0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kvindelige spillere: Vi vil bo på et ordentligt hotel og have ordentlige fodboldbaner. Vi vil ikke mellemlande tre gange og flyve om natten

To år efter den dramatiske aftalekonflikt siger de kvindelige landsholdsspillere, at deres arbejdsvilkår fortsat er markant dårligere end for deres mandlige kollegaer. Det skyldes ifølge DBU manglende ressourcer og at mændene genererer langt flere penge.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Stine Tidsvilde
Foto: Stine Tidsvilde

27-årige Pernille Harder er en af de store stjerner på kvindelandsholdet i fodbold.

Fodbold
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Fodbold
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

At vandre rundt i lufthavne i europæiske byer, man aldrig har hørt om før, midt om natten for at slæbe sig af sted til et fly med endnu en mellemlanding, fordi man skal flyve på de billigste sæder. At komme frem efter 16 timers rejsetid til en landsholdssamling, hvor éns trænere må bruge hele natten på at analysere kampene, fordi at budgettet ikke holder til en analytiker. At spille på dårlige baner og bo på det billigste hotel. At være 18 spillere til landsholdssamlinger, på trods af at der kan udtages 23 spillere.

Det er nogle af de steder, hvor det danske kvindelandshold i fodbold kan mærke, at der stadig er forskel på at stå under den danske fane som kvinde og mand. Og det på trods af at det store opgør mellem Spillerforeningen og Dansk Boldspil-Union (DBU) i 2017 om en landsholdsaftale blandt andet resulterede i højere honorarer, og at kvinderne fik en fysisk træner med til træning.

»Vores mål er, at vi får lige så gode arbejdsvilkår som herrelandsholdet. Vilkår, som kan gøre os til bedre fodboldspillere og give os forhold, der gør, at vi kan præstere i top«, siger Pernille Harder, ansat i tyske Wolfsburg og landsholdsanfører.

Bedre arbejdsforhold var det vigtigste, kvinderne kæmpede for i landsholdsaftalekonflikten i 2017, ifølge Line Røddik Hansen. Hun har spillet på det danske landshold siden 2006 og spiller i FC Nordsjælland til daglig.

»Hvis forholdene er i orden, og man kan give et godt træningsmiljø, kan man komme langt derfra. Når vi med landsholdet tager på samling, vil vi bo på et ordentligt hotel. Vi vil have ordentlige fodboldbaner. Vi vil ikke mellemlande tre gange og flyve midt om natten, fordi det er det billigste. Vi vil være forsikret«, siger hun.

Kun råd til 18 landsholdsspillere

Når man spørger Mette Bach Kjær, der sidder i DBU’s bestyrelse og er formand for kvindeeliteudvalget i DBU, er de ulige arbejdsvilkår et spørgsmål om manglende ressourcer.

»Vi er mange, der arbejder for, at kvinderne skal have bedre rammer. De kan jo selv være med til at bestemme, hvad pengene skal bruges til, men vi kan ikke give penge, vi ikke har. Der er ret stor forskel på, hvor meget billetter koster til en kamp med henholdsvis herre- og kvindelandsholdet. Det bedste, vi kan gøre for at ændre på arbejdsvilkårene, er at gøre det populært og få flere på stadion. Vi skal se det som et produkt, der skal udvikles«, siger Mette Bach Kjær.

En af de steder, hvor skoen virkelig trykker, er, at der til samlinger bliver udtaget 18 spillere i stedet for de 23, der må udtages. At udtage 23 til samlinger ville betyde, at man kan træne 11 mod 11 og sætte en ny spiller på banen, hvis en bliver skadet, fortæller Line Røddik Hansen.

»Hvis man kunne lave et budget, der kunne gøre, at man tog fem spillere mere med til en samling, ville det virkelig gøre en stor forskel for træningen«, siger Line Røddik Hansen.

Til det har Mette Bach Kjær et spørgsmål.

»Hvor henter vi de ekstra indtægter? Der er ikke de ekstra penge, og vi kan ikke blæse og have mel i munden på samme tid. Det er et spørgsmål om at få fordelt ressourcerne. Der er flere penge i herrefodbold, selv om min tro er, at det ikke fortsætter sådan«, siger hun.

Ifølge Line Røddik Hansen handler det om en prioritering, som andre lande i Europa kan få til at gå op.

»Jeg har trænet i Holland, hvor de altid havde 23 spillere med til samlinger. Det har vi aldrig haft til en kvalifikationskamp med det danske landshold, fordi der ikke er budget til det. Når vi snakker penge, er det et af de steder, jeg synes, vi skal sætte først ind«.

Det, som meget af mediedækningen vedrørende landsholdsaftaleforhandlingerne i 2017 gik på, var, at den pengepose, kvinder og mænd får for at repræsentere Danmark i landsholdskampe, langtfra vejer det samme.

Den diskussion er Line Røddik Hansen en smule træt af.

»På en måde har jeg da lyst til at sige, at vi repræsenterer samme land, vi spiller samme sport, vi burde få samme pengesum. Men herrelandsholdet trækker mange flere penge ind,« siger hun.

På en måde har jeg da lyst til at sige, at vi repræsenterer samme land, vi spiller samme sport, vi burde få samme pengesum. Men herrelandsholdet trækker også mange flere penge ind

Når det gælder aflønningen, mener Pernille Harder, at der burde være ligeløn, når man taler om honorar for udtagelse.

»Det, at man bliver udtaget til at spille for landsholdet og dermed repræsentere Danmark, burde give den samme løn uanset køn. Så kan man snakke om publikumsbonusser, hvor der jo kommer flere tilskuere til mændenes kampe. Derfor er det mere komplekst«, siger hun.

Ifølge Mette Bach Kjær hjælper det ikke at give kvinderne flere penge for at repræsentere landsholdet.

»Når budgetterne og pengene er, som de er, bliver vi nødt til at starte nedefra. Vi skal have mange flere piger ind i klubberne. Der er mange, der skriver om det, og der er mange, der begynder at komme på stadion. Hvis vi bare kaster flere penge i landsholdet, vil kvindefodbold ikke nødvendigvis vokse«.

Problemet starter helt i bunden

Og at starte fra børnenes første møde med fodboldverdenen er ikke helt dumt, hvis man spørger landsholdskvinderne. Problemet er bare, at pigefodbold kommer i anden række i mange klubber, siger Pernille Harder.

»Det er der, hele indlæringen af fodbold og forståelsen af, at kvinder og piger ikke skal være andenprioritet længere, starter. Der kan man starte med at ændre noget, så talentudvikling er på lige fod«, siger hun.

»På drengesiden er der mange akademier, hvor man allerede i en tidlig alder specialiserer sig i at give drengene gode muligheder for at blive professionelle en dag. Dem findes der rigtig mange af rundt i Danmark, hvor på pigesiden kan du plukke et par enkelte ud, hvor man gør det«, siger Line Røddik Hansen.

Ifølge en undersøgelse lavet af DBU i 2016 følte 40 procent af piger mellem 13 og 16 år sig prioriteret lavere end drengene i fodboldklubber. Det skyldtes blandt andet, at de fik drengenes aflagte træningsdragter, de dårligste bolde og skæve banetider.

»Det er meget reelt, at pigerne føler sig nedprioriteret allerede som helt små. Der er generelt ikke mange, der satser på pigerne, så der er et kæmpe frafald for dem. Der er få klubber, der har fået øjnene op for det«, siger Henrik Surel, der er pigetræner på FC Nordsjællands pigeakademi og U13-pigehold.

Pernille Harder understreger vigtigheden af ligestillet talentudvikling i Danmark med sine egne erfaringer.

»Der foregår stadig meget forskelsbehandling. Da jeg spillede i Danmark og var et af de største talenter i landet, var jeg nødt til selv at finde ud af, hvor jeg fandt den bedste træning. Det er talentudvikling med herrerne, man prioriterer, fordi herrefodbold er mere interessant. Kvindefodbold begynder at blive interessant, både på landsholdet og i resten af verden, så hvis vi skal komme derhen i Danmark, skal man starte med talentudvikling«, siger hun.

Selv om diskussionen om prioriteringen af kvindefodbold er vigtig, er Line Røddik Hansen træt af, at der hele tiden bliver sammenlignet mellem kvinder og mænd.

»Det er ikke mange år siden, at kvindefodbolden begyndte at vokse. Jeg kæmpede meget i starten med sammenligningen af, om vi spillede lige så godt som herrerne, indtil jeg fandt ud af, at nu måtte vi stoppe. Der er fysiologiske forskelle på kvinder og mænd, og derfor skal man ikke sammenligne«.

Trænere er typisk forældre

Vigtigere er det for Line Røddik, at respekten for arbejdet er den samme.

»Jeg har spillet Champions League-finaler og spillet i de største klubber – »ja, men du er også en kvinde«, er jeg blevet mødt med. Og hvad så? Er det så så meget lettere? Respekt for det, man laver – om man er en kvinde eller en mand – er vigtigt for mig«, siger hun.

Annonce

Når det kommer til, hvem der står på sidelinjen og vejleder pigerne, kan man virkelig se en forskelsbehandling mellem køn, siger Henrik Surel, pigetræner i FC Nordsjælland.

»Mange af dem, der træner pigefodbold, er forældretrænere. Det er meget få klubber, der har ansatte trænere til pigerne, og det er ingen hemmelighed. Jeg ser de samme trænere hver gang, og det er forældre i ni ud af ti tilfælde«, siger han.

Her er Mette Bach Kjær enig.

»Vi har noget, vi kan gøre omkring trænerdelen – at være pigetræner mangler der et kick i«, siger hun og tilføjer:

»Men forskellen er blevet mindre, det er blevet mere in at træne piger. Forældrene vil ikke finde sig i, at der er dårligere trænere til pigerne længere«, siger hun.

Vilkårene er bedre i udlandet

Ifølge Mette Bach Kjær tager de bedste danske kvindelige spillere til udlandet. Hvis man spørger hende, om Danmark er bagud i kvindefodbold, svarer hun således:

»Jeg kunne godt tænke mig, at vi var længere fremme. Hvis man kigger tre-fem år tilbage, er udlandet virkelig kommet godt i gang. For eksempel går herreklubberne i England ind og siger: Vi laver et kvindehold, der får x procent af omsætningen for så virkelig at kunne komme i gang«.

Også Henrik Surel mener, at Danmark sakker bagud i kvindefodbold.

»Der sker mange ting i Spanien, Frankrig og England. Sammenlignet med dem står vi nærmest stille. Det går meget langsomt, og det skyldes klubbernes manglende initiativ, som nok ville sige, at de ikke vil tjene penge på det«.

»Jeg ved jo godt, at business er business. Men for at investere i kvindefodbold må man jo også smide nogle penge ind på bordet«, siger Line Røddik Hansen.

Læs mere:

Læs mere