Der måtte straffespark til for at finde en vinder af den engelske Liga Cup. Målmand nægtede at forlade banen.

Kedelig finale ender i det ultimative drama og vildt målmandskaos


    Chelseas Jorginhobrænder sit straffespark, og siden missede også David Luiz.
   Foto: Carl Recine/Ritzau Scanpix
Chelseas Jorginhobrænder sit straffespark, og siden missede også David Luiz. Foto: Carl Recine/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Manchester City genvandt den engelske Liga Cup med en sejr over Premier League-rivalerne Chelsea, men der måtte straffespark til, før sejren på 4-3 var i hus.

For to uger siden ydmygede Manchester City og Sergi Aguero Chelsea i Premier League og vandt med tenniscifrene 6-0. Aguero scorede hattrick ved den lejlighed, og den oplevelse var Chelsea-manager Maurizio Sarri ikke interesseret i at få gentaget, da de to hold mødtes i Liga Cup-finalen på Wembley.

Så Sarri stillede op i en ultradefensiv opstilling og lod de to spidsangriber Gonzalo Higuain og Olivier Giroud starte på bænken ligesom i øvrigt den danske landsholdsspiller Andreas Christensen, hvilket efterlod Eden Hazard helt fremme uden den store støtte fra holdkammeraterne.

Bolden nåede i indledningen i hvert fald sjældent op til belgieren, for det var Manchester City, der lagde et tungt pres på modstanderen.

Liverpool inviterer City helt tilbage i kampen om mesterskabet efter skuffende 0-0

Sergio Aguero havde et enkelt godt forsøg, hvor han med brystet lagde bolden til rette for sig selv, men argentineren overplacerede sit skud, og tættere på kom City faktisk ikke i de første 45 minutter trods et stort spilovertag.

Chelsea kom mod halvlegens slutning lidt bedre med i finalen uden dog at imponere, og nogen egentlige scoringsforsøg blev det ikke til for London-klubben, der helt oplagt håbede at lukrere på et enkelt kontrastød, som kunne skaffe dem pokalen.

Billedet var stort set det samme i 2. halvleg. Manchester City havde spillet, og bolden var da også i Chelsea-nettet en enkelt gang. Men Aguero blev dømt offside, hvilket videodommeren kort efter bekræftede var en rigtig beslutning.

Igen havde City svært ved at komme frem til åbne muligheder, for der kom hele tiden en Chelsea-fod i vejen, når det begyndte at blive prekært.

Chelsea på sin side havde det mere end svært, fordi det var Eden Hazard, som ikke alene skulle føre bolden frem, når den blev erobret; belgieren skulle helst også afslutte, og det var naturligvis en umulig opgave.

Champions League: Vild videoaften dominerer to dueller og sænker Juventus

Alligevel var Chelseas plan ved at lykkes, da Hazard spillede Kanté fri. Afslutningen var bare for dårlig, og bolden røg over mål.

Nogen medrivende finale blev det aldrig, og efter 90 minutter blottet for mindeværdige højdepunkter måtte de to hold have yderligere 30 minutter for at finde en afgørelse.

Heller ikke her lykkedes det spillerne at finde vej til netmaskerne, og derfor skulle der straffespark til for at finde en vinder.

I de afsluttende minutter af den forlængede spilletid opstod finalens måske mest dramatiske situation, da Chelsea-træner Sarri ville skifte målmand Kepa Arrizabalaga ud og erstatte ham med Willy Caballero.

Arrizabalaga havde været nede at ligge et par gange med krampe, men han nægtede ganske enkelt at lade sig skifte ud og signalerede, at han var o.k.

Dette efterlod Maurizio Sarri rødglødende af raseri, og han var tæt på at forlade Wembley i arrigskab, men nåede at besinde sig.

Det var et absurd optrin, hvor Caballero stod på sidelinjen i flere minutter og ventede på at blive skiftet ind, mens Sarri vredt kylede sin vanddunk i sædet og assistenttræner Gianfranco Zola forsøgte at rede trådene ud.

På banen sås Arrizabalaga i samtale med den rutinerede forsvarsspiller David Luiz, der sagde noget til sin målmand med hånden oppe foran munden, så ingen kunne aflæse hans læber.

Han skulle have forladt banen

De kommende dage vil vise, om situationen får konsekvenser for enten målmanden eller i yderste konsekvens træneren, hvis ordrer spilleren altså nægtede at adlyde.

»Det er helt sikkert ikke enden på historien, og det skygger for en virkelig god Chelsea-præstation. Når du ser dit nummer (på tavlen, red.), så skal du forlade banen. Som spiller er du nødt til at have den respekt og forlade banen. Jeg kan forstå hans (målmanden, red.) frustration, men det må du tage dig af bagefter«, siger den tidligere Chelsea-kaptajn John Terry til Sky Sports.

Den tidligere Liverpool-spiller Jamie Redknapp, der nu er tv-kommentator, supplerer:

»Jeg troede, jeg havde set alt i fodbold. Jeg har ondt af træneren, for det er en vanskelig situation for ham«.

Maurizio Sarri forsøgte på pressemødet efter finalen at nedtone hændelsen med Kepa Arrizabalaga og sagde, at der var tale om en misforståelse.

»Jeg misforstod det og troede, at målmanden havde krampe, så han ikke kunne gennemføre en straffesparkskonkurrence. Det var først, da lægen kom tilbage til bænken, at det gik op for mig, at det ikke var tilfældet«, siger Sarri ifølge BBC.

Grunden til, at træneren havde været så rasende og var tæt på at forlade stadion, skyldtes ifølge ham selv, at han havde »brug for at tie stille«.

Ifølge Sarri vil Kepa Arrizabalaga ikke blive straffet.

Med finalesejren nåede Manchester City op på i alt seks titler i Liga Cuppen, og holdet er dermed alene på andenpladsen efter Liverpool, der har vundet turneringen otte gange, siden Aston Villa som første klub kunne løfte trofæet i 1961.

Henrik Braad Jacobsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her