagde en smuk, dyb pasning, som Rashford behandlede efter fortjeneste med en meget præcis flad afslutning til 1-0.
Solskjær, Michael Carrick og resten af United-bænken festede, og optimismen efter nordmandens entre for en lille måneds tid siden så ud til at nå nye højder.
United og Solskjær erobrer femte sejr på stribeDer var noget til gengæld at tygge på for Spurs-manager Mauricio Pochettino og hans spillere i pausen, for nu var en mere risikovillig satsning formentlig nødvendig.
En energisk Spurs-start på anden halvleg var lige ved at give udbytte, men på gode forsøg fra henholdsvis Kane og Alli viste David De Gea, hvorfor han ofte er Uniteds bedste spiller. Og spanieren blev ved med at levere varen, da Alli senere fik en friløber af Kane.
Imellem de gode Tottenham-chancer var der også muligheder til United, og kun en flot redning fra Hugo Lloris på et forsøg fra landsholdskollegaen Pogba holdt på det tidspunkt hjemmeholdet inde i opgøret.
Men Tottenham øgede presset på gæsterne i kampens sidste tredjedel, og De Gea var tvunget til at holde sit høje niveau på stregen. Redning efter redning viste, at det var han med på.
Tottenham kom ikke nærmere end det afsluttende pres og mistede dermed terræn i toppen.
Everton hentede 2-0-sejr
Midterholdene Everton og Bournemouth mødtes søndag eftermiddag på Goodison Park, og et lidt usikkert hjemmehold havde svært ved at sætte sig på opgøret, mens gæsternes unge stortalent David Brooks igen leverede en præstation, der retfærdiggør flere storklubbers interesse i ham.
Mod slutningen af første halvleg kom Everton bedre med, men trods et par pæne chancer gik holdene til pause uden scoringer. I anden halvleg fik Everton en god start, og Richarlisons forsøg tæt på mål blev lidt heldigt afværget af Nathan Ake på stregen.
Everton fortsatte sit pres, og den franske midterforsvarer Kurt Zouma headede efter godt en times spil sit hold foran efter et smukt oplæg fra landsmanden Lucas Digne. Bournemouths svigtende form den seneste måneds tid blev understreget ved, at holdet ikke formåede at få udbytte af et pres i slutfasen. I stedet var det Evertons indskiftede Dominic Calvert-Lewin, der i tillægstiden slog hjemmesejren fast.


























